Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: Black Sabbath – Vol. 4

Populær
Updated
black sabbath vol4

Fire briter i midten af 20’erne, et bjerg af kokain og frie tøjler i Los Angeles. Sådan skabte Black Sabbath det fjerde album.

Titel
Vol. 4
Dato
25-09-1972
Label
Trackliste
1. Wheels of Confusion
2. Tomorrow's Dream
3. Changes
4. FX
5. Supernaut
6. Snowblind
7. Cornucopia
8. Laguna Sunrise
9. St. Vitus Dance
10. Under the Sun
Karakter
666

Efter at have udgivet tre massive, skelsættende mesterværker på lige så mange år, tog Black Sabbath i 1972 deres første pause. Lige efter verdensturneen for ‘Master of Reality’, blev Birmingham-kvartetten nødt til at trække vejret. De havde brug for at gennemtænke hvor de ville hen musikalsk og eksperimentere med både lyd og form.

Det blev dog ikke helt til det pusterum de havde brug for, og da de gik i studiet i Los Angeles i sommeren ‘72, blev det til et inferno af stoffer og dårlige beslutninger. Ikke desto mindre kom endnu en legendarisk plade ud af det i den nøgternt betitlede ‘Vol. 4’.

For det gik altså virkelig stærkt på udgivelsesfronten for kvartetten. De var ikke engang halvvejs gennem 20'erne, da de udgav 'Vol. 4', som var deres fjerde udgivelse på kun tre år. Man kan derfor med rette sige, at hastigheden for udgivelserne matchede deres hurtigt voksende popularitet, samt hvor hurtigt de selv havde det oven i hovederne, på et tidspunkt hvor de i en meget ung alder, var ved at nå deres zenith. 

På ‘Vol. 4’ kørte Black Sabbath videre med den lodne og smattede lyd, de fik introduceret på Master of Reality året forinden, men på fjerde skive skulle der også ske nye ting. For udover at levere flere tonstunge riffs og måske et bandets mest ikoniske sange, så blev der eksperimenteret med lyde, sangenes form, samt en mere frekvent brug af den mere glade, rockede og opløftende modalitet, end den vrede og melankolske som ellers primært kendetegner de tre foregående plader.   

Fra England til LA
Sammen med Led Zeppelin og Deep Purple havde Black Sabbath katapulteret sig til tops af rockscenen i løbet af få år i starten af 70’erne, og derfor var det næste naturlige og forfriskende skridt for arbejderdrengene at indspille i mulighedernes land, i englenes by, Los Angeles. Her skulle de ikke mangle noget, hvilket der heller ikke gjorde. Under indspilningen levede de i sus og dus, med dyre biler, damer og i særdeleshed, masser af coke. Det var også deres første plade, hvor de ikke havde producer Rodger Bain bag knapperne. Bandet, eller rettere Tony Iommi, var manden, der tog sig af den opgave. De var helt på egen hånd. Både når de arbejdede og festede. Godt nok er deres manager Patrick Meehan krediteret på pladen som producer, men det var mere ego der gjorde, at han endte med at blive nævnt. Iommi producerede ‘Vol. 4’. 

De hængte ud med de seje drenge i musikindustrien, og endte endda en aften i leopardsæderne i Elvis’ privatfly. De havde det altså for fedt og Iommi beskriver selv tiden, som en af de lykkeligste i hans liv.

Derfor er det måske heller ikke så underligt, at der på 'Vol. 4' er et mismatch mellem teksternes triste temaer, og musikkens egentlig ret opløftende melodier og udtryk. Det kan enten være fordi de skulle fortsætte deres konceptuelle udtryk som melankolikere, eller også var de inderst inde en flok sad boys. Men uanset hvad har de ikke kunnet skjule, at de på daværende tidspunkt havde det strålende, da man til hovedparten af sangene har mere lyst til at vippe lystigt med hovedet, end at skære sure miner og djævlehorn.

sabbath 1972
Black Sabbath 1972 fra venstre: Ozzy Osbourne, Tony Iommi, Geezer Butler og Bill Ward

Nok er teksten i pladens første nummer, ‘Wheels of Confusion’ ikke synderligt serotoninpræget, men efter den vrælende guitarintro kommer der et tungt og samtidig besynderligt opløftende groovy vers af en mere klassisk rocket art. Men mest nævneværdigt ved sangen, er den himmelske og jammende outro, hvor en mellotron for første gang i Sabbaths historie kommer ind og tilmed spiller hovedmelodien, i samarbejde med en tambourin der bidrager til Ward’s groove, mens Iommi spiller en af sine klassiske tosporede guitarsoli. 

Supernaut
Frank Zappa udviste begejstring for sangen ‘Supernaut’. Det samme gjorde John Bonham fra led Zeppelin. Den har også en goofiness over sig, som er nem at genkende i særligt Zappas virke.

‘Supernaut’, ‘Wheels of Confusion’ og ‘Tomorrow’s Dream’ cementerer altså i høj grad Black Sabbaths selvopfattelse. De var måske de allervigtigste pionerer indenfor det, medierne var begyndt at kalde heavy metal. For iommi har altid selv betragtet bandet som et rockband, hvilket disse sange er med til at illustrere.

Her begynder vi også så småt at kunne høre, at Ozzy var i en udvikling fra at være en idiosynkratisk frontmand, til at at begynde at være en ret habil forsanger, hvilket han kun blev bedre til i løbet af de to kommende plader.  

Changes
På de tidlige sabbathplader er der en tradition for, at der skal være et roligt og melankolsk nummer. På Paranoid havde vi ‘Planet Caravan’ og på Master of Reality var nummeret ‘Solitude’. På ‘Vol. 4’ optræder nok bandets mest succesfulde sang inden for deres egen underkategori af halvjazzede ballader, nemlig ‘Changes’. Sangen er egentlig bare et klaverstykke med lidt strygere som Iommi stykkede sammen i en sen cokerus i studiet i LA. Ikke desto mindre blev sangen kæmpestor og fik en renæssance 31 år efter, hvor Ozzy sang en omskrevet version med sin datter Kelly Osbourne. Iommi lærte at spille klaver mens de var i studiet, ved at holde sig vågen med baner og atter baner af coke, og sådan kom sangen ‘Changes’ til.

Succesen bunder måske i hvor letanvendelig sangen er, for en bred skare mennesker forskellige steder i deres liv. Uanset om man er et ungt menneske i oprør med og mod forældre, har kvaler i kærligheden eller moden og på vej ind i en midtvejskrise med eksistentielle spørgsmål, så passer teksterne og stemningen i ‘Changes’ til lytteren.

Sneblind
Midt i alt glæden en aften var det ved at gå helt galt, da de fandt guld- og lakspraydåser og tømte dem ud over bandets trommeslager og faste mobbeoffer, Bill Ward. Stiv som Ward var, sagde han endda ja til det idiotiske forslag, og tog alt tøjet af, for at blive malet som herren skabte ham. Men hvad ingen vidste, var at spraymaterialet blokerede for porene i huden, og lukkede dermed alt ilttilførsel til kroppen. Ward var altså døden nær, men heldigvis fik de fat i en ambulance og reddede ham. 

Godt nok var briterne igennem mange “ændringer” personligt såvel som karrieremæssigt, men pladens største nummer er uomtvisteligt ‘Snowblind’, som opsummerer tiden omkring ‘Vol. 4’ meget enkelt, men nok også ret fyldestgørende, da medlemmernes havde pupiller som bunden på et pintglas. Det kræver ikke en ph.d. i tekstanalyse for at afkode hvad Ozzy synger om i sangen ‘Snowblind’. Det handler om de bjerge af kokain, Black Sabbath sniffede sig igennem mens de lavede pladen.


Her spiller Black Sabbath 'Snowblind' live i 1978 i London på Hammersmith Odeon

Pladens mest besynderlige nummer er ‘FX’ som egentlig bare et produkt af, at bandet en aften løb halvnøgne rundt og langt væk på stoffer. Iommi bankede guitarstrengene med et kors, og det lød åbenbart fedt nok, til at de blev enige om, at det var en god idé at gøre det til et selvstændigt nummer, på deres nye LA-indspillede plade. Generelt var det Tony Iommi, der kunstnerisk lod sig flyde med strømmen af kokain og skrev sange, mens de andre rendte på pub. Iommi anerkender at det var bandets hidtil mest fucked periode, men også en af de gladeste perioder i hans liv. Man behøver næppe gætte sig til hvorfor. Faktisk var det her med kokain stadig noget helt nyt for Tony Iommi. Det var lige før en koncert i selvsamme Los Angeles i 1971, helt præcist 7. oktober i The Forum, at guitaristen blev tilbudt det af en roadie, der sagde, at det ville hjælpe ham med at koncentrere sig. Iommi har selv senere sagt, at han spillede som en gud den aften. 

Tilbage til doom
Seks skæringer inde i pladen, og man er som lytter allerede kommet vidt omkring. Men med ‘Cornucopia’, ‘Under the Sun’ og ‘Every Day Comes and Goes’ gik Black Sabbath helt tilbage hvor de startede, og med det som de primært bliver husket for: nemlig doom. At doom-elementerne måtte vige en anelse for det mere upbeat i visse sange på ‘Vol. 4’ skyldes mestendels det førnævnte stof, bandet tog i så vanvittige mængder, at det næppe kan gengives uden at læseren vil hævde, at vi overdriver. Her på ‘Vol. 4’ virkede stofferne i den grad til bandets fordel. På bare tre år havde Black Sabbath altså nu udgivet fire virkelig stærke plader, og der skulle yderligere to plader til, før de udgav en plade i form af ‘Technical Ecstasy’ fra 1976, der for første gang blev modtaget lunkent af såvel fans som anmeldere. Det vilde liv var ved at indhente de produktive og eksperimenterende musikere.

De sidste fire linjer i den afsluttende sang ‘Under the Sun’, indkapsler Black Sabbaths filosofi omkring tilblivelsen af ‘Vol. 4’. Black Sabbath gjorde det præcis som de gerne ville de. Den ultimative frihed. Frihed til at gøre lige præcis det, de gerne ville på det tidspunkt. Det blev en plade med uanede mængder kokain, men også en plade, hvor det kunstneriske blev afprøvet og udvidet. Iommi lærte at spille klaver og producere musik. Og selvom ‘Vol. 4’ ikke blev modtaget med uforbeholden ros fra samtidens kritikere, gik det alligevel hen og blev en indflydelsesrig plade, der har inspireret generationer af musikere, vi den dag i dag nyder godt af. 

"So believe what I tell you, it's the only way you'll find in the end
Just believe in yourself, you know you really shouldn't have to pretend
Don't let those empty people try and interfere with your mind
Just live your life and leave them all behind"

Black Sabbath halsede da også direkte videre ud på landevejen og ind i et pladestudie, så ‘Sabbath Bloody Sabbath’ i 1973 var at finde i pladebutikkerne. Her tog de igen til Los Angeles for at genskabe atmosfæren fra ‘Vol. 4’. Men det kunne de ikke. Efter en måned havde de skrevet præcis ingenting. Magien fra den periode var væk. De vendte hjem til England og fik taget sig sammen til at indspille pladen i et slot også Led Zeppelin og Deep Purple havde besøgt. Tilpas med spøgelser til, at Black Sabbath blev vækket til live fra deres kollektive kokainrus og sådan fortsatte livet i rock’n’roll.

‘Vol. 4’ fylder nu 50 år. Fem årtier med silhuetten af Ozzy Osbourne i deres hjemby, Birmingham, under en koncert i januar 1972 gengivet monokromt. Kontrast til de farver, der helt sikkert har været i øjne og hoveder på de fire herrer, Tony Iommi, Ozzy Osbourne, Geezer Butler og Bill Ward, da de i maj måned indspillede pladen i en veritabel snestorm. Og grunden til, vi bringer stofferne op igen og igen er, at det var mere end noget andet det, Black Sabbath gjorde der i Los Angeles. Fyrede kokain direkte op i næsen og som bibeskæftigelse fik Iommi og resten af Black Sabbath lavet det, vi i dag kender som værket ‘Vol. 4’. På bagcoveret står der direkte ‘We wish to thank the great COKE-Cola Company of Los Angeles’ (se billede nedenfor lige til højre og ud for Iommis guitar, red.). Om noget, er 'Vol. 4' et bevis på, hvad der sker hvis man giver fire unge kunstnere ubegrænsede mængder af frihed og stoffer. Så kommer en rockplade til at lyde sådan her.

coke company