Metaldiktator: Black Sabbath – 'Master of Reality'

Populær
61Ogj5utjDL._SL1200_

Black Sabbath udgav fire udødelige mesterværker på blot to år. ‘Master of Reality’ skabte en lyd, der den dag i dag lever videre  i sin oprindelige form.

Titel
Master of Reality
Dato
21-07-1971
Label
Genre
Trackliste
1. Sweet Leaf
2. After Forever
3. Embryo
4. Children of the Grave
5. Orchid
6. Lord of This World
7. Solitude
8. Into the Void
Karakter
666

At Black Sabbath er verdens største metalband er tæt på en universel sandhed. Muligvis har Metallica solgt mere, måske har Motörhead været mere konsistente, måske har Mötley Crüe haft flere groupies, men Black Sabbath har skabt hele grundlaget, for den musik Devilution beskæftiger sig med.

Deres første plade satte scenen og introducerede heavy metal for verden. Det okkulte blev sejt, og Tony Iommis seksstrengede blev det ultimative billede på alt, der var farligt. Både det seje riff og de langsomme, tunge sange blev påbegyndt her. Det blev finslebet på opfølgeren ‘Paranoid’, der med sin sjette skæring, ‘Hand of Doom’, gav navn til doom metallen.

Og her, på Black Sabbaths tredje album, blev endnu en genre grundlagt. På de to foregående albums havde bandet kun et par dage til at få dem indspillet. Men efter gennembruddet fik de flere ressourcer, og derfor tog ‘Master of Reality’ et par måneder at indspille. På den måde gik bandet fra at være legende i øvelokalet til at være eksperimenterende og forfinende i studiet.

Som blot 17-årig mistede Tony Iommi de midterste fingre på venstre hånd i en ulykke på det stålværk i Brimingham, han arbejde på. Denne ærgerlige arbejdsskade skulle blive  grundlaget for heavy metal, som vi kender det. De manglende fingerspidser gjorde det snart sagt umuligt for ham at spille på guitarer, som de kendte dem i 60’erne. Strengene var simpelthen spændt for hårdt, hvilket tydeligt kan høres på så godt som al samtidig musik. Efter langvarige eksperimenter med blandt andet banjostrenge og diverse kombinationer fandt unge Iommi på ‘Master of Reality’ en mere holdbar løsning.

Han stemte ned.

Fra E til C#, hvilket i menneskesprog betyder noget i retning af “fra pling-pling til døn-døn”. Og netop den dybe toneart var det, der adskilte Black Sabbath fra det meste andet. Den tonale tordenstorm stod i grel modsætning til den tidligere dominerende flower power-stemning og indvarslede noget ondt. Selvom de så sig selv som en del af den flower-power bølge, kunne de dog ikke spejle sig selv i den, da alle fire medlemmer voksede op i rå og fattige arbejderkvarterer i det industrielle Birmingham.

When they go high, you go low
Det lave, buldrende kendte vi allerede fra de to første Sabbath-plader, men på ‘Master of Reality’ formåede den toneangivede kvartet alligevel at gøre det hele tungere, vildere, mere dunkelt og frem for alt, loddent.
Loddenskab, eller “fuzz”, som vi ofte kalder det, er det definerende ord for ‘Master of Reality’ og for den genre, denne skelsættende plade skulle skabe. Og allerede fra allerførste sekund satte den standarden som genren skulle bygges på. Her tales naturligvis om Iommis tunge host efter en solid inhalering.



‘Sweet Leaf’ er en ode til det stof, der fyldte mest i bandets liv, da pladen blev indspillet. De præger Sabbaths tidlige karriere, hvilket den næste plade i rækken kan fortælle mere om. Men hashen med dens fløjsbløde smag og alligevel halssønderrivende kradsen, er bandets drug of choice på dette tidspunkt, og hvad bedre da end at forfatte en kærlighedssang til denne grønne plante?

Lyrikken er ikke dyb. Den handler om den forlorne dybde, hashere finder i at observere verden omkring dem, og hvor meget den udvider deres bevidsthed. Den slags er vist lidt mere til diskussion nutildags end i 1971, men som de hippier de stadig var på det tidspunkt, er det meget passende.

Hvad der dog er interessant ved den plantedyrkende lyrik er derimod den effekt, det har haft på eftertiden. Snart sagt hvert tredje stoner metal-band hedder noget relateret til cannabis, det være sig Bongripper, Dopelord, Bongzilla og så videre. Og det er for mange af dem omdrejningspunktet for de musikalske udfoldelser. Dette er i høj grad takket være ‘Sweet Leaf’, der er den første, og måske den største, stoner metal sang.

Et tæppe af mange tråde
Det er nu ikke kun i forhold til stoner metal, at indflydelsen fra ‘Master of Reality’ kan høres den dag i dag. Den store, og med nutidens briller aldeles besynderlige, heavy metal-hyldest til Jesus og paven ‘After Forever’ lyder i overraskende grad som forlæg til The Rembrandts fra tv-serien ‘Venner’ kendte ‘I’ll Be There for You’, omend ingen vist har spurgt hverken den ene eller den anden kunstner om det. (Heller ingen har påpeget ‘Embryo’–’Jeg har fanget mig en myg’-forbindelsen.)



At kristendommen fremstilles i et positivt lys er til gengæld ikke et emne, der ofte fremhæves, når andre metal-bands taler om deres inspiration, selvom Black Sabbath ikke sjældent har påpeget deres kristne overbevisning, hvilket seerne af ‘The Osbournes’ også fik syn for, da serien inviterede indenfor i Ozzys krucifiksprydede hjem i starten af 00’erne.

Kun et år efter udgivelsen af første plade er vi med ‘Master of Reality’ halvvejs i det, der skulle blive den anerkendte del af første inkarnation af Black Sabbath. Efter seks plader begynder det at falde fra hinanden, og det skulle ikke vare længe, før den ikoniske forsanger i en rus af alkohol og narko gik solo, og en helt anden stil kom for dagen.

Ronnie James Dios episke og hårdtslående traditionelle heavy metal er et klart afbræk fra den stenede, lodne og groovy doom, Sabbath stod for her. Det er nogle gange svært at høre, hvordan det kan være det samme band. Set i bagklogskabens skarpe lys fornemmer vi dog de første skridt mod ‘Heaven and Hell’ allerede her.



‘Lord of this World’ er episk i ordets egentlige forstand. Som et spejl af ‘After Forever’ handler denne sang også om de, der fornægter herrens bud og lever et liv, der formes af ondskab fremfor godhed.
På samme måde som ‘War Pigs’ fra ‘Paranoid’ kritiserede etablissementets krigslyst og det industrielle militærkompleks, der blomstrede under Vietnamkrigen, er ‘Lord of this World’ en kritik af den grådighed de så i verden omkring sig og som de, som tre fjerdedele gode katolikker, personificerede i form af Satan, der så skulle være denne verdens hersker.

Det, der er særligt, udover naturligvis det groovy r’n’b-riff, er den afsluttende guitarpassage og tilhørende solo. Den er ren heavy metal og peger fremad mod de kommende dage, der dog skulle indeholde mindre koklokke.

Hvor ‘Paranoid’ var det rene udtryk af “det gode riff”, tager ‘Children of the Grave’ netop dette element til sit næste naturlige højdepunkt. Iommi viser her virkelig sine evner som guitarist. Riffet er uovertruffent, og vil for evigt stå som et af de elementer, alle efterfølgende bands må forholde sig til. Man kan måske endda også snakke om, at Children of The Grave er det første thrash metal nummer. Proto-thrashen forbindes som regel med 'The new wave of british heavy metal', altså bands som Motörhead og Iron Maiden. Men 'Children of the Grave', er første gang man kunne høre et band spille så hurtigt, hamrende og aggressivt på samme tid. 



Ydermere når Black Sabbath også sin absolut mest blytunge milepæl i karrieren med ‘Into the Void’. Introriffet er så rigeligt tungt i forvejen, men når Geezer Butler vælter ind med bassen, kan der ikke være nogen tvivl om, hvor velfortjent kælenavnet ‘Hand of Doom’ er. Tyngden i nummeret lyder næsten karikeret, men riffene er stærke nok og spilles med nok attitude, til at det er medrivende, og det kan undskyldes med, at store dele af metalgenren ynder at lege med ekstremerne, hvad end det er tyngde, tempo, atmosfære eller slagkraft.

‘Master of Reality’ står tilbage, ikke kun som et hovedværk i sig selv, men også som en sammenfatning og en forfinelse af det udtryk, Black Sabbath fandt på første plade og polerede på ‘Paranoid’.
‘Master of Reality’ indeholder det hele, fra riffs over melodier, basgang over trommespil, pågående rifferi og indesluttet melankoli. Adskillige genrer, for slet ikke at nævne utallige bands, skylder denne plade deres eksistens. Den er, sammen med sin efterfølger, Black Sabbaths musikalske højdepunkt og står som formfuldendt helhed, hvilket er en sjældenhed i pionerernes karriere.