Metaldiktator: Black Sabbath – ’Black Sabbath’
Populær
Black Sabbaths skelsættende debutplade står som en milepæl i musikhistorien. Kom bag om pladen, der fik rockens bål til at flamme op som heavy metal.
2. The Wizard
3. Behind the Wall of Sleep
4. N.I.B.
5. Evil Woman
6. Sleeping Village
7. The Warning
En grå efterårsdag i oktober 1969. Det er tidlig formiddag. Fire fyre i starten af tyverne ankommer i deres faldefærdige varevogn efter nogle timers kørsel fra Birmingham til Denmark Street i det centrale London. Kvarteret er mekka for den professionelle musikindustri. Firkløveret træder ind i Regent Sound Studios. Det er ikke uden ærefrygt. Samtidens giganter i The Rolling Stones har tidligere stået i de samme lokaler. Og skabt historie. Det ligger ikke i luften, at det tunge bluesband fra Birmingham, der lige har skiftet navn fra Earth til Black Sabbath, er på vej til at gøre Jagger og Richards kunsten efter med et millionsalg af plader.
Black Sabbath er kun booket ind i musikstudiet for en enkelt dag. Men de behøver ikke mere end en halv. Tolv timer tager det: Længere tid bruger Tony Iommi, Ozzy Osbourne, Geezer Butler og Bill Ward ikke på at skabe den hellige gral i musikhistoriens første kapitel om heavy metal. Ingen ser det komme på tidspunktet. Især ikke bandet selv, der ingen anelse har om, hvordan pladeselskabet Vertigo udformer den selvbetitlede debutplade, da den udkommer næsten præcis fem måneder efter indspilningerne – på fredag den 13. februar 1970.
Kalkuleret okkultisme
Alene udgivelsesdatoen var et kalkuleret signal om, at den nye gruppe på Vertigo skulle markedsføres med en okkult aura over sig. Og hvis den velvalgte dato gik hen over hovedet på lytteren, så talte det visuelle udtryk for sig selv. Den mystiske kvindeskikkelse i sort kutte på pladens forside. Det store omvendte kors på indersiden. Musikken matchede forventningen. Åbningsnummeret, det berømte titelnummer ’Black Sabbath’ med øsende regn, tordenvejr og kirkeklokker, lægger øjeblikkeligt en dæmonisk tåge over de foruroligende og få toner, der simpelt, men effektivt, skaber fundamentet for den over seks minutter lange skæring, der kulminerer mod slutningen med tempoets fandenivoldske løft. Og Osbourne, der med sin lyse og monotone stemme skriger ”Oh no, please God help me”, efter Satan har åbenbaret sig for menneskeheden.
Lyrikkens djævelske univers fortsætter på pladens anden store klassiker, ’N.I.B’, hvor Osbourne ikonisk synger ”Look into my eyes, you'll see who I am / My name is Lucifer, please take my hand.” Ordene er Geezer Butlers. Rollefordelingen var utvetydig fra begyndelsen: Den bibliotekaruddannede horrornørd, hashelsker og flipper Geezer Butler førte pennen, Tony Iommi skrev musikken, Osbourne og Ward fulgte bare ordrer. Pladeselskabet sørgede for det sataniske image. Sidstnævnte var der som sådan intet overvældende odiøst i.
Satan sælger
Okkulte udfoldelser og satanisme var tidens sorte trend. Ypperstepræsten Anton LaVey grundlagde Church of Satan i 1966. Charles Manson-kulten slagtede psykotisk løs i august 1969. De mørke kræfter fyldte i mediebilledet. Og kunsten afspejlede samtiden. Den amerikanske rockgruppe Coven debuterede i 1969 med ’Witchcraft Destroys Minds & Reaps Souls’, der er musikhistoriens første udgivelse, som heldyrker sataniske tekster og symboler. Pladens åbningsnummer hedder interessant nok ’Black Sabbath’.
Britiske Black Widow var med på moden og blev kendt på at levere spektakulære koncerter, der blev annonceret som sataniske ritualer med halvnøgne kvinder, der blev ofret på scenen. Black Widows debutplade hedder passende ’Sacrifice’ og udkom i marts 1970, kun få uger efter ’Black Sabbath’. ’Sacrifice’ gik sågar ind på den britiske hitliste over mest solgte LP’er, hvor ’Black Sabbath’ også var stormet ind på top 10.
Satan sælger.
Men det var aldrig Black Sabbaths intention at føre sig frem som et okkult orkester. Det var selskabets påfund.
”We’ll be heavier”
Black Sabbath har alle dage først og fremmest været Iommis livsprojekt. Visionen var at blive en guitargud i liga med Eric Clapton, Jeff Beck, Jimmi Page og Hendrix. Missionen for musikken var simpel: Udtrykket skulle være tungere end på Led Zeppelins debutplade, der udkom januar 1969. ”We’ll be heavier,” lyder den berømte sætning fra Iommi til Osbourne, efter de to første gang er stødt på Led Zeppelins selvbetitlede debutplade, hvor Jimmi Page har stjålet med arme og ben fra traditionelle bluessange.
1960’ernes musik blev især bliver kendetegnet ved at, den sorte mands blues blev den hvide mands rock. Ungdommens britiske boomergeneration i 1960’erne har en markant indflydelse på det epicenter, der får en ny lyd til at skælve i musikindustrien. Uanset hvilken af de fire Black Sabbath-medlemmers selvbiografier, man læser igennem, er det i almindelighed The Beatles, der sætter sejlet for drømmen om livet som rockstjerne, men det er i særdeleshed trioen i Cream, der styrer mod en ny musikalsk retning. Ginger Bakers trommer og Jack Bruces bas svinger uortodokst sammen med et legende overskud. Eric Clapton er kun lige passeret 20 år, da Cream bliver dannet i 1966, men er allerede godt i gang med at spille sig til en status som en levende guitargud. Trioen holder kortvarigt: Efter to år og fire plader er Cream gået i opløsning.
Heavy rockens fakkel tændes
Musikverdenen er generelt i opbrud, da 1960’erne skifter til 1970’erne. Netop som Black Sabbath debuterer, melder The Beatles ud, at de går hvert til sit. The Rolling Stones og The Who kan stadig fylde arenaer ud med tusindvis af tilskuere, men den såkaldte britiske invasion synger så småt på sidste vers i USA. I Nordamerika kan de efterhånden selv. Blue Cheer spiller hårdt. Alice Cooper chokerer på scenen. Iggy and the Stooges spiller uhørt energisk. MC5 fyrer den af. Og Grand Funk Railroad sælger millioner af plader.
Led Zeppelin er ved at overtage verden som klodens førende rockorkester, men i medierne er det de andre nye navne på den britiske scene, der decideret bliver døbt heavy rock. Musikpressen er overordnet ikke begejstret. Men ungdommen elsker den nye generation, der spiller heavy rock. Debutpladerne i 1970 fra Black Sabbath og Uriah Heep samt Deep Purples fjerde plade, ’Deep Purple in Rock’ – den første med Ian Gillan i front – sætter en ny dagsorden.
Sådan har flere gnister været med til at tænde bålet som heavy metal bliver smedet i, men det er Black Sabbath, der tilskrives æren af at få ilden til at blusse op med deres skelsættende debut og skabe lyden og den fakkel, der igennem fem årtier er blevet ført hårdtslående videre.