420 bro lmao

cover BONGZILLA - Weedsconsin

Jep, Bongzilla er klar med en ny plade. 20. april. Altså 20/4. Get it? Arh, det virker måske bedre på engelsk. Nå ja, den handler om hash.

Kunstner
Titel
Weedsconsin
Dato
20-04-2021
Genre
Trackliste
1. Sundae Driver
2. Free The Weed
3. Space Rock
4. The Weedeater
5. Earth Bong, Smoked, Mags Bags
6. Gummies
Forfatter
Karakter
3

Ærligt, ikke? Så findes der måske en to-tre veje, man kan gå af, når man beslutter sig for at lave et stonerband. Man kan være sådan ørkenagtig og synge om biler og solbriller, eller man kan være fra England og synge om regn og djævlen, eller man kan jamme noget om hash. Uanset hvad skal ens navn helst i en eller anden grad referere til hash. Man kan hedde Toke eller Weedeater eller Dopelord eller slet og ret bare Bong. Men hvis man nu er endnu mere bong end Bong, så kan man kalde sig Bongzilla. Det må ligesom være en enormt stor bong, ikke?
Nej, når det handler om stoner metal, skal man lægge akademikerbrillen fra sig og lade være med at være så kritisk. Det handler ikke om at være raffineret eller skarp og satirisk og begavet. Det handler bare om at hive nogle sug af den store glasdjævel, der går på omgang. At være en ægte Bongripper.



Lavthængende frugter
Det er, som man kan se, nemt at gøre nar af stonerbands. De hedder noget fjollet, genbruger Sabbath-riffs med tung distortion, går i slidte truckercaps og shorts med mange lommer og fniser, når nogen siger “69” eller “420”. Og det er måske rigtig nok, men det kunne man udbrede til mange genrer. De er allesammen tåbelige, når man koger det ned.

Men stoner metal har i den grad noget at byde på, og i denne afkrog er Bongzilla et af de helt store navne – deres sidste plade før deres seksårige opløsning ‘Amerijuanican’ er et brilliant eksempel på, hvad man kan gøre med en sans for groove og en ordentlig stabel forstærkere. På samme måde leverer trioen fra ostestaten Wisconsin, der har givet navn til denne femte plade på 26 år, en solid præstation live, som de demonstrerede så solidt for efterhånden længe siden i et kogende Pumpehuset sammen med danske Slowjoint, der så fint kridtede den tågede bane op. Bongzilla lugter af hash og drypper af sved. Derfor vækker det jubel, når de samtidig med denne udgivelse bekendtgør, at de har tilsluttet sig det europæiske bookingbureau HPS Booking. Der er lys for enden af coronatunnellen.

Ost og hash
Wisconsin var den største producent af hamp i det 20. århundredes første halvdel, men er nutildags temmelig hårde i filten, når det gælder den takkede urt. Besiddelse af selv den mindste smule berammes med $1000 i bøde og op til et halvt års fængsel. Hvordan Spanky, Magma og Muleboy (episke noms de guerre, ja tak) har holdt sig ude så længe vides ikke, for det er helt tydeligt, at de tre er i besiddelse af mere end en enkelt cigaret af jazztobak.

‘Weedsconsin’ er et monument til den flydende fornemmelse en krøllet joint kan bidrage med, og man får fornemmelsen af, at omgivelserne kan lugte, hvad man hører, mens pladen kører.

Lige dele urt og tobak
Jointen er dog lige rigelig krøllet og består af mindst lige så meget ristet Prince Light som god græs. Det fungerer udmærket og har også en vis effekt, men det bliver ikke et trip, du husker – eller nærmere som ønsker du kunne huske.

‘Weedsconsin’ er en habil plade med gode elementer, men når aldrig helt op og bliver mindeværdig. Der er fremragende passager, særligt åbningstracket ‘Sundae Driver’ åbner genialt med hårde og tunge marchtrommer, der leder over i et særdeles fugtigt riff, der ligger som grundelement i sangen sideløbende med Michael “Muleboy” Akelas væmmelige vokal. Der er groove i sangen og det klæder den godt.



Anderles fuzzy bliver det på et af de andre højdepunkter: Den lange 'Earth Bong, Smoked, Mags Bags' er trippet og psykedelisk og lyder sine steder nærmest som elevatormusik tilføjet den dryppende tyngde og loddenhed, som Bongzilla står som garant for. Det syrede skalaspil er genialt. Den fede kombination af lækker, tilbagelænet afslapning og fæl aggression er allestedsnærværende hele vejen igennem, og giver stenertågen et godt twist af hårdhed.

Der er ikke en dårlig sang på ‘Weedsconsin’, slet ikke. Der er bare heller ikke meget, der hiver den frem fra mængden. Men hvis man skal bruge en chillet underlægningsplade, der ikke bare er endnu en af de gamle favoritter, er den et godt bud.

Hvis du af uvisse årsager skulle blive tør i munden, mens du lytter til pladen, så kan Bongzilla også hjælpe med det. Sammen med mikrobryggeriet Wake Brewing har de fået fremstillet en læskende IPA.

NectarCollectorwithBrew