Blaze overrasker positivt

Blaze Bailey gør det overraskede godt på livealbum. Lars Schmidt virker rystet. Jeg troede aldrig, at jeg skulle opleve, at den grimmeste parentes i Iron Maidens historie skulle overraske mig positivt. Jeg troede aldrig, at jeg skulle skrive pænt om sangeren Blaze Bayley, som virkelig var tæt på at få mig til at miste alt for Maiden. Men: Godt for Maiden, at han blev smidt ud. Og godt for ham selv.
Efter Maiden har Blaze begået to Blaze-albums, og det er numre fra dem plus numre fra hans tid i Wolfsbane og Maiden samt en ganske glimrende version af Led Zeppelins monsternummer "Dazed and Confused" - eller som Blaze selv siger i præsentationen af nummeret: "En bastardisering af "Dazed..."". 18 numre med fuld smæk for skillingen, britisk heavy metal med fuld skrue. Det hænger godt sammen, og specielt de to guitarister, Steve Wray og John Slater, kan det knald.
Jeg har aldrig brudt mig om Blaze Bayleyes stemme, men på dette dobbelte livealbum fungerer det altså ganske fint. Stemmen passer til musikken, hvilket den bestemt ikke gjorde i de fem år, den var tæt på at lægge Maiden i graven. Det interessante i denne sammenhæng er, at livealbummets bedste numre rent faktisk er de fire Maiden-numre, der er med: "Two Worlds Collide", det hadske "Virus", det episke "Sign of the Cross" og "Futureal".
Numrene er en smule om-arrangeret, så de passer bedre til Blazes stemme, og det giver sangene nyt og måske mere fortjent liv.
Blaze Bayley bliver aldrig min favorit, men jeg må indrømme, at han faktisk godt kan skabe sammenhæng og et godt album, hvor livestemningen og -feelingen faktisk holder.