Med en bastion i centrum

Populær
Med en bastion i centrum

Midt i sidste uge leverede Battles med John Stanier i centrum en festlig og veloplagt koncert med højt til det glatte rockloft.  

Kunstner
Spillested
Dato
21-09-2016
Genre
Karakter
3
Til trods for man ikke har fulgt meget med i Battles' videre udvikling, siden multiinstrumentalisten og bandets sanger gennem otte år Tyondai Braxton forlod dem i 2010, var man mere end interesseret i endelig at få muligheden for igen at se det karismatiske amerikanske hybridband. Sidste gang man oplevede dem, var under Roskilde Festival i 2008, hvor de dengang forvandlede det nu hedengangne Odeon-telt til et regulært inferno af festivitas. De var angiveligt også forbi Roskilde Festival i 2011 (hvor underligt, at dette besøg gik ens næse forbi), ligesom de tilsyneladende sidenhen har gæstet også Århus. Onsdagens besøg i sidste uge var imidlertid deres første koncert i København – finally!

Hvilket mere velvalgt sted at placere det på én gang heavy-tunge og elektronisk dansable band end Koncerthusets Studie 3. For denne skribent var sidste uges besøg ens første i Koncerthusets mindste sal, dog forhåbentlig ikke det sidste. Ud over at rummet med dets sorte, matte flader på væggene, dets mørke gulv og dets på én gang futuristiske og piano-klassiske design rent æstetisk var som ramt i røven til et band, der på deres debutfuldlængde 'Mirrored' (2007) netop benyttede sig af et cover, der lod akustiske instrumenter assimileres med et anderledes fremadskuende design, var det også størrelsesmæssigt og rent sonisk et velvalgt loft at placere Battles under. Godt nok undrede man sig til at begynde med over, at de ikke havde bedre lyd. Der havde ikke været noget opvarmningsnavn at indrette sig efter, hvorfor den gode lyd, i hvert fald på papiret, burde være en mulighed også fra koncertens begyndelsen. Heldigvis skulle man kun et kvarter ind i koncerten, før omstændighederne var på et godt niveau.

Også bandet var i topform. Dave Konopka og Ian Williams, der sammen deler både guitar og den elektroniske tjans imellem sig, var omtrent lige så farverige og udadvendte som den spilopperende musik, de spiller. Der blev fyret jokes af på stribe, og at de her ved slutningen af deres turné tilsyneladende havde problemer med deres slidte gear, berettede de om med et smil på læben og en smittende lethed. I centrum af Battles har vi imidlertid John Stanier, Helmets forhenværende trommeslager, uden hvem man formentlig aldrig var stødt på Battles i det hele taget. Stanier er stadigvæk en bastion af en trommeslager, og ligesom det var tilfældet i Helmet for et kvart århundrede siden, bliver han i Battles ved at rykke ved og skubbe til selve idéen om, hvad tung rock også kan være.

I Studie 3 i sidste uge blev der muligvis ikke rykket alverden ved forestillingen om, hvad den gode rockkoncert bør være. Og så alligevel. Veloplagtheden virkede mere ægte, end den oftest gør til koncerter, ligesom Staniers koncentrerede og storsvedende indædthed kom an som den ubestemte faktor, der gav den lettere stemning en strammere, hidsig, koncentreret næve. Et nyere nummer som 'The Yabba' fra sidste års 'La Di Da Di' dukkede henimod slutningen af koncerten desuden op og overraskede ved at tangere en ellers utrolig stærk sætliste, der i øvrigt havde meget fokus på numre fra bandets helt tidlige ep'er. Når de nye numre spiller så godt i live-regi, kan det derfor også undre en, at bandet så en trang til at smide hits som 'Ice Cream' og 'Atlas' ind i sætlisten. Disse numre har vokaler på studieindspilningerne, hvilket bandet denne aften havde valgt at afspille som playback, mens de tre musikere så livefortolkede numrene. Men udover at man hellere havde set disse numre være instrumentale eller helt udelagt fra sætlisten, var der ikke meget kritik at byde ind med på ganske veloplagt koncertaften.