Fængslende og dyster

Populær
Fængslende og dyster

Efter at Lamb of God og Randy Blythe slap med skrækken og en frifindelse fra en drabsanklage, har fans ventet spændt på et nyt album. Det er her nu, men har det været ventetiden værd?

Kunstner
Titel
VII: Sturm Und Drang
Dato
24-07-2015
Distributør
Trackliste
1. Still Echoes
2. Erase This
3. 512
4. Embers" (feat. Chino Moreno)
5. Footprints
6. Overlord
7. Anthropoid
8. Engage the Fear Machine
9. Delusion Pandemic
10. Torches (feat. Greg Puciato)
Forfatter
Karakter
4

Det er nok gået de færreste forbi, at Lamb of God for nogle år siden var tæt på katastrofen, da frontmand Randy Blythe blev anholdt i Tjekkiet, anklaget for uagtsomt manddrab. En fan kom på tragisk vis af dage efter at have slået hovedet efter et fald fra scenen – angiveligt skubbet, og muligvis af Blythe, det var i hvert fald anklagen. Blythe blev frikendt, men nåede at være varetægtsfængslet i Tjekkiet i en måneds tid. Hvis han var blevet dømt, havde det måske været enden for Lamb of God, i hvert fald med Blythe i front.

Hele fængselshistorien blev beskrevet i filmen 'As the Palaces Burn', som ikke bare fortæller de faktuelle ting omkring sagen, men også glimrende indfanger den tvivl og bukserysten for bandets fremtid, som ikke bare rammer Blythe, men også resten af orkestret. Et band, som lå ganske lunt i svinget, men som var på nippet til at miste det hele grundet ydre omstændigheder.

'VII: Sturm Und Drang' er første udgivelse efter den europæiske skrækoplevelse, hvilket har højnet forventningerne til den. Kan man høre det, eller er det bare endnu et album i rækken fra et amerikansk mainstream-metalband, der har sit på det tørre?

Strammere, men uden hits

Sammenlignet med forgængeren er der strammet op. Albummet hænger bedre sammen, stemningen er mere dyster, og bundniveauet er højere end på den mere udflydende og sloppy 'Resolution'. Når det er sagt, er der ingen umiddelbare hits på 'VII: Sturm Und Drang' i stil med 'Laid to Rest' eller 'Walk With Me In Hell'. Derfor forekommer den mere indadvendt og kræver flere gennemlytninger, før den åbner sig.

Men det gør den så, åbner sig, og flere af numrene viser sig at være af den slags, man får på hjernen og vender tilbage til. '512' er sådan en sang. Superpræcis og ærke-Lamb of God i riffene, der mørkt og stemningsfuldt understøtter Blythes lyrik: ”Six empty bars laid across the sky,/ Four empty walls to fill the time” og ”My hands are painted red,/ My future's painted black”. Ikke alene er det et godt komponeret nummer, det er også en godt skrevet sang, og han formår stadig at ramme noget umiddelbart og noget koncist i sine metaforer, den gode Blythe. Også den The Haunted-agtige 'Engage the Fear Machine' og den melankolske og storladne 'Embers' skal nævnes for det gode (sidstnævnte med Deftones-frontmand Chino Moreno som gæst).

Perfekt, eller ikke perfekt ...

Ikke alt er perfekt, dog. Et par forglemmeligheder finder man på pladen, såsom 'Anthropoid' og den moraliserende ' Delusion Pandemic', som vi bare lader forblive netop forglemmelige, og så er der den lidt underlige 'Overlord', der er første forsøg på at lade Blythe synge uforvrænget. Det er som sådan ikke en dårlig skæring, men den er heller ikke helt i mål, da det lyder lidt som Lamb of God, der forsøger sig med en Alice In Chains-fortolkning. Den er lidt for sammenflikket til at bære hele vejen hjem.

Endelig er der produktionen, som flere kritikere af bandet generelt mener er for perfekt. Her er alt, som det plejer at være. Det lyder virkelig godt og massivt. Alt er på bedste amerikanske vis meget, meget velproduceret, og lydkvalitet og niveauer blender nærmest klinisk organisk og er lækker, på samme måde som en drivhustomat er lækkert organisk. Der er givetvis brugt diverse snydemaskiner i studiet til at få den grad af præcision, som Lamb of God lægger for dagen, og det er så en smagssag, om det er noget. Der er i hvert fald intet, der tyder på, at denne plade vil overvinde kritikerne.

Men ja, fængselsforskrækkelsen har sgu gjort noget godt for Lamb of God. Det fremstår som et orkester, der er blevet mindet om, hvorfor de gør, hvad de gør. Og frem for alt har de begået en plade, der gør, at vi andre kan tro på, at de mener det.