MMF 24: En Death´et tidslomme
Gruesome emulerer glimrende sine forbilleder, og kommer med et autentisk indspark til os, der ikke var der, dengang Chuck Schuldiner var i live.
Closed Casket
Frailty
Inhumane
A Waste of Life
Dimensions of Horror
Seven Doors
Hideous
A Mind Decayed
Savage Land
“Are we like the only death metal-band on this festival? At least today!”
Matt Harvey i front tager ikke fejl – selvom Metal Magic favner de klassiske metalgenrer over en bred kam, så er dødsmetallen dog noget underrepræsenteret. Der er med andre ord lidt at råde bod på, da der efter Blazing Eternitys doomede sentimentalitet og Centurys 80’er-smagende heavy-dyder står teknisk dødslir på dagsordenen.
Når det nu skal være, så er Gruesome da også et fortræffeligt band at hive ind for at få dødsmetallen dækket ind på plakaten. Bandet, der startede i 2014 som et hyldestband, efter både Harvey og trommeslager Gus Rios havde turneret med Death to All, som nogle her måske husker gæstede Copenhell 2022, og spiller Death-covers med et blandet cast af oprindelige medlemmer.
Gruesome blev så springbrættet videre, hvor de producerer deres eget take på Schuldiner-universet, og det kører så nu på tiende år. På den nye single ‘Frailty’, som luftes et par numre inde i sættet, har de selv refereret til ‘Human’-pladens mere eksperimenterende udtryk som inspiration, mens de hidtil mest har trukket på de unge dage á la ‘Leprosy’ og ‘Spiritual Healing’, og det er da også derfor den vibe, der præger sættet i dag. Fuld fart over feltet, hvor det tekniske er i højsædet, ikke mindst med lækre leads fra Daniel Gonzalez og trommer så præcise og centrale i rytmesektionen, at man nærmest skulle tro, de var hentet fra indspilningerne. Samtidig får Harvey underholdt undervejs med kække indfald som “This song’s about your mama!”, hvorefter de slår over i ‘Hideous’ fra debutpladen 'Savage Land'. Mere højtideligt skal det heller ikke være, omend man nu også nemt kan gå i fanboy-mode og tage sig selv i at tænke, hvilket Death-nummer de nu er i færd med at bygge videre på. Vildt, at man kan høre dem så tydeligt emulere specifikke opbygninger, men det kan så selvfølgelig både sige noget om, hvor legendarisk Death-repertoiret er og om egen nerdiness.
Det er herligt med bands som Gruesome til i sit eget repertoire at køre dedikeret hyldest til et band, mange af os elsker og dyrker. Det kan måske føles bagstræberisk, hvis hele ens smag er bundet op på den type undskyldninger for at dyrke nostalgi i nye indpakninger. I Gruesomes tilfælde kan jeg dog godt berettige det, fordi de er så teknisk inde i stoffet og spiller det med værdighed, så man ikke føler sig så milevidt fra at være til noget, der kunne være Death anno 1990.
Altså, bortset fra, at vi ikke lige kan synge med på disse numre, i modsætning til Deaths.