Metaldiktator: Death – Human

death-human

Med ‘Human’ løftede Death dødsmetal til et helt andet, teknisk højere niveau, hvilket inspirerede en generation af musikere. En historisk milepæl i genren.

Kunstner
Titel
Human
Dato
22-10-1991
Trackliste
1. Flattening of Emotions
2. Suicide Machine
3. Together as One
4. Secret Face
5. Lack of Comprehension
6. See Through Dreams
7. Cosmic Sea
8. Vacant Planets
Karakter
666

‘Human’ med Death hyldes i brede kredse som en af de bedste dødsmetaludgivelser nogensinde. Når forskellige medier laver en top 10 eller 100, så ender ‘Human’ altid i top 3. Her kæmper den typisk med Morbid Angels ‘Altar Of Madness’ og en skive fra enten Carcass eller Cannibal Corpse. Ser du sådan en liste, der ikke har ‘Human’ i top 3, så ved du, at det er fake news. Så god er den. Det er det ypperste, genren endnu har haft at byde på, og pladen har solgt over 600.000 eksemplarer. Men hvad er det, der gør ‘Human’ så god, at den universelt er hyldet?

Her skal vi mere end 30 år tilbage i tiden. Chuck Schuldiners band Death har været igennem en turbulent periode efter indspilningen af den forrige plade ‘Spiritual Healing’ fra 1990. Da pladen blev udgivet, var det planen, at Death skulle på en turné i Europa. Det kom bandet også. Det var bare uden Chuck Schuldiner. Der skete en del ting i kulisserne, kontrakter blev indgået og Chuck Schuldiner blev sur. Resten af bandet valgte at opfylde kontrakterne med arrangørerne og pladeselskabet, hvilket kun gjorde Schuldiner endnu mere indædt. Så da de kom hjem blev de alle fyret.

Der står Chuck Schuldiner så med sit band Death uden bandmedlemmer. Han kender det unge band Cynic, der består af bla. guitarist Paul Masvidal og trommeslager Sein Reinert. Han overbeviser de to unge herrer om, at de skal hjælpe ham med indspilningerne af Deaths næste plade. Derudover tog han fat i sin ven Steve Di Giorgio, som kunne tage sig af bassen. Pludselig havde Schuldiner igen et band. De drog i Morrisound Studios, hvor producer Scott Burns var klar til at tage imod musikerne.

Chuck Schuldiner har en masse sange med sig, der bare skal kæles for, og det bliver de af legesyge musikere, der i den grad er klar til at løfte niveauet for ,hvad dødsmetal er her i starten af det årti, der om noget bliver dødsmetallens. Halvfemserne. Mens de fleste andre bands i genren stadig gør brug af chokeffekterne i tekster om blod, satanisme, kannibalisme og det, der er værre, samt pladeomslag, der blot fremhæver den strategi, så er Schuldiner allerede i gang med sin fjerde plade, og vil gerne distancere sig fra det, han mener er kedeligt og stereotypt. Det ses også på netop coveret, hvor det ikke længere er Ed Repka, der har tegnet et monster eller lignende, men blot et tværsnit af menneskekroppen. Derudover er logoet ændret, hvor det bloddryppende er luget ud. Måske pladens eneste svaghed; at coveret nok ikke er det bedste nogensinde.

Så på ‘Human’ er fokus et helt andet sted. Musikken er mere kompleks og til det har han omgivet sig med de helt rette personer. For med Masvidal og Reinert fra Cynic har han fået et par kreative herrer, der gerne vil udforske deres instrumenter.

En ung trommeslager i slaraffenland

Sein Reinert er på det her tidspunkt kun 20 år gammel. Han har aldrig været i et rigtigt studie før. ‘Human’ er hans første forsøg på at indspille en plade. Selvtilliden er i top, og det kan man høre lige fra åbningsnummeret ‘Flattening of Emotions’, der har jazzet trommespil, og det emmer bare den progressive stil, der går igennem hele pladen.

'Human' tager dødsmetallen til et andet og højere niveau. Og da Sein Reinert indspiller trommerne på kun 2½ dag, så er der masser af tid til at eksperimentere yderligere. Hvilket de da også gør, og mest tydeligt er det nok på den instrumentale legestue, der bliver til nummeret ‘Cosmic Sea’. Et nummer, der bliver til i studiet. Det er resultatet af at parre fire unge mennesker i et studie, og pludselig har de en uge til at udfordre hinanden musikalsk.

Udfordrende er præcis hvad ‘Human’ er. Det er især tydeligt på guitar, hvor Chuck Schuldiner og Paul Masvidal kører et parløb, hvor de både komplimenterer hinanden, og hele tiden holder hinanden på tæerne. Med Scott Burns bag knapperne til at samle enderne, er det da også et formidabelt resultat, der bliver ud af det. Alle instrumenter høres tydeligt. Her er bassen bestemt ikke gemt i mixet. Tværtimod. Steve Di Giorgios bas høres i samtlige numre, og helt tydeligt i starten af ‘Suicide Machine’. Di Giorgios basgang har sit helt eget liv, hvilket kun er med til at understrege den kvalitet, der går gennem hele pladen. Der er ingen svage led her. Det hjælper naturligvis også, at hele bandet øver materialet meget. Virkelig meget. De er forberedte til tænderne, da de går i gang med indspilningerne.

Ingen rose helt uden torne

Det er dog ikke alt, der er helt perfekt. På den udmærkede ‘See Through Dreams’ hører man den gode produktion, og det buldrer derudaf på en pladens mere klassiske dødsmetalnumre. Ligesom vi får  gennem et par vers og omkvæd, og rammer soloen. Her er det, som om det rammer en anelse skævt. For guitarsoloen kommer abrupt ind med en lidt anden lyd end resten af sangen, og det er måske gået lidt for hurtigt i klipningen. Vi er dog i afdelingen for petitesser. For klippes skulle der. Dog mest i videoredigeringslokalet. For vi er også nået til den æra, hvor selv metal bands laver musikvideoer. Så der bliver hyret en instruktør og indspillet en video til nummeret ‘Lack of Comprehension’. Det er for alvor med til at sætte Death på landkortet, da videoen får masser af tid på MTV’s Headbangers Ball i både USA og Europa.



‘Human’ er fyldt med gode numre, der også skuer mod det, der bliver de næste kapitler i Deaths historie. Sangen ‘Secret Face’ er om noget et tegn på, hvor Chuck Schuldiner tager Death i fremtiden. Teksterne har den passende vrede, der i den grad bliver kendetegnet for den opfølgende ‘Individual Thought Patterns’, og den melodiske, svævende guitar på nummeret er som taget ud af den lyd, der viser sig på ‘Symbolic’ fra 1995.

Vreden bliver vendt mod netop dem, der hjalp til med at lave ‘Human’. For også denne turné bliver en fiasko. Efter kun få ugers turné i Europa får Chuck Schuldiner igen hjemve, og det hele falder fra hinanden, hvorfor teksterne på førnævnte ‘Individual Thought Patterns’ flere steder er vendt mod netop Paul Masvidal, der er Schuldiners makker på ‘Human’. Når man hører deres parløb på flere af sangene kan man kun ærgre sig over, at det endte dårligt og udmøntede sig i deciderede stikpiller på nummeret ‘The Philosopher’. I stedet valgte Sein Reinert og Paul Masvidal at fokusere på deres eget band, Cynic, der i 1993 debutterede med pladen 'Focus', der i den grad tog dødsmetallen ud mod det jazzede. Et band og en musik, der var forud for sin tid. og Cynic kom aldrig rigtig ud over rampen i halvfemserne. Senere er der dog mange, der har taget deres musik til sig. Den skæbne led 'Human' ikke i 1991.

Som værk er ‘Human’ ikke martret af det, der skete efter udgivelsen. Da den udkom 22. oktober 1991, blev den hurtigt en af genrens helt store plader. Trods 30 år og utallige bands og udgivelser senere, står den stadig som noget af det ypperste, dødsmetallen nogensinde har præsteret. Chuck Schuldiner, Paul Masvidal, Sein Reinert og Steve Di Giorgio indspillede en vaskeægte klassiker, der her tre årtier senere stadig holder hele vejen hjem. Den er ikke bedaget at høre på, musikken er tilpas progressiv og virtuos til, at man kan høre den i dag, uden at føle sig hensat til en specifik periode i musikkens og genrens historie. Det jazzede gør, at det aldrig bliver kedeligt. Der er hele tiden detaljer, små finurlige indfald og eksperimenter på samtlige instrumenter, der overrasker og henrykker. 

Nu er pladen 30 år gammel og halvdelen af musikerne er desværre allerede døde. Chuck Schuldiner blev kun 34 år og gik bort i 2001 af kræft, mens trommeslager Sein Reinert gik bort sidste år, 48 år gammel. De alt for tidlige dødsfald er noget nær eneste malurt, der kan hældes i bægeret ‘Human’. Resten af en tour de force i, hvordan man skriver og indspiller tidløst dødsmetal.