ACW 24: Skævt - men ikke på den fede måde
Scimitar var en af de koncerter, jeg på forhånd satte mig på, da der skulle fordeles anmeldertjanser under årets A Colossal Weekend. Som fan af Slægt og Shaam Larein var det en no-brainer. Desværre var det kun fedt på papiret.
Slægt x Shaam Larein - what’s not to like? På papiret en fremragende kombination, og med sidste års Colossal-koncert fra Shaam Larein, så var jeg ret håbefuld forud for aftenens koncert i Vegas Lounge-lokale allerøverst oppe. Et lidt spøjst rum, der i denne weekend desværre også havde fået sig et let overdimensioneret lydanlæg, der fik det til at føles som om, at lyden ikke rigtig kunne få den plads, den fortjente. Vi havde på forhånd hørt rygter, der indeholdt ord som “speed metal”, “heavy metal” og beslægtede genrer, og uden at det endte præcist der, hvor vi ser Slægt eller Shaam Larein bevæge sig til dagligt, så virkede det egentlig ikke helt skævt.
Det var desværre helt skævt. Og ikke på den fede måde. Indledningen var lidt rodet, nærmest blacket, og det var jo ikke sådan helt til at regne ud, hvor det ville bære hen. Ingen steder skulle det vise sig, for straks derefter slog Scimatar over i en art speed metal med en vokal fra Shaam Lareins vokalist, Linnéa Hjertén, der med sin power og råstyrke lovede os, at der skulle ske store ting, men som i stedet i det store og hele fedtede rundt i ganske få oktaver og slet ikke formåede at få det register med, som vi ved hun har. Det var ærgerligt og bidrog til følelsen af et ikke særligt ædrueligt band, der ved en fejl havde forvildet sig op på en scene, hvor de i stedet burde have taget et godt og hårdt blik på deres egne kompositioner, og givet dem med grovfilen. For selvom opskriften jo egentlig lyder simpel nok – speed metal med heavy metal-pift og en knivspids black, så var fremførelsen alt andet en enkel. Jeg kan ikke påstå, at der var decideret genreforvirring, men det lød til tider grangiveligt, som om bandet forsøgte at spille flere kompositioner på samme tid og koncerten var i alle retninger uden nogen rød tråd.
Teknisk var der ikke noget galt. Alle musikere i bandet kan bestemt spille, og hvor det kørte bedst, var der også rigtig gode takter, men det var desværre i korte øjeblikke inden lyset slukkedes, og vi igen stod og brugte al vores energi på at finde ud af, hvad i alverden det dog var, de ville. Om det skyldes at der var røget en bønne for meget backstage eller om bandet vitterligt at kommet for tidligt ud i dagslyset fra øvelokalets mørke, er svært at sige.
Jeg har ikke set dem før og kan derfor ikke vurdere, om vi var vidner til en svipser eller om projektet simpelthen ikke er færdigt. Jeg tror dog mest på det sidste, og kombineret med mindre end ædru musikere, så var det ikke nogen særlig overraskelse at salen, der egentlig startede med et fornuftigt publikum, ikke var mere en kvart fuld, da bandet takkede af.