Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

MMF 24: Sublimt black metal

Updated
Afsky MMF

Stemningen var elektrisk i teltet fredag aften på Metal Magic, da Afsky leverede en tour de force i stemningsfyldt black metal.

Kunstner
Dato
12-07-2024
Koncertarrangør
Fotograf
Daniel Pilgaard
Karakter
5

”Måske vores bedste koncert nogensinde”, skrev Afsky på Facebook i kølvandet på bandets koncert på Metal Magic Festival.

Nu har jeg af gode grunde ikke set samtlige koncerter med Afsky, men jeg har godt nok set en del – og er enig i, at koncerten fredag aften i Fredericia var helt i særklasse.

Teltet var pakket med mennesker og stemningen helt elektrisk igennem den times koncert, som kvartetten fuldstændig overlegent leverede. Hvis Denial of God er Danmarks første, vigtigste og i mine øjne bedste black metal-band, så har Afsky skrevet sig ind i dansk musikhistorie som det internationalt mest succesfulde.

Afsky synes at være på farten hele tiden og i hele verden, og dedikationen og passionen skinner så tydeligt igennem på scenen. Ole Luk tager sin musik alvorlig, men attituden fremstår aldrig selvhøjtidelig. Snarere selvsikker og en mand på rejse, hvor publikum er inviteret med på turen igennem aggressiv og atmosfærisk black metal i verdensklasse.

Teltscenen var indhyllet i røg både fra røgmaskinen og de joints bandet stod og sugede på i siden, da den akustiske intro til ’Stormfulde Hav’ blev sat på. Luk kom ind på scenen som sidste mand og tændte to fakler, før der blev sat gang i det sublime åbningsnummer fra sidst års ’Om Hundrede År’.

Som koncerterne vi anmeldte sidste år i Odense og på Copenhell, så gik sætlisten fra ’Stormfulde Hav’ over i ’Tyende Sang’, der er Afskys helt store mesterstykke. Hold nu op, en stemning af gåsehud, der spredte sig i teltet, da Luk først satte gang i nummerets indledende mol-akkorder. Det er sublimt komponeret. Og i særdeleshed sublimt leveret af kvartetten, der spiller skråsikkert tight sammen. Jeg kan heller ikke mindes at have oplevet Luk skrige og growle så sejt som denne her fredag aften.

Tak til mine skabere / I gav mig til denne jord / Tak for alt i gav mig / Tak min far og mor,” synger Luk i ’Tak for alt’. Takken blev helt bogstavelig, da Luks forældre var til stede i teltet, fortalte han fra scenen og kvitterede med: ”Jeg elsker jer, far og mor.”

Et meget rørende øjeblik. Og formentlig den eneste gang, de ord er blevet ytret fra scenen i hele festivalens mangeårige historie.

Som vi også så under de fremragende shows med Blazing Eternity og Strychnos på festivalen, så er det, som Fanden tager ved de danske navne på Metal Magic. Det er helt særligt at optræde på landets bedste metalfestival. Der er noget på spil. Måske især for Afsky, når nu bassist Martin Jørgensen er arkitekten bag festivalens program. Når man booker sig selv til sin egen festival, så skal man jo også vise, hvor skabet skal stå. Og det gjorde Afsky i dén grad med en times tour de force i enestående og stemningsfyldt black metal.