Alt godt fra bunken II: Hvorfor så alvorlig?

Vi har atter stået på hovedet i buffeten med albums og har trukket to black metal-bands og et crossover-thrash-band op for at dømme dem hårdt ved første ørekast.

Heretic Cult Redeemer – Flagellum Universalis
Jeg tænkte først, om det måske var noget i stil med Batushka, det originale, ud fra beskrivelsen. Det skal ikke kun handle om hø-høeffekten, men også om noget der på den ene eller anden vis drager. Og det er ikke en hemmelighed, at jeg i mine mange år som forbruger af metal altid har haft et svagt punkt for blasfemiske og anti-kristne temaer. Derfor lod jeg mig besnære af løftet om et godt, gammeldags frontalangreb på spirituel forrådnelse og befriede Heretic Cult Redeemer fra obskuritetens mørke. Der er vel for fanden mere end ét metalband fra Grækenland, der har en høne at plukke med vorherre.

Det skal være sagt med det samme, at jeg absolut dømmer et band hurtigt. Derfor var det også fristende at sætte dem i bås inden for de første fem minutter. Vokalen lyder en anelse sjusket, og deres forsøg på at skille sig ud fra mængden lyder bare dumt, en tendens der fortsætter ind i næste nummer. De skal dog have den ros, at de ikke forsøger at gå Rotting Christ i bedene, men sætter en mindre, hm, hyper-maskulin kurs. De breder sig i stedet ud over flere subgenrer, hvor den gamle skole titter frem i riffs, og atmosfæren kæmper en brav kamp med den anden bølge om, hvem der bestemmer.



Det betyder, at det lyder som om de ikke er så gode til at spille musik, hvilket er rigtig tydeligt på “Ascending Perfection”. Det bliver noget kakofonisk øregejl, der ikke har nogen formildende omstændigheder. Et kunsterisk valg, jeg synes man skal være en bedre musiker generelt til at få lov til at slippe af sted med. Jeg tog mig selv i at sidde og kaste længselsfulde blikke efter nærmest alle andre bands i samme genre, mest fordi der overhovedet ikke er noget på pladen, der hiver dem ud af ligegyldighedens sump.

Der skal helt klart nok være nogen der stiller sig tilfreds med ‘Flagellum Universalis’. Den er produceret, så det lyder som om lilletrommen rent faktisk er en tønde, og vokalen, der hjertens gerne vil rigtig meget, ender med at lyde som Wish-versionen af sine mere navnkundige kolleger. Jeg kan godt høre, hvor de vil hen med det, og black metal behøver ikke være noget, man kan tage med hjem til mor og far, men hånden på det sorte hjerte: det er ikke noget jeg ville tage med hjem i første omgang.

For fans af: black metal, der så gerne vil, og for dem, der har en time at spilde.


Belushi Speed Ball  – What, Us Worry?
Hvor det forrige band glimrede ved at have en genre, der fik mig til at lægge mærke til dem, kan det her band prale af at have et bandnavn, der havde nogenlunde samme effekt. Godt nok insinuerer åbningsnummeret ‘Ripping off Municipal Waste’, at de kun har plakater med et enkelt band i deres studie, men efterhånden som vi kommer længere ind, sniger der sig også en god del Slayer ind - noget, jeg kan forstå på fans af sidstnævnte altid er en god ting.

Genremæssigt har thrash ikke så vide rammer som så mange andre genrer, men til gengæld er det en størrelse, der passer de fleste. Belushi Speed Ball påstår de spiller thrash, men på ‘Magic Conch’ hører jeg både Chuck Schuldiners indflydelse og den pågående punk fra Destroy Boys — nærmere betegnet den formidable ‘Muzzle’, og soloen er den mindst thrashede, jeg til dato har hørt. Suicidal Tendencies dukker op på lystavlen flere gange, og selv om jeg har minimal erfaring og indblik i krydsilden mellem punk, thrash og hardcore, så bliver det her præsenteret spiseligt for glade amatører, og jeg sætter pris på både universet, musikken og fremførelsen



Faktisk tog jeg mig selv i at sidde og synes at ‘Glass Bones and Paper Skin’ er ret fed, og det er gennemgående for hele pladen. Det er udmærket crossover for dem, der er til den slags, og så er jeg alligevel ikke hverken ældre eller mere voksenkedelig, end at jeg kan sætte umådelig stor pris på deres humor. Titler som ‘Super Saiyan Vegeta is a Good Dad’, ‘We Aren’t Thrashers, We’re Hipster Posers’ og ‘Wumbology’, som åbenbart er et cover af dem selv, understreger, at de er kommet for at spille højt og have det sjovt.

For fans af: Crossover thrash, der ikke tager en skid alvorligt, andet end musikken, og måske nogle af de bands, jeg allerede har nævnt.

Luteøks – Barely true norwegian black metal
"Drittfjell. Vi går ut i skogen, i skogen er det trær, de får meg til å føle, at trærne er av tre. Vii går oppå fjellet, på fjellet er det stein, her er det ingen trær. Drittfjelll".Sådan introduceres Luteøks, noget så sjældent som et med vilje komisk black metal-band. Kender man Black Satans, har man allerede en idé om hvad der venter en, men hvor de er lidt mere lo-fi, er Luteøks’ pensum bestående af præ-Eurovision Dimmu Borgir, Enslaved og hele det symfonisk/melodiske slæng fra landet med de mørke skove, men med et helt og aldeles fjollet twist.

Hvis man bare lytter uden at høre, er det således helt gængs blastbeat- og keyboard-tilbedende norske black metal, der kunne tillade sig at rejse ud i verden med sin musik. Hvis du hører efter, eller rettere læser, vil du forstå, hvorfor de nok ikke gør det alligevel. ‘Sekken’ handler om at tage sit snavsede vasketøj med hjem til mor — måske er soloen en metafor for hendes opsang, ’Prikkedøden’ omhandler ubehaget ved frosne legemsdele, der tør langsomt op efter en tur udenfor, og jeg kunne blive ved. Hverdagsbagateller og irritationsmomenter bliver formidlet gennem et filter af drama, og jeg får en ubændig trang til at følge op med Belzebubs, der dog ikke i samme grad er lige så fjollede.



Guderne skal vide, at jeg elsker black metal. I sådan en grad, at jeg synes, man godt kan tillade sig at tage pis på både musikken, musikerne og ikke mindst hele “bevægelsen”. Af samme årsag lod jeg mig overbevise af albummets titel, for selvhøjtideligheden er nærmest obligatorisk for genren, og det kan ikke blive hverken farligt eller mystisk nok. Naturligvis opstår der bands som Luteøks, der prikker hul på ballonen, fordi ingen er fritaget for lidt godmodigt drilleri. Og heldigvis for os er parodien perfekt. Der er kælet for produktionen; et utal af nik til de giganter, de står på skuldrene af, og stemningen i musikken er overbevisende nok til at kunne snyde den mindre opmærksomme forbruger.

For fans af: Dimmu Borgir fra 90’erne, selvironi og lortefjelde.