Copenhell ‘23: Cowboys fra himmel og helvede!

Copenhell kræser for alle, der gerne vil have en pakke under juletræet, hvor sløjfen er bundet af tung tråd. Pantera samt Gojira, Ghost og et hav af andre bands er klar til næste sommer.

Med Pantera, Ghost og Gojira er der yderligere tre store navne på plads til næste års plakat, mens en lang række af spændende nye og gamle navne betyder, at det faktisk begynder at se rigtig interessant ud for næste års festival på Refshaleøen. Vi præsenterer samtlige 24 bands, der er tilføjet i dag og fortæller dig lidt om hvorfor du bør skrive lige akkurat Spiritbox, Enforcer, Nestor, Strychnos, Afsky m.fl. bag øret til sommer!

PANTERA

Så skete det omsider. Pantera er booket til Copenhell. Den årelange snak om at gendanne Pantera sker nu her i december 2022, hvor de for første gang i over 20 år tager på turné. Først nogle shows i Mellem- og Sydamerika og til sommer indtager bandet så Europa. Og Copenhell.

Allerede i 2014 drømte chefbooker Jeppe Nissen om at få Pantera på Copenhell. Også dengang var det med Zakk Wylde, man havde i tankerne som stand-in for salige Dimebag Darrell. Dengang var brormand Vinnie Abbott stadig i live og snakken gik lystigt på de sociale medier. Selvfølgelig forstærket af et ønske blandt fans og koncertarrangører verden over, der gerne så det legendariske band gendannet for en stund. Det skete dog ikke. Siden er også trommeslager Vinnie Paul Abbott gået bort. Tilbage i 2018. Da det skete, troede de fleste, at nu var enhver drøm om en gendannelse endegyldigt begravet med de to brødre.

Sådan skulle det ikke gå. Forsanger Phil Anselmo og bassist Rex Brown har snakket med forpagterne af brødrene Abbotts musikalske arv og blevet enige om, at man godt kan bruge navnet Pantera til denne forestående turné. Dimebags nære ven, Zakk Wylde, er ikke overraskende blevet hentet ind som guitarist og Anthrax’ trommeslager, Charlie Bernante, hyret ind til at sidde bag gryderne. På papiret nogle erfarne og kompetente herrer, der skal løfte en tung, musikalsk arv.



Pantera var nogle af de allerstørste i halvfemserne. Kun sygdom, stofafhængighed og interne skærmydsler frarøvede dem muligheden for at blive de største af alle. Karrieren gik den vej med først ‘Cowboys From Hell’, den fabelagtige ‘Vulgar Display of Power’ og det kommercielle gennembrud ‘Far Beyond Driven’. Men så begyndte facaden at krakelere og den efterfølgende ‘The Great Southern Trendkill’ var mere vred end den gennemsnitlige fan brød sig om, og bandet gik så småt i opløsning. Det blev kun til én plade mere derefter. ‘Reinventing the Steel’ fra 2000. Det bragte dem forbi KB Hallen en sidste gang. Året efter gik de i opløsning. I 2004 blev Dimebag skudt på scenen mens han spillede i sit nyt band, Damageplan, sammen med brormand. Resten er historie.

Her 23 år efter deres seneste visit i Danmark kommer de så retur til hovedstaden og indtager utvivlsomt Helviti-scenen som Copenhells helt store trækplaster næste sommer. 

Det er selvfølgelig ikke Pantera, som det var dengang. Ligesom dette års Death to All, så skal det mere ses som en hyldest til Dimebag og Vinnie Paul samt den musik, de var med til at lave. En mulighed for en helt ny generation at se Phil Anselmo og Rex Brown hylde den kunstneriske arv, de efterlader sig med de to texanske brødre. Samt for dem, der kan huske Panteras storhedstid lige at kippe med hatten en ekstra, måske sidste gang.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores metaldiktator over 'Cowboys From Hell' her.
Læs vores metaldiktator over 'The Great Southern Trendkill' her.

GOJIRA



Når der spørges, hvem der skal samle op, når fortidens giganter takker af, falder talen ofte på Gojira. Det franske prog-dødsband med de smukke Greenpeace-holdninger har taget verden med storm siden gennembruddet ‘From Mars to Sirius’ helt tilbage i 2005, og der er ingen tvivl om, at det er et af de bands flest har efterspurgt på den kommende Copenhell.

Sidst de spillede der, i 2015, var det da også et brag af en koncert. Gojira har en særlig evne til at skabe nye fans ved hver eneste koncert, og de er dedikerede; Da vi anmeldte ‘Fortitude’ mindre end positivt, udbrød der krig i kommentarsporet. Så vær forvissede om, at folk er glade for dette band og lur os, om ikke der bliver trængsel foran scenen.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her. 

GHOST

Det er fjerde gang, at den svenske kardinal Tobias Forge besøger Refshaleøen med sit entourage af maskerede musikere, og denne gang ser det ud til at være med (til den tid) et år gamle udgivelse ‘Impera’. Tobias Forge plejer at være en dygtig og veloplagt entertainer, der nyder at spille rollen som den tilbagelænede ritualmester i en satanisk parodi. Man kan også forvente, at Ghost slæber det helt store sceneshow med, og da man både har set en katedral og et romersk palads på tidligere turneer, vil det være en skuffelse, hvis der ikke er noget storslået i vente denne gang. 

Efterhånden har Ghost også et fyldigt bagkatalog, der indbyder til fællessang, og og med en rimelig høj udgivelsesfrekvens, vil det ikke overraske, hvis der bliver smidt en hitlignende single eller to på gaden inden da. 

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her. 
Læs seneste interview her. 

ELECTRIC CALLBOY



Hold.nu.kæft. SÅ ER DER FEST! For det er udelukkende hvad Electric Callboy er. En tysk metalcorependant til Alestorm – og ja, et crowd-surf extravaganza er på sin plads. Gør det, mens du basser din arm så hårdt, at du dunker Gåsetårnet i Vordingborg. Det startede som tysk deathcore, men det er efterhånden mange år siden – og det er der vel egentlig ikke rigtig nogen der kan huske

Hvad vi til gengæld kan huske, er fjollede musikvideoer, 80’er pastiche, neonfarver, et mindre navneskifte og en særdeles vellykket kombination af metalcore-breaks og velskrevet tysker-techno. Tømmermænd er en saga blot og der er ingen dag i morgen. Det er mantraet og den hat du skal tage på, når du vælter pitten med solide moves og hopper på tekkno-toget. Raketten er ladet med rave og kursen er sat direkte mod månen, Hypa Hypa!

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her. 

TESTAMENT



Bay Area-legenderne har sjældent hvilet på laurbærrene. 13 albums er det blevet til, og selvom de fleste fortsat sværger til de første par skiver, så er der dog nok af thrashede guldkorn sporadisk spredt igennem karrieren. På det sidste har de også luftet lidt fra 'The Gathering', hvor både Steve DiGiorgio (bas) og Dave Lombardo (trommer) kom ind i folden, nu hvor Lombardo er tilbage i bandet efter 23 års fravær. Testament har et højt bundniveau fra scenekanten, hvor flere af jer måske stadig mindes deres kompromisløse torsdagbrag på Roskilde ‘19 (https://devilution.dk/anmeldelser/koncertanmeldelser/rf-19-testament), så mon ikke vi kan regne med endnu en thrashet magtdemonstration i pitten?

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her. 

LIFE OF AGONY

Ikke ulig Nirvana er Life of Agony fra New York City et af de få bands fra 90'erne, der rent faktisk kan være introverte på grænsen til det selvmedlidende og samtidig forblive vedkommende. Det er ikke svært at klandre bandet for deres højstemte og nærmest naive sentimentalitet, men uden denne, intet Life of Agony. Det er på mange måder netop bandets karismatiske crossover-sentimentalitet, der giver dem en ægthed og ærlighed af en temmelig unik størrelse. Og på sin vis er det netop det følelsesfulde, der er selve epicentret for bandets feisty, utilpassede rock. Deres seneste plade fra 2019 var ikke noget, vores anmelder blev blæst fuldstændig bagover af, men Life of Agony kan nu stadig noget. 

Det skal siges, at da man for en måneds tid siden smækkede først 'River Runs Red' og derefter 'Ugly' på ens anlæg for første gang i vel nogenlunde et årti, frygtede man det værste. Man frygtede, at det var Life Of Agony som følelsesmæssig klagesang, og ikke Life Of Agony som vedkommende, guitarbaseret rockband, man i sine skrøbeligere teenageår var faldet for. Det havde man selvfølgelig ikke behøvet: På plade tager Caputo, Joey Z., Robert og Abruscato stadig én med storm, også nu hvor man befinder sig i en anderledes skrøbelig fremskreden alder. Forhåbentlig gør de det også live. De gjorde det i sommer på Wacken Open Air. Mon ikke også de kan finde formen frem når de genbesøger Copenhell, hvor de første gang stod tilbage i 2015?

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her. 

THE GHOST INSIDE



Først var det Def Leppard, nu The Ghost Inside – Copenhell har en sær fetich for trommeslagere med manglende lemmer. Det er næsten ufrivilligt komisk. For sandheden er naturligvis tragisk. Som bekendt mistede The Ghost Insides trommeslager Andrew Tkaczyk i 2015 benet, da bandets tour-bus kolliderede med en anden bus. Heldigvis slap resten af bandet, mens de to chauffører var knap så heldige. Derfor er det naturligvis også en fed tilføjelse, endelig at få The Ghost Inside tilbage til Danmark.

Set ud over de europæiske festivaler, der løber af stablen samtidigt med Copenhell, er det næppe en overraskelse, at det amerikanske band er på plakaten. Men vi er nok mange der frygtede, at Copenhell ville prioritere et andet amerikansk ‘coreband over The Ghost Inside, Hatebreed. Men Jamey Jasta kan pakke attituden langt, langt væk og give plads til et suverænt band med sand godstogsmentalitet. Befind dig i pitten eller tag hjem, der er ingen gode undskyldninger.

SAMAEL

Schweiziske Samael er ikke et band, vi ofte ser på disse breddegrader. Faktisk har de ikke gæstet Danmark siden 2009, hvor de gav koncert på hedengangne The Rock. Til sommer kan vi så omsider igen nyde den blanding af black metal, død og industrial, som brødrene Locher har givet os siden slutningen af firserne. Forsanger og guitarist Michel Locher er nok bedre kendt under kunstnernavnet Vorph, ligesom brormand, Alexandre Locher er kendt som Xy. Og når vi skriver trommeslager så er det også lidt en kunstnerisk frihed, vi tager os, da det er kendt, at de i mange år har samplet trommerne. Det har gjort deres lyd helt særegen, hvilket publikum på Copenhell får lov at opleve i 2023, ligesom vi flere gange har gjort det på Wacken Open Air lige syd for grænsen. 

Et af deres helt store numre ‘Baphomet’s Throne’ er fra succespladen ‘Ceremony of Opposites’. I halvfemserne udsendte de flere plader, der var med til at gøre dem en del af den europæiske scene for dødsmetal. På netop ‘Ceremony of Opposites’ begyndte lyden at udvikle sig og særligt på den opfølgende ‘Passage’ så man bandet bevæge sig ud i mere udfordrende terræn. Det er efterhånden 5 år siden, de senest udsendte en hel plade, men under pandemien har de smidt en del singler, så Refshaleøen bliver med garanti trakteret med både nyt og gammelt.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her. 

SPIRITBOX



Vi skulle have set Spiritbox i 2022. Vi havde glædet os. Meget. Men de aflyste som bekendt. Courtney LaPlante skvattede på scenen og dagen efter var anklen af en størrelse der ikke passede til scenen på Copenhell. 

Derfor er det fantastisk at bandet får revanche til næste års folkefest for metalheads. I starten af sidste år pegede vi på Spiritbox som et af de core-navne, der skulle holdes øje med i 2021. At bandet nu er booket til Copenhell 2023, er kun endnu et vidnesbyrd om den velfortjente hype, der allerede er omkring det canadiske band. Kvartetten har eksisteret siden 2018 og udgivet flere spændende singler og EP’er, og selvom fuldlængdedebutten ikke helt levede op til forventningene, byder ‘Eternal Blue’ på flere spændende kompositioner (og så er der potentiel mulighed for at gæstebesøg fra Sam Carter på ‘Yellowjacket’). 

Musikalsk fornægter forsanger Courtney LaPlantes og guitarist Michael Stringers fortid i Iwrestledabearonce sig ikke. Spiritbox' musikalske udtryk spænder bredt og er typisk ret kaotisk. Fra melodisk, emo-orienteret metal til tonsetung deathcore, på en bund af prog og djent. Der er ikke plads til begrænsninger og Spiritbox bør ses som en alvorlig kandidat, når det kommer til fremtidens festival-headliner.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her. 

SLEEP TOKEN



Sleep Token er popmusik for metalhoveder. Aldeles moderne, kan det måske beskrives som Flora Cash tilsat tunge, industrielle riffs. Det hele er ganske dramatisk og kombinationen af forsanger “Vessels” højspændte vokal og vekselvirkningen mellem beats, synths og guitar gør det til en fascinerende forestilling.

På scenen er det lige så vel dramatisk, og som så mange er glade for disse dage, byder Sleep Token også på maskebal til deres optrædener. 

Inspirationen fra netop Gen Z-pop, over 00’ernes gothy IDM, 90’ernes industrial rock og et strejf af nu-metal revival gør dem til en spændende tilføjelse på Copenhell, der er både uventet, men samtidig også så genkendelig, at ingen burde blive hverken bekymrede eller stødt på manchetterne.

NESTOR



Svenske Nestor dyrker storslået AOR med lige dele kærlighed og pastiche, og det er svært at gennemskue, om der er tale om en joke. Men mens man overvejer, om det overhovedet er et band, der vil tages alvorligt, kan man altid fornøje sig med stærke melodier til den 80er-radio-egnede poprock. Nestor er ikke helt album-aktuelle, da debuten ‘Kids in a Ghost Town’ er fra oktober 2021, men man kan håbe på en stærk opfølger inden sommerens festival.

AFSKY



Afsky er vel efterhånden et af Danmarks største eksportprodukter, i hvert fald i black metal-disciplinen, og det er med god grund. Hver gang vi har behandlet dem her på siden, har vi givet topkarakter og Ole Luk demonstrerer i dette band hvor godt han har fat i ren og klassisk black metal, med det særlige melankolske og iskolde fokus på dansk historie og tungsindighed.

Rundt om i verden er det dansksprogede band populært og der er absolut ingen grund til at forvente noget som helst andet end et topresultat når Ole Luk og lejesvende indtager scenen. Vi forestiller os et sent show i buldermørke langt inde i skoven. Men man skal nok komme tidligt. Mange har ønsket netop Afsky på festivalen og nu får de opfyldt deres ønske, så vi spår et tætpakket publikum.

Læs alt om bandet her. 
Læs seneste koncertanmeldelse her. 
Læs seneste pladeanmeldelse her. 

FOREVER STILL

Forever Still har været en fast del af den danske moderne metalscene siden 2013, og er med blandt andet en turne med Lacuna Coil, Children of Bodom og optrædener på en række udenlandske festivaler, som fx. Summer Breeze, blevet en succes herhjemme såvel som i udlandet. Her på magasinet blev de allerede udråbt som morgendagens stjerner i 2015. Det er derfor ikke et øjeblik for tidligt, at Forever Still får deres Copenhell debut på ‘23 udgaven af festivalen, der allerede i 2017 prøvede bandet af til When Copenhell Freezes over. 

Deres seneste plade, ‘The Line’, har bandet skrevet under den endeløse corona-lockdown, men der er også blevet tid til en tur på scenen til Metal Aid, pt. 2 til støtte for spillesteder og trængte bands, der langsomt så deres livsværk smuldre under vægten af uendelige regler om afstand, mundbind og vacciner. Heldigvis er de kommet ud på den anden side er og klar til give os en god omgang moderne metal, der henter inspiration fra såvel The Cure, som Lacuna Coil, Korn og Nine Inch Nails, båret frem af sanger Maja Shinings stærke vokalarbejde. 

Læs alt om bandet her. 
Læs seneste koncertanmeldelse her. 
Læs seneste pladeanmeldelse her. 
Læs seneste interview her. 

BRUTUS



Belgiske Brutus imponerede allerede med ‘Nest’ i 2019, men med ‘Unison Life’ fra i år har de braget direkte igennem dæmningerne og oversvømmet det meste af verden med deres alt-rock-gone-post-punk, der fra kun tre personers hænder dynger lytteren til i lyd og emotion.

Det er nærmest selvindlysende, at denne plade bliver deres gennembrud og de tre belgiere formår at gøre deres ellers temmelig Roadburn-agtige lyd tilgængelige nok til at kunne blive spillet bredt, men også interessant nok til at det er værd at høre på. Nøglen til dette er trommeslager og sanger Stefanie Mannaerts, der med sin store vokale rækkevidde og teknisk dygtige trommespil formår at favne bredt og grave dybt. Vi ser frem til at opleve bandet på en stor scene og spår det bliver en af de helt store oplevelser for mange af deltagerne på Copenhell ‘23.

Læs alt om bandet her. 
Læs seneste koncertanmeldelse her. 
Læs seneste pladeanmeldelse her. 

ENFORCER

Svenske Enforcer er et af de ældste bands inden for den nye bølge af traditionel metal; de har været aktive siden 2004, hvor 80’er-metallen for længst var holdt op med at være hip efter dens revival i sluthalvfemserne. Med andre ord: Enforcer mener det, når de holder det sande ståls fane højt hævet over slagmarken. Forvent speedet klassisk metal, soloer og masser af catchy riffs og omkvæd og en total mangel på originalitet (og til gengæld masser af personlighed og charme), og løft næven mod skyerne og hvad man nu gør til den slags metal, som Enforcer leverer så overbevisende.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.

KING BUFFALO



King Buffalo er en klassisk psych-trio og sætter riffs i højsædet, når de ruller sig ud. Det fuzzy og tågede islæt er tydeligt og de har turneret med blandt andre Uncle Acid and the Deadbeats, Elder, Clutch, The Sword og så videre i samme dur.

King Buffalo har tykke strejf af blues i deres tunge rockmusik, og fortjener den solide lyd som Copenhell så ofte er leveringsdygtige i.

I september udsendte King Buffalo ‘Regenerator’, der blev sammenlignet med netop Clutch, men også legenderne i Queens of the Stone Age, og hvis Copenhells klima ligner dette års udgave, bliver det en dejlig, støvet omgang.

Læs seneste koncertanmeldelse her. 

DANCE WITH THE DEAD

De to medlemmer af den californiske synthwave-duo, Justin Pointer og Tony Kim, har en fortid i diverse metalbands, men at dømme ud fra duoens musik så har d’herrer også en fortid foran billedrørsfjernsynet. Deres firserinspirerede, synthbårne og pikguitar-storladne instrumentalsange emmer af John Carpenter-stemning, men trackingknappen på movieboxen er fintunet helt perfekt, for musikken er enormt velproduceret på en måde, som lyder mere af digitale medier end VHS-båndenes til tider usikkert sejlende soniske udtryk. Bliver det for meget? Ja. Bliver det cheesy? Ja. Bliver det sjovt? Også ja, så hvis du har nydt at se Roddy Pipers stærkt naturalistiske skuespil i ’They Live’ eller frydet dig over scoret til ’Halloween III — Season of the Witch’ (som jo er det eneste gode ved den film), så skal du nok blive godt underholdt af Dance with the Dead. Og skulle du føle, at du mangler lidt hipstercred ved at overgive dig til duoens underholdende ostefondue, så kan du altid diskutere, om Fabio Frizzis bedste score er til ”Zombi 2” eller ”The Beyond”. Du ved, for filmskole-point.

Læs mere om bandet her. 

ROT AWAY



I fodboldkredse kender man fænomenet “skovboksning”. I hardcoresammenhæng kan man bare nøjes med at tage på Copenhell til næste år. Der bliver tilsyneladende mulighed for at slås hver eneste dag på denne udgave af festivalen. Harm’s Way, Sick of it All, Speed, Malevolence og nu også Rot Away lægger vejen forbi, så man skal sørge for at få investeret i sportstape og knæbind, fordi, ærligt talt, we’re getting old.

Rot Away spiller hardcore, der lyder af vestegn, selvom de gentagne gange understreger, at de altså er fra København, og vil gerne have en ordentlig gang mosh på gulvet. Det hører man også ofte fra scenen, når de spiller. Trommeslager Andreas Albrechtsen brækkede, ironisk nok, sin albue under et stage dive til Counterparts-koncerten i Pumpehuset for nylig, men der burde være tid til at blive klar til sommer.

Læs alt om bandet her. 
Læs seneste koncertanmeldelse her. 
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her. 

UNDEATH

Også den nye bølge af OSDM repræsenteres på næste års Copenhell når amerikanske Undeath vælter en ækel og tyk lydmur af nederdrægtigheder ned over os. Rochester-bandet har med tonstunge riff, rådden vokal og andre modbydeligheder de sidste år cementeret sig som et moderne dødsmetalband med en oldschool lyd, uden komplekse fjer i hatten eller andre dikkedarer, men med benhård dødsmetal af den slags, der passer perfekt til at drikke 300 øl til i en varm og støvet pit en sommerdag på Refshaleøen. Et band med en energi, der med sikkerhed vil sætte gang i moshpitten, og med samme selvsikkerhed vil få folk til at trække på smilebåndet over de perfekt hjernedøde tekster. På fire år er Undeath gået fra at være et band, der ikke engang havde råd til en tuner, til nu at indtage alverdens dødsmetalscener og det er med god grund, at vi ser frem til til sommerens koncert med Undeath.

LIVLØS

Aarhusianske Livløs har været en fast bestanddel af den mere udadvendte dødsmetal siden 2014 og må betegnes som alt andet end livløse. Livløs har siden gjort sig bemærket med deres yderst livlige dødsmetal, hvor de har spillet op til fest og dans på mangt en scene. D’herrer fra Aarhus er skam heller ikke ubekendte med Copenhell, hvor de sidste gang gjorde vores anmelders fordomme til skamme med en sand energieksplosion på Hades-scenen i 2018. Dengang hev de en ren topkarakter hjem, og vi forventer os intet mindre af aarhusianerne i 2023, når de igen skal spille Copenhell op med deres nærmest dansable, udadvendte og energiske dødsmetal. Mon ikke der også bliver plads en circle pit eller en wall of death, hvis vi spørger pænt? 

Læs alt om bandet her. 
Læs seneste koncertanmeldelse her. 
Læs seneste pladeanmeldelse her.

SPECTRAL WOUND

På en eller anden måde har vi ikke fået dækket det canadiske black metal-ensemble Spectral Wound her i magasinet. Det er en klokkeklar fejl, for canadierne, der udkommer på hippe Profound Lore Records, leverer røvsparkende opdateret andenbølgeblack med et rocket groove, der gør sig godt live. Egentlig burde der ikke være brug for mere andenbølgeblack, men når man er så catchy og skallesmækkende som Spectral Wound, viser det sig, at den gamle formular stadig kan kaste noget nyt og spændende af sig.

STRYCHNOS

Danske Strychnos er et af de eneste aktive bands fra den gamle black metal-scene i Danmark (i dag er stilen mere død i det) og har rumsteret i undergrunden siden 1998, men har på grund af relativt få udgivelser mest været et navn, man har hvisket om. Før i år var seneste udgivelse en EP helt tilbage i 2011. Alligevel har der altid stået respekt om bandet, der med deres nye album, ‘A Mother’s Curse’, har fået nærmest universel ros (også fra et enkelt meget, meget stort dansk band). Den er udkommet på højt anerkendte amerikanske Dark Descent Records, som også er hjemsted for Undergang (der har Strychnos-bagmand Martin Leth Andersen med på bas), Deiquisitor, Blood Incantation og mange andre i toppen af undergrunden. Live har Strychnos ry for at være røvhamrende intense, og det er meget velfortjent, at sådan en vaskeægte undergrundsklassiker endelig kan opleves på Danmarks største metalfestival med et fremragende album i bagagen.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her. 
Læs seneste pladeanmeldelse her. 

RIVERHEAD

">

Punken er lige det klogere, når det kommer til Riverhead og blandes med deres skønne strejf af noise rock. Bestående af tidligere medlemmer af As We Fight, Hatesphere og Halshug, er det Jacob Bredahl i front, og det borger, som altid, for kvaliteten.

Vi har tidligere spekuleret i, om Bredahl har kunnet håndtere alle de følelser som Riverhead løber over af, men på Ilter sidste år forstummede al tvivl. Det band stod helt klar, da verden lukkede ned, og skal nu til at komme i gang igen. Det er Copenhell en fremragende trædesten til.

Læs alt om bandet her. 
Læs seneste koncertanmeldelse her. 
Læs seneste interview her.  

SHAAM LAREIN



​​Inciterende tungrock står på menuen, når svenske Shaam Larein for første gang skal forføre Copenhell-publikummet. Debuten, 'Sculpture', kom ud i det helvedes år 2020, men det til trods er Shaam & c.o så småt ved at have spredt de musikalske vingefang, bl.a. på Brutal Assault tidligere i sommers. Deres dunkle melankoli, underbygget af den dragende, lyriske tone, er ikke milevidt fra Chelsea Wolfes ditto, men også med et østligt pift som deres særpræg, der flere gange har tryllebundet os i live-situationen.

Shaam Larein signede med Svart Records tidligere i år, og d. 9. december kommer opfølgeren på gaden med den sigende titel – 'Sticka en Kniv i Världen'. Kan du lide din rock mystisk, tung og farlig, så har svensken din ryg – med eller uden en kniv i baghånden.

Læs seneste koncertanmeldelse her.