Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vellykket Neddæmpning

Updated
enforcer

Enforcer spiller heavy metal fra en anden tid, som om det var den tid, og netop derfor fungerer det så godt for dem.

Kunstner
Titel
Zenith
Dato
26-04-2019
Trackliste
1. Die For The Devil
2. Zenith Of The Black Sun
3. Searching For You
4. Regrets
5. The End Of A Universe
6. Sail On
7. One Thousand Years Of Darkness
8. Thunder And Hell
9. Forever We Worship The Dark
10. Ode To Death
Forfatter
Karakter
4

For snart fire år siden udgav Enforcer deres fjerde album, ‘From Beyond’, der var en mageløs tidsrejse til rendyrket heavy metal anno Judas Priest 1984 – men hverken serveret som en hyldest eller som pastiche og heldigvis heller ikke som kliché. Som på de tre forrige udgivelser stod svenskerne for at spille metal, fuldstændig som om det var 30 år tidligere, og som om det jordens farligste og til tider mest banebrydende genre, de mestrede. Hvert et riff og og hver en solo spillet med den klassiske vilje af stål, der kendetegnede årtiet, og samtidig med en stærk fornemmelse for at afstemme den nødvendige vekselvirkning mellem melodi og power.

Som sådan er det aktuelle femte album, ‘Zenith’, den helt naturlige opfølger. Den er ‘Turbo’ lige efter den fænomenale dobbelte fuldtræffer med mesterværket ‘Screaming for Vengeance’ og den næste lige så skarpe ‘Defenders of the Faith’. Der er skruet ned for tempo og vildskab til fordel for et par lidt mere rockede numre, som i den perfekte verden havde radiopotentiale. Det var en forståelig, men også ærgerlig kalkule, flere bands ramte dengang, men i Enforcers tilfælde giver det knap så meget mening. Så måske er det bare gjort af lyst, og anmelderens forsøg på at gætte grundlaget kan vel også være lige meget.

Særligt fordi det også fungerer for Enforcer at skrue ned – hvilket det ikke gjorde for Judas Priest. De bliver på ingen måde et dårligere band – bare et andet. Der er stadig rigeligt med energiske harmoni-guitarløb, skrigende vokal, riff-orgier og et samspil af høj klasse. Og altså oven i det ret så stærke stadion-baskere (igen i den ideelle verden). Kun balladen ‘Regrets’ kan virke som lidt for meget af det gode, men man kan samtidig ikke andet end beundre evnerne til at skrive så storladent et nummer. 

Bedst er svenskerne dog i vante omgivelser. ‘Thunder and Hell’ og ‘Searching for You’ minder om tidlig Helloween og bør glæde enhver power metal-elsker, mens ‘One Thousand Years of Darkness’ er næsten dansabel trods tempoet, og førstesinglen ‘Die for The Devil’ kan det helt rigtige med et stramt omkvæd. Enforcer med andre ord stadig værd at dyrke som mesterlige genopdagere af genren.