Electric Callboy: Love and Thunder
Electrocore, platte jokes, basarm, deathcore, regnbuer, 80'er vibes, højt humør og vanvittigt energi niveau – medlemmerne af Electric Callboy skrev antageligvis ’Tekkno’ under mantraet ”Vildere klovn, vildere!”
We Got the Moves
Fuckboi
Spaceman
Mindreader
Arrow of Love
Parasite
Tekkno Train
Hurrikan
Neon
Det er vel ret begrænset, hvor mange der kan huske Electric Callboys 2012-debutplade, ’Bury Me in Vegas’? Eller for den sags skyld de fire efterfølgende plader – herunder ’Rehab’ fra 2019. Måske husker man dem for konsekvent at være på plakaten til Wacken, måske har Electric Callboy aldrig eksisteret mentalt, før efteråret 2020, hvor bandet udsendte EP’en ’MMXX’? Det er nok et fåtal, der har holdt sig fuldt opdateret med det tyske electrocore band gennem de seneste 10 år og der har vitterligt heller ikke været grund til det.
Electric Callboy er lidt ligesom Marvels Thor-film. Ingen kan rigtig huske de to første film i serien. Det eneste man husker, er en lettere ligegyldighed og Chris Hemsworths afblegede øjnbryn. Det var først da Taika Waititi tog publikum med storm og transformerede det trælse alvorlige Thor-univers, til regnbuer og effektive grin, at den del af MCU’en for alvor blev interessant.
Med rekrutteringen af Nico Sallach i 2020 tog det tyske kæmpe-orkester et tilsvarende kvantespring. Supporteret af den irriterende ørehængende ’Hypa Hypa’ fra netop 'MMXX'. Vi fik humor, pastelfarver, grim 80’er-pastiche og masser af energi. Så langt, så godt. Desværre lader det til, at Electric Callboy har skippet ’Ragnarok’ og er sprunget direkte til ’Thor: Love and Thunder’.
TAKE IT TO THE MAX!!!
Der er skruet op for alt. ’Tekkno’ er et konstant ekstrem. Ekstrem poppet, ekstremt dumt, ekstremt ørehængende, ekstrem deathcore og et vanvittigt ekstremt mix af det hele. Det står aldrig stille på pladens ti numre. I en sådan grad, at selv en standhaftig metalcore-fanatiker, der efterhånden kaster op når blankpoleret metalcore bliver blandet med electronica, kan finde fornøjelse.
Det er ’Pump It’, med det indbydende beat og det vanvittigt ørehængende sing-along-mantra. Det er ’We Got the Moves’ og 'Arrow of Love' med velkomponerede 80’er omkvæd, der lugter af sommer, fest og dans natten lang. Det er den velplacerede 'Confusion'-reference på 'Parasite'. Det er ’Spaceman’ der kombinerer det "flotte" tyske sprog med en eminente rave-opfordring, og det er ’Neon’, der afslutter pladen med pomp og pragt.
Det er fest, det er farver. Liv og glade dage. En påmindelse om at leve, være til stedet og måske give mindre fucks om, hvorvidt det er en plat udvanding af en genre og et knæfald fra et band, i forsøg på at nå et større publikum.
På den anden side har vi så en række numre, hvor Electric Callboy skruer alt for højt op. Hvor joken er for dum og ekstremen for ekstrem. Det er det malplacerede emo-pop-punk vs. metalcore-samarbejde med Conquer Divide, der lyder som American Pie-soundtracket, hvis de elskede særlinge var skiftet ud med… well, fuckboys. Det er ’Hurrikan’, med det kaotiske mix af euro-dance schlager og brutal deathcore, og det er ’Tekkno Train’ med en lyrik, der er markant over the top, selv i en Electric Callboy-kontekst: "Shaky shaky sweaty sweaty / You make my spaghetti ready / Heat up the sauce it's a dinner for one"
Festen der aldrig stopper
Ligesom ‘Thor: Love and Thunder’ bliver det for meget. Ekstremiteterne, de bevidste dårlige jokes, electrocoren, det hele. Electric Callboy balancerer intet. Der er kun et max, og det bliver maksimalt enerverende med tiden. Der er simpelthen ikke nok interessant indhold i festen, og det lykkes ikke Electric Callboy at holde momentum, holde dampen oppe gennem pladens begrænsede godt og vel 30 minutters spilletid. Når først håret har lagt sig, stormen er aftaget og ’Tekkno’ er slut, sidder man som lytter med sporadisk følelse af fornøjelse og savner konsistens. Festen er trods alt kun en fest i øjeblikket og dagen efter har en pris. Den pris tager Electric Callboy ikke stilling til.
Det tyske band har gjort, hvad ingen havde forventet. Gået fra at være et hårdtarbejdende, mindre succesfuldt band, til at være på alles læber og sandsynligvis et navn mange metal-festivaler vil efterspørge til sommer – hvem vil ikke have den fest? Det er en succesfuld og meget flot gennemført udvikling, men det er også utroligt begrænsende. En joke, der næppe er sjov hvis den bliver gentaget for mange gange.