Et romantisk, udslidt Afsky
Populær
En tungere og mere grå råhed hersker over den svære toer fra Afsky.
Tyende Sang 08:38
Imperia 06:36
Bondeplage 07:00
Stemninger 07:27
Angst 08:42
Albummet 'Sorg' af Afsky har fundet plads i mangen en metalelskers hjerte, siden det udkom i 2018 som et lyn fra en klar himmel. Den dystre stemning, skabt gennem den primitive, muldjordsklædte totallyd, rammer tungt i hjertet. Det atmosfæriske lydbillede fra albummet ’Sorg’ bliver let overleveret i en stafet til ’Ofte Jeg Drømmer Mig Død’, der fortsætter tendensen fra debuten, blot endnu bedre.
Manden bag projektet, Ole Luk, er dedikeret til at gennemføre sine projekter med bravour. Alt undtagen trommer er indspillet i hans hjemmestudie i Nordvest, og man kan tydeligt fornemme, hvordan detaljerne er blevet finpudset, så de passer ind i helhedsbilledet.
Vi bliver fra start taget direkte ind i Afskys univers, med en melodiøs akustisk intro til nummeret 'Altid Veltilfreds', som overtages af en lydmur af trommer leveret af sessiontrommeslageren Martin Haumann. Afskys evner til at holde lytterens opmærksomhed på de 6+ minutter lange numre, bliver allerede i det første nummer bevist endnu en gang.
Musikalsk er udtrykket tungere end debutalbummet. Det hører man tydeligt på albummets andet nummer, 'Tyende Sang', som også har ageret singleforløber for albummet. Efter en kort intro bliver man kørt midtover af riffet, der dominerer nummeret.
'Emperia' og 'Bondeplage' tager os længere nordpå rent musikalsk, hvor real-lyde som torden finder sin vej ind i lydbilledet. En lille oplæsning i duet med guitar bliver det også til i disse to sange. Vi bevæger os mere tilbage til black metallens rødder rent musikalsk hen mod slutningen af pladen, mens pladens grundlæggende melankolske stemning bibeholdes. Outroen manifesterer sig som fuglekvidder akkompagneret af en akustisk guitar, der forløsende sender romantiske tanker tilbage fortiden. I hvert fald er teksterne skrevet af blandt andet romantiske digtere som H.C. Andersen og Emil Aarestrup, mens der også trækkes på viser fra 1600-tallet, ligesom der er tekster fra tidlige 1900-talsdigte af Sophus Claussen og den folkelige digter Jeppe Aakjær.
Produktionen af pladen er helt henrivende. Luks vokal er blevet endnu mere dyrisk og vild, siden sidst vi hørte fra ham. Guitarproduktionen er rå og saver sig ind i øret med en overbevisende kraft. Det mesterligt udførte trommespil lyder, som om man tæver en pude med et håndværkerbælte. Det hele harmonerer til perfektion, og vi kan endnu en gang takke manden bag mix og master, Lasse Ballede, for et fænomenalt produkt.
H.A. Brendekildes maleri ’Udslidt’ (1889) udgør omslaget og er i øvrigt et af undertegnedes yndlingsmalerier. Med meget lidt horisont på billedet og et låst nu, uden nogen form for fremtid, bliver beskueren fanget ind desperationen på billedet, ligesom man på pladen lynhurtigt finder sit fokus i musikken. Maleriet er fra et tidspunkt i historien, hvor et råb om hjælp næppe blev hørt midt i samfundets store, golde brakmark, og hvor flid og hård arbejde sjældent betalte sig. Om det også er en kritik af nutidens samfund, ved jeg ikke, men valget af cover sætter en klar ramme for pladens tilbageskuende tekste. Markernes brune farve har jeg konstant i tankerne, når jeg hører albummet.
'Ofte Jeg Drømmer Mig Død' er en udgivelse fra hjertet og fortjener langt flere gennemlytninger end denne anmelder allerede har givet den. En gave, der bliver ved med at give.