Danskerne bedst i Viborg
Populær
Hovednavnet Grave havde de helt gamle sange med på Viborg Metal Festival, men det var alligevel den danske undergrund, der løb med opmærksomheden.
1. Deformed
2. Black Dawn
3. Day of Mourning
4. Hating Life
5. Morbid Way to Die
6. Into the Grave
7. Extremely Rotten Flesh
8. Reality of Life
9. Severing Flesh
10. Reborned Miscarriage
11. Eroded
12. Annihilated Gods
Viborg Metal Festival kan i 2018 fejre 5-års jubilæum, og til det havde de indhentet de svenske veteraner Grave, som i år fejrer 30-års jubilæum for deres første demo ’Sick Disgust Eternal’, der efterfølgende blev fulgt op af en håndfuld demoer og singler, før de i 1991 kunne udgive debutpladen ’Into the Grave’. Denne periode er omdrejningspunktet for deres nuværende turné, hvor de kun spiller sange fra den periode. Så intet efter 1991. Omtrent så old school, som man kan gøre det.
Da vi ankommer, er det dog danske Mother of All, der har deres debut på scenen. Bandet er lavet af Martin Haumann, som de fleste kender som trommeslager i bands som Essence, Myrkur og Final Hour. Han har dog også sit eget projekt, hvor han spiller teknisk dødsmetal, og her er han forsanger og guitarist. Med sig på scenen har han nogle gode musikere, og der er både god lyd og sangene fungerer udmærket. Martin står i en Death-trøje, der meget symptomatisk også stilmæssigt minder om Mother of All. En lille gæsteoptræden af Ole Luk er med, hvor der skal skriges rigtig højt.
Dernæst er det The Petulant. Det er også dødsmetal, men her er vi ovre i den mere dystre ende med black-elementer inde over. De spiller bl.a. en ny sang, der hedder ’Rebel Spawn’, og det er svært ikke at lade sig rive med, når forsanger og bassist Asbjørn Steffensen brøler og gestikulerer ud til publikum. Så afgjort en af aftenens bedre oplevelser, hvor 'My Caesar' fra 'Dictum' naturligvis gav genlyd i salen.
Afsky var også en oplevelse. Ole Luk, der mestendels er kendt for Solbrud, har også Afsky og ved første øjekast og ørenlyd kræver det lidt kendskab til atmosfærisk black metal at skelne de to bands fra hinanden. Virkemidlerne er de samme, og der er rigeligt med røgmaskine og fakler på scenen. Afsky har netop udgivet debutpladen ’Sorg’, hvor vores anmelder rammende skrev om musikken, at det er ” … atmosfærisk black metal med langtrukne passager, distortionguitarer, blastbeats og en længselsfuld skrigevokal…”. Der er en art shoegaze over det, og eftersom Afsky ligesom Mother of All er et enmandsprojekt, har Ole Luk naturligvis lånt nogle musikere til at hjælpe sig på scenen, hvor førnævnte Martin Haumann så netop tager sig af trommerne her.
Efter tre gode, danske bands er det så tid til de afsluttende internationale navne. Først rammer Voidhanger med deres moderne blanding af død og thrash. De har i hvert fald hørt noget Slayer. Der er blevet lånt med arme og ben. Polakkerne buldrer sig gennem deres koncert, og energiniveauet er omtrent lige så højt, som musikken er generisk. Det fængede i hvert fald ikke hos denne anmelder, der havde svært ved at skelne sangene fra hinanden.
Meget bedre bliver det ikke med Apocalypse Orchestra, om end genren er markant anderledes. Dommedagsorkesteret spiller folkemetal med drejelire, keyboard, ottestrengede guitarer og hele udklædningen som elvere i et rollespil i den lokale bøgeskov. Der mangler bare de afskårne grene, som Huldre har taget, og så havde de haft hele pladen fuld hvad angår genrens elementer. De spiller nogle lange, teknisk svære kompositioner, og en del af publikum er faktisk med på legen. Det er absolut heller ikke dårligt. De kan deres kram. Men igen ender vi som med Voidhanger, at sangene minder meget om hinanden. Her kan anmelderens manglende indsigt i bandets bagkatalog vel være en medvirkende årsag til den kølige modtagelse af materialet.
Noget bedre er det med Grave. Klassisk dødsmetal, som vor svenske brødre lavede det, da far han var ung. De har kun deres helt gamle materiale med, og det er især da ’Morbid Way to Die’ går på, at Grave får åbnet op for godteposen. De har en rigtig god lyd, hvilket da også var forventet eftersom lydprøven tog sin tid, men det var ventetiden værd.
Grave leverer sikkert deres gamle sange og får dermed lavet en flot afslutning på festivalen. Ideen med kun at spille demosange og materiale fra debutpladen er på papiret rigtig god. Det er sådan noget, metalfolket elsker. Old school. En fejring af undergrunden og tiden før alle andre fik øjnene op for bandet. Dengang man havde dem for sig selv. I praksis er det dog lidt anderledes. Grave manglede at kunne spille ’You’ll Never See’, ’Soulless’ og ’Turning Black’. Men det var præmissen, og så må man leve med, at der ikke er så mange øjeblikke, hvor man kan gynge med på klassikerne, der var med til at forme bandet.
Det var dog en udmærket koncert og en god måde at lukke festivalen ned på. Det var dog klart de danske bands i Afsky, The Petulant og Mother of All, der stod for denne anmelders mest positive overraskelser. Voidhanger og Apocalypse Orchestra var på grænsen til det ligegyldige, mens Grave trak stik hjem, fordi de lavede demofinten.
Billede 1 - 2: Afsky
Billede 3: Mother for All
Billede 4 - 5: The Petulant
Billede 6: Voidhanger
Billede 7: Apocalypse Orchestra
Billede 8: Grave