Top 5 - Nye oplevelser på Copenhell

Som garvet koncertgænger var der på den front ikke det store nye for Devilutions redaktør at komme efter på dette års Copenhell. Men festivalen gav alligevel anledning til flere førstegangsoplevelser. Her er 5 af dem.

1. Pig squeals og minipodie
"Jeg har vist aldrig været til en RIGTIG deathcore-koncert, eller også er jeg gået i en lang bue udenom efter at have set et foto af bandet. Men ved en tilfældighed befandt jeg mig foran Helviti, da Suicide Silence optrådte. Det var meget fascinerende. Teksterne var meget dybe og handlede blandt om, at man ikke skulle have medlidenhed med en forræder samt noget med, at dem, man hader, bare skal forsvinde fra ens fucking åsyn. Det mest fantastiske var dog den venezuelanske forsanger Hernan Hermida, der har overtaget pladsen efter Mitch Lucker, som kørte galt på motorcykel og døde. Ikke særligt høje Hermida havde et cirka 20 centimeter højt podie placeret på scenen, som han kunne stille sig op på, når han skulle understrege, hvor sur han i virkeligheden var. Og så var der hans vokal. "Pig squeals", der talte for sig selv, blandet med growl og råb. Det lød helt fantastisk dårligt og var på en eller anden måde sært fascinerende. I hvert fald i fem minutter".

2. Retardo-moshpit til stoner-rock
"Da Uncle Acid & The Deadbeats spillede på Hades-scenen, var der et par bøvede teenagere, DER I HVERT FALD VAR PÅ METALFESTIVAL, SÅ NU SKULLE DER FUCKING MOSHES! Det virkede bare ret aparte, at de tegnede streger i sandet til 'wall of death', når det skete til en langsom stenet sang som 'Death's Door'. Når man bare laver moshpit bare for at lave moshpit/slås, helt uden at det har noget med musikken at gøre, så har man ikke fattet det. FAT DET! Mod koncertens slutning besvimede en af de sværere af mosherne pludselig, og så forsvandt de sammen med støvskyen. En førstegangsoplevelse og en irriterende én af slagsen".

3. Iron Maiden - i pensionistmode
"Her gik man og troede, at briterne stadig spillede metal. Men nej, der var knap nok distortion på guitarerne, og alle i bandet vimsede forvirrede rundt, som havde nogen gemt deres kørestole. Undtagen Bruce Dickinson, der som altid var som snydt ud af en aerobicinstruktions-vhs, men måske netop derfor mistede han luft og dermed stemmen i bl.a. 'The Trooper'. Paul Di'Anno-materialet, især 'Wrathchild', faldt til jorden, fordi det blev spillet i halvt tempo af de trætte pensionsmodne herrer. Maiden virkede allerede trætte på Roskilde sidst, men det her var alligevel nærmest tragikomisk".

4. Ingen regn (næsten)
"Som noget nyt var der lukket for nedbøren stort set hele festivalen igennem. Vejret har ellers - år efter år - villet det, at skulle vi høre metal, så skulle vi kraftedeme også gennemblødes noget så eftertrykkeligt. Sidste år var det særligt voldsomt under Graves koncert, så pladsen næsten sejlede væk. Det slap vi for i år, og som koncertgænger havde man i stedet den luksus, at man frit kunne lade sig nøje med at fugte sit indre. Det var dejligt med sådan en valgfrihed som tiltag".

5. Twisted Sister i Danmark
"Med mindre man er født før 1975, havde man næppe oplevet det amerikanske band på dansk grund. Sidste gang var efter sigende i Vejlby-Risskov Hallen i 1986. Så det var en ny oplevelse. Det var dog ikke helt en ny oplevelse af se Twisted Sister, for de overraskede mig allerede på Sweden Rock for nogle år siden, så jeg vidste godt, at der var lagt op til stor fest på Copenhell. Og den leverede Dee Snider og hans tropper så sandelig da også. Også pluspoint til Snider for at mobbe Vince Neil og hans playbackshow".