Hvid røg og varm luft

102505-ghost-impera-LP-61e945ff31178

Det nyeste testamente er en naturlig udvikling i den retning, Ghost har taget de senere år, men Tobias Forges veje er stadig uransagelige.

Kunstner
Titel
Impera
Trackliste
1. Imperium
2. Kaisarion
3. Spillways
4. Call Me Little Sunshine
5. Hunter's Moon
6. Watcher In The Sky
7. Dominion
8. Twenties
9. Darkness At The Heart Of My Love
10. Griftwood
11. Bite Of Passage
12. Respite On The Spitalfields
Forfatter
Karakter
2

Når man skal skrive en anmeldelse, er det som regel rimelig ligetil. Bandet skal introduceres, der skal drages paralleller til både tidligere udgivelser, men også andre kunstnere, der enten har inspireret eller på anden vis er relevante. Vi kan belyse albumomslag, musicering, tekster og alt muligt andet, som i større eller mindre grad er relevant for formidlingen af oplevelsen.

Ind imellem er det ikke helt så ligetil. Ghost kender de fleste, og “Ghost er ikke metal!” er som oftest den pavlovianske respons fra et væld af selvudnævnte portvogtere i fornægtelse, men hvad helvede er det så? Og skal vi diskutere det før eller efter vi hiver historiebøgerne frem og går i dybden med teksterne – uden at tage fokus fra det dramatiske og storladne show, der går hånd i hånd med trangen til at underholde?

Nej, Ghost spiller ikke metal. Og endnu mindre på ‘Impera’, der er den faktuelle og sjælelige efterfølger til ‘Prequelle’. Devilution var ikke ubetinget begejstrede for den overvældende firserstemning og stadionrock, men personligt voksede den på mig med tiden, og den rejse, de tager som entertainere og musikere, er både underholdende og interessant. Fader Forge hiver den ene ørehænger efter den anden ud af ærmet på sin pellegrina, men det føles til tider som om gassen er gået lidt af den gejstlige ballon.

Du er ikke alene
Kardinalen er blevet ophøjet til pave, og hvis du ikke har fulgt med, er det din egen skyld. Den stadionrock, der blev varslet på ‘Prequelle’, står i fuld flor denne gang, bakket op af syng-med-venlige omkvæd, pakket ind i en fejlfri produktion. Det var forventeligt trods alt, men hvad der får mig til at lægge armene over kors, er den mængde spildtid, der er på albummet og en generel følelse af at denne gang, er deres gospel ikke længere så velfortalt.

Introduktionen, ‘Imperium’, er en godt og vel halvandet minut lang instrumental rockballade, der skal gøre det ud for en optakt til ‘Kaisarion’, et nummer, der nærmest introducerer sig selv. Et Bruce Dickinsonsk hyl, båret af harmoniserende guitarer, kaster os ud i en klassisk Ghost up-tempo sag, som næsten fortjener et afsnit for sig selv. Det en fantastisk historie om politiske alliancer og tidlige kristnes trang til at afvikle alle der ikke var enige med dem, men eftersom dette ikke er en afhandling om moderne musik og historiske begivenheder, må jeg nøjes med at opfordre jer til at google “Hypatia”. Ellers kan man blot nyde hvordan både Kansas, Duran Duran og Church of the Cosmic Skull har bidraget til hvad der kan klassificeres som et nummer der egner sig til at blive spillet under åben himmel.

Allerede nu har jeg nævnt fire forskellige artister, så hvis du ikke bryder dig om at blive mindet om at musikere “låner” fra hinanden, så er det nok nu, at du skal gå en tur i stedet. For vi når ikke meget længere end til den lige så catchy ‘Spillways’, før det står klart, at Forge er blevet mere modig. Det har aldrig været en hemmelighed, at han har nappet lidt hist og her og for mig har det altid været en sport at genkende inspirationerne. Men så snart nummeret starter, står det klart, at både ABBA og Michael Jackson stadig står højt på listen over leverandører af idéer. Ser man bort fra det åbenlyse plagiat, som i øvrigt ikke er pladens eneste (og ej heller mest fremtrædende), er det et fængende nummer, som selv mit uimponerede barn går rundt og synger for sig selv.

Satanisk spredehagl
Og fængende må man sige, at ‘Call Me Little Sunshine’ også er. Med sine D-A-D-guitarer og stadionegnede omkvæd, bevæger vi os over i hard rock-land og det klæder dem at variere deres pop-skårne sange med lidt tyngde. Det er skamløst kalkuleret, det svinger irriterende meget og skulle man være i tvivl om hvem eller hvad Ghost nu er, så skal du ikke længere end til ‘Hunter’s Moon’. Den er nærmest mere Ghost end Ghost har været længe og hvor jeg det første lange stykke tid ikke brød mig synderligt om den, har den vist sig at være langt mere effektiv end jeg først troede. Den bærer en smule af energien fra ‘Infestissumam’, men forskellen på nu og dengang er, at deres kærlighed til det okkulte er blevet poleret, så det blænder.

‘Watcher in the Sky’ er et af de numre, der er svære at blive klog på. Det skiller sig ud ved at være meget nærmere metal end vi har set i lang tid. Desværre er den også symptomet på mine forbehold ved pladen. Den prøver at være mange ting på én gang og ingen af løsdelene komplementerer hinanden, heller ikke selvom de i sig selv er velkonstruerede. 'Dominion's cinematografiske omgang trutten introducerer et nummer der også kunne have stået alene: den på grænsen til kække ‘Twenties’.

Det er en sjov omgang, med en hæs og næsten aggressivt opstemt Forge i front. Horn, kor og støvletramp danner rammen om en fortælling, der får mig til at tænke, at rotterne fra ‘Prequelle’ vandt. Som altid er der noget at grave i, for eksempel sætningen “we’ll be grabbing them all by the hoo-has!” og er man sådan en, der læser teksterne ud fra et samtidigt perspektiv, bliver man ikke skuffet. Dekadencen oser ud af alle porer og selvom det ikke er min favorit, skal der stadig løftes på hatten i deres retning, for at skrive et nummer, der sætter ild til alles forventninger.

Legeringsmetal
Vi bliver ikke snydt for den obligatoriske sjæler heller. ‘Darkness At The Heart Of My Love’ er en Bon Jovi-værdig omgang flødesovs, komplet med et poppet mellemstykke og et omkvæd der er som skabt til at blive sunget meget højt med på, af rigtig mange mennesker og jeg kan kun være så og så iskold overfor kalkulerede melodier, før jeg må overgive sig til de drømmende toner. Den yderst Van Halen/The Who inspirerede ‘Griftwood’ står klar i kulissen, forklædt som Magna Carta Cartel og hvor selve nummeret er hurtigt glemt, er det anderledes svært at acceptere det åbenlyse tyveri.

Egentlig bærer sidste del af pladen præg af at have brændt al krudtet af for tidligt og det ville have været langt mere effektivt, hvis den havde været kortere. Hele albummet er én stor pærevælling af reservedele fra alt fra klassisk rock til det eviggyldige firserpop element. Der er tydeligvis gået et par papaer til, siden den første af slagsen rumlede sig igennem den grynede ‘Opus Eponymous’ og til nu, hvor alting glitrer og glimter i skæret fra morgenstjernen.

Men. Jeg elsker Ghost og al deres gøgl, ghouls og glimmer. Jeg elsker at de ikke er metal, for hold kæft hvor ville det have været kedeligt. Bands i udklædning, der lovpriser Satan og forkaster den kristne kirkes dogmer, går der 13 af på dusinet. Det samme gælder bands der fisker i 70’er- og 80’er-æstetikkens andedam. Jeg er stadig fan, både af band og brand, omend jeg ikke behøver være enig i samtlige kreative beslutninger. Det er en skør, skøn musical og nok er det ikke Tobias Forges bedste, men det er bestemt heller ikke hans værste.