Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Maskefald og bekvem musikalitet

Populær
Updated
Maskefald og bekvem musikalitet
Maskefald og bekvem musikalitet

Ghost har undergået store forandringer internt i bandet, men Tobias Forges spøgelsesprojekt lyder, som det plejer, og tager med 'Prequelle' et skridt mod stadionrock.

Kunstner
Titel
Prequelle
Dato
01-06-2018
Distributør
Genre
Trackliste
1. Ashes
2. Rats
3. Faith
4. See The Light
5. Miasma
6. Dance Macabre
7. Pro Memoria
8. Witch Image
9. Helvetesfönster
10. Life Eternal
Karakter
3

Da Ghosts forrige plade ’Meliora’ blev udgivet i 2015, var Ghost stadig et band, hvis popularitet var på en stigende kurve, og mystikken omkring medlemmernes identiteter var stadig intakt. Parret med deres letfordøjelige pophits som ’He Is’, ’Cirice’ og ’From the Pinnacle to the Pit’ blev pladen en succes, der byggede videre på det, Ghost allerede havde hentet på de to første plader.

Det ændrede sig fuldstændigt, da de anonyme musikere i baggrunden sagsøgte paven i front. På overfladen var konceptet gennemført og gennemtænkt, men de sprækker, der åbnede sig i pressen, hvor begge fronter talte åbent om udfordringerne, var så store, at alt det grimme væltede ud i spandevis. Tilbage stod forsanger og bandstifter Tobias Forge som en egenrådig og enevældig bandboss, der vred alle klinker ud af de arme musikere, der skulle gå for lud og koldt vand, og som overhovedet intet havde bidraget med udover at spille på instrumenter til koncerterne. Meget hurtigt strømmede sympatien i retning af de anonyme musikere, hvis identitet pludselig også blev kendt, og Forges modvillighed mod udtalelser i pressen blev tolket, som om de havde ret. Forge derimod tog det hele i tænderne og gemte det meste af krudtet til retssagen. 

For Tobias Forge blev faktisk sagsøgt ved retten i Linköping for ikke at have udbetalt de rette pengesummer til fire bandmedlemmer. En klassisk situation, som mange bands kan nikke genkendende til. I starten er alt fryd og gammen, og navnet på papiret er ikke så vigtigt. Vi er jo alle venner og i samme båd, ikke? Ikke så meget i Ghost. Tobias Forge tog roret og styrepinden, og nu er bandet helt og holdent hans projekt.

Ud af det er der så kommet ’Prequelle’, som er første plade, hvor maskerne så at sige er faldet ,og mystikken ikke længere er så vigtig. Det ses også manifesteret i Forges seneste og fjerde inkarnation af frontfiguren. Nu hedder han kardinal Copia og har naturligvis udsendt en humoristisk pr-video, hvor annonceringen og salvningen af kardinalen finder sted. 

Første musikvideo derfra er åbningsnummeret ’Rats’, der er klassisk Ghost med tunge guitarer og letfordøjeligt omkvæd. Den kan høres her:



Den fortsætter over i ’Faith’, der starter tungt med en nærmest Metallica-agtig intro, før den også hurtigt finder sit musikalske leje i den velkendte formel. Absolut et af pladens tungere numre, dog afsluttet med en afdæmpet outro på kirkeorglet. Derefter kommer ’See the Light’, der ud fra teksterne måske kunne tolkes som en bredside mod tidligere medlemmer. 

Tobias Forge siger selv, at temaet for pladen handler om død og dommedag. Det kredser både om middelalderlige hændelser som den sorte død, men peger også mod nutiden og de ting og begivenheder, der hurtigt kan forpeste virkeligheden her og nu. 

Længere inde på pladen finder vi den instrumentale ’Miasma’, der indeholder saxofon og masser af synthesizer. Ligesom de andre sange er den proppet med melodi, hvilket afgjort er en af Ghosts og også ’Prequelle’s forcer. Melodierne. 

Det er ikke mindst tydeligt på ’Dance Macabre’, der nok kan gå hen og blive et af de numre, der vil blive fremhævet som pladens bedste, selvom Ghost selv valgte ’Rats’ som førstesingle. Her folder Ghost sig ud med det poppede stadionrock, de har udviklet sig til, og som uden tvivl vil tage kegler på scener verden over. Det er simpelt og til at synge med på. 

Se musikvideoen, og spot en del musikere, der giver tomlen op til Ghost og ’Dance Macabre’:



Der er skruet op for effekterne på ’Prequelle’ og der er sådan en firserstemning, der både kunne være Bon Jovi, Duran Duran eller KISS. Produktionen er også knivskarp, og der er ingen tvivl om, at Tobias Forge ved, hvad han laver. Hans fornemmelse for melodi og komposition kan ingen tage fra ham. Om man kan lide det eller ej, er sådan set underordnet.  Det fungerer. Men det er også både bandets og pladens akilleshæl. Mens Ghost bevæger sig endnu længere væk fra den okkulte undergrund og over i stadionrock, kommer det også til at føles mindre farligt. Pladen handler måske nok lyrisk og tematisk om mørke emner, men musikken er diametralt modsat, lys og let. 

Meget passende er pladens afsluttende nummer ’Life Eternal’ en gang lommefilosoferen over et af livets store spørgsmål. Hvem vil gerne leve evigt? Så kan man sidde der, lade tankerne flyde og høre det til tonerne af svenske popmelodier draperet i elektrisk drevne guitarer og orgler. Vellydende. Ufarligt. Bekvemt.