Tykke strenge, tunge drenge

DSC04918-98-1646136542

En varm sommerdag i Pumpehusets Byhave bød på tung sludge og hidsig hardcore fra debutanterne i Grava og nyveteranerne i Rot Away.

Kunstner
Titel
Grava
Spillested
Dato
13-08-2022
Trackliste
Grava
1. Waves
2. Bender
3. Crusher
4. Alight
5. The Terror (part 1)
6. Cauldron
7. The Pyre

Rot Away
1. Spitshine
2. Timebider
3. Hang Low
4. Bad Way
5. Atlas Fracture
6. Deadfriends
7. Prøv Igen
8. Rot Away
Fotograf
Julia Nikiforova (arkiv)
Forfatter
Karakter
3

Alle elsker solskin. Og næsten lige så mange elsker tung tråd i solen. Det var i hvert fald konklusionen, man kunne komme frem til, da Doomed Scandinavia og Pumpehusets Byhave havde besluttet, at lørdags koncert med Nervosa og Burning Witches ikke var komplet uden en tung og svedig opvarmning. De to hovednavne så vi i Aalborg, så lørdag koncentrerede vi os kun om Grava, der spillede debutkoncert, og Rot Away, der efterhånden er ved at have rigeligt med hak i bæltet.

Tung debut
Første band på plakaten var Grava, der knap nok er kommet ud af starthullerne endnu. Det er ikke længe siden, vi fokuserede på dem som et bud på et band, der fortjener mere opmærksomhed, og med en debutkoncert i Byhaven og en spot på næste uges Uhørt Festival kan vi se, at vi ikke er de eneste, der har det sådan. Og dette med god grund.

For trods et enkelt udfald i en mikrofon, der hurtigt blev rettet af en ekstremt veloplagt lydmand i Byhaven, var det imponerende, hvad trioen kunne udrette på den lille scene blandt gæster, der for nogles vedkommende havde mindst lige så travlt med fadøl, som de havde med sludge metal.
Trioen – der faktisk startede som en duo på guitar og trommer – spillede deres første koncert nogensinde, og det gjorde de på forbilledelig vis. Noget af det, der prægede optrædenen, var i den grad samspillet. De tre virkede så trygge, bekendte med og tillidsfulde over for hinanden, at det nærmest var rørende, og flere gange bevægede de sig så meget i takt, at breakdowns ikke blot blev kommunikeret auditivt, men også af de tre musikere, som synkronsvømmere, der ved, hvad de andre vil gøre, før de overhovedet når dertil.

Et sådant samspil er sjældent, men det gør så meget for både musik og stemning, at det alene er noget værd.

Heldigvis formåede Grava også at spille Byhaven grundigt op med deres parade af numre, der udover at bestå af den kommende plade i kronologisk rækkefølge også viste et nyt nummer. Sammensætningen var fremragende og spændte vidt genremæssigt.

Anden sang, ‘Bender’ var et ekstremt hårdt træk fra første sekund, og det var svært ikke at tænke på Indian eller Meth Drinker, mens man hørte det ækle take på sludge, der blev leveret af de to duellerende vokaler fra guitarist Atli og bassist Niels.

Sidstnævntes gaffatapeomvundne bas, med strenge så tykke og løse, at det nærmest lignede en joke, fuldendte billedet af trailerparksludge, så det var en fryd.

På samme måde leverede trommeslager Casper også så solid en bund, at selv de to store brosten, som Byhaven havde placeret foran stortrommen for at holde den på plads, måtte give op og erstattes midtvejs. Det kun 30 minutter lange sæt viste os også, hvad Grava ellers var i stand til, med både proggede og rolige sektioner, en imponerede vokalspændvidde hos guitaristen, der både bød på et oktavskift i ‘The Terror (Part 1)’ og en noiserocket eller screamoorienteret stemme i ‘The Pyre’. Begge dele både overraskede og begejstrende, og Grava havde fuldt fortjent den tydelige glæde, de udstrålede efter koncertens afslutning.

Mere kampsport
Rot Aways evige udfordring er, at de gerne vil have folk til at slås mere, end folk egentlig tør. Bevares, nogle få er altid oppe foran fra start – ofte de samme mennesker, kan man bemærke, men ellers bruger forsanger Jonathan Albrechtsen en masse tid på at invitere publikum til at få og give øretæver.

Om det er vejen frem, vides ikke, men der kom dog mere og mere gang i pitten foran scenen, som sættet skred frem, måske også foranlediget af stigende promille og ditto dehydrering. En enkelt crowdsurfer blev der også plads til, og selvom skalaen var lille, var det stadig nok til at få en temmelig forpustet Albrechtsen til at smile.

Måske egner Rot Aways beatdown sig bedst til små, lukkede lokaler, hvor den fugtige sved hænger tykt i luften, som på Warpigs eller på Mesteren og Lærlingen, men en chillet sommereftermiddag i hedebølge inviterer ikke ligefrem til de store fysiske udfoldelser. Ikke desto mindre blev der udøvet en slags “kampsport”, som Albrechtsen efterspurgte, og da vi nåede til ‘Deadfriends’, gik det så godt, at bandet besluttede sig for at spille den igen. Det er noget af det smukke ved hardcore. Hvis det er godt at slås til, er numrene så korte, at man sagtens kan klemme et mere ind

Det helt store jubelråb kom dog – som sædvanlig – da Rot Away istemte ‘Prøv Igen’. Den fandenivoldske teenagevrede hymne til dårlige venner og grimt sprog tager altid kegler og får altid spundet publikum op. Om det er, fordi det slet og ret er en god sang, eller fordi man synge enormt højt med på “Luk nu røven, jeg gider ikke mere”, er svært at sige, men festligt på sur måde bliver det altid. Da Rot Away lukkede med deres eponyme slagsang var der smil og sved over hele linjen, og så vidt vi kunne vurdere, var der skabt nye fans blandt publikum.

Et publikum, der i øvrigt demonstrerede styrken ved et sted som Pumpehusets byhave og ved den kultur, metal- og punkscenen er ved at udvikle. Alle aldersgrupper, fra de helt små over teenagere med store øjne og spændende tøj og os midaldrende mænd med forskellige grader af grånende skæg og blomstrede nederdele til de ældre, der tog lidt flere siddepauser, var godt repræsenterede og godt underholdte og det var en fryd for øjet.

Vi har længe sagt, at det var et bredt og favnende miljø. Det er skønt at se, at det er ved at begynde at blive sandt.


Grava: 4/5
Rot Away: 3/5