Blod på dansegulvet

DSC07019
DSC06438
DSC07759
DSC07312
DSC04918
DSC05082
DSC05283
DSC04631

Ingredienser: Kabelbakker og rør, en trappestige i pitten, intetanende dansemus og jakkesætstyper fanget i en mosh, ølglas og flisegulv, en røgmaskine og blå blink.

Kunstner
Titel
Rot Away + Violence
Spillested
Dato
26-02-2022
Fotograf
Julia Nikiforova - JN Lightning Photography
Forfatter
Karakter
3

Meget var gået galt forud for Lifesicks længe ventede releasekoncert på Warpigs i Københavns kødby. Og meget skulle blive ved med at gå galt. Særligt skidt var det for Lifesick, at de måtte aflyse triumftoget på hjemmebane i Ungdommens Hus i Fredericia for kun et par uger siden. Coronaklør kradser stadig.
Men tiden var endelig kommet. Nu skulle udgivelsen af Misanthropy langt om længe fejres med maner. Der var lagt op til slåskamp, da de annoncerede vestegns-cosplay'ende Rot Away gik på som opvarmning, og derfor kunne det også undre lidt, at man havde valgt at spille i det mondæne Kødbyen i København. På en restaurant, af alle steder. Warpigs Brewpub er primært kendt for øl, der hedder forskellige forkortelser og en masse grillet kød, og det var også det syn, der mødte os, da vi trådte ind.

Alle bænkerækker var optagede, og det var svært at forestille sig, at der skulle blive plads til noget særligt, oven i grillmad og pasta med ost til 115 kroner. En brandert til Vesterbropriser ville også blive noget af en underskudsforretning, og derfor var smilene også brede, da Devilutions udsendte spottede tre unge mænd i matchende langhårsfrisurer og Baest-hættetrøjer tyre et par blå Royal inden de skaffede sig adgang via en udgangsdør. Metallen er langt fra død.

DSC04631.jpg

“Alle bedes blive lige her!”
Musikken startede tidligt, hvilket var godt, da slut-februar stadig er vinter, og det var ved at være lidt koldt udenfor, hvor der var plads til at opholde sig. Indenfor var nogle borde blevet vendt, og der var sat op med en lille mixerpult og lidt instrumenter foran et stort stykke hvidt stof hvor en A/V-produktion, der ville have passet selv et noget større band kørte bagved.

En gruppe unge mænd, der så ud til at være hjemmevante på Vesterbro gjorde sig klar, og vi kunne nu tydeligt fornemme forskellen mellem dem, der skyndte sig op mod scenen, og dem, der skyndte sig at tygge af munden. Det var nu ikke fordi Violence på den måde var upassende at spise til. Forsanger Christoffer Sylvest lignede en ung Michael Strunge klædt i stram lædervest, der absolut ikke trak tankerne hen mod motorcykelklubber, og samlede publikum foran sig i en gigantisk sky af røg, der skulle skabe stemningen. Den holdt dog ikke længere end at brandalarmen gik og en mekanisk stemme bad alle forlade etablissementet. Fra scenen fik vi kontraordrer, og det var først da en aldeles bestemt herre i reflekstøj og hvid hjelm ledsaget af blå blink tog lederskab, at dette ændrede sig.

Naturligvis var det blot en falsk alarm forårsaget af forstøvet mineralolie, men en brandalarm er en brandalarm, og det må man gå ud fra er blevet slået fast med syvtommersøm nu. Den enlige sikkerhedsvagt så i hvert fald mere end almindelig presset ud, både da alle skulle ud og ind igen.

Efter denne afbrydelse var Violence dog klar til at spille igen, og det gjorde de ganske tilforladeligt. Opvarmning i sport starter langsomt, så man er klar til intensiteten senere. Det var de også godt klar over, og præsenterede sig som “det mindst rockede rockband her i aften”. Og det kan man godt give dem ret i. Man fik en klar fornemmelse af, at The Crow havde kørt på dvd’en mere end en gang i ungdommen og den synthede gothrock var godt til at få løsnet op i hofterne hos publikum. En klar følelse af Lars HUG med sorte negle gennemsyrede den afkortede optræden, og alle var klar til mere da de sluttede – den relativt elendige mixing til trods. Publikum måtte dog forberede sig på, at musklerne skulle varmes op igen ved næste navn.

DSC04918.jpg

Fuck fuck fucking fuck
Der skulle gå 50 minutter før Rot Away spillede, hvilket ærligt talt var ærgerligt. Violence føltes næsten som en anden aften, da slåskampskenderne endelig gik på. Violences hvide bagtæppe, der endda projicerede teksterne til sangene (en fremragende idé), var erstattet af et rødt, og den eneste udsmykning var et lille logoklistermærke i midten. Signalet var tydeligt. Rot Away går ikke op i at smukkesere sig.

Den lange ventetid handlede især om lydproblemer. Forsanger Jonathan Albrechtsen var længe i besiddelse af en død mikrofon, mens trommerne overdøvede alt andet. Hvis flisegulve og -vægge og manglen på en scene ikke havde vist os det i forvejen, var vi nu helt klar over, at koncertvirksomhed ikke er Warpigs’ primære geschæft.

Efter den lille time var kommet og gået, var Rot Away dog klar, og herfra blev aftenen både bedre og værre.
Bedre, fordi Rot Away leverede et afsindigt råt show ,og publikum var helt med på det spil, de spillede, værre fordi alt gik amok herfra.

DSC05247.jpg

I en lind strøm af fucks, gav Albrechtsen den som den bedste hypeman, et band kunne ønske sig. Flava Flav kan roligt gå hjem og lægge sig. Kærligheden til kollegerne skinnede igennem og med hætten over hovedet brølede han igennem og fik pisket en pit op allerede efter ti  sekunder. Publikum var kommet for det her og det varede ikke længe før de første blodspor viste sig på en hvid t-shirt. Et andet problem for Warpigs var nemlig, at folk, der betaler mange penge for øl, ofte forventer at få dem i rigtige glas. Og når rigtige glas møder en Rot Away-moshpit, går der ikke længe, før de bliver introduceret for gulvet.
Og selvom pit-etikken for det meste var i top denne aften, ryger folk nogle gang ned. Dette problem skulle kun blive større som aftenen skred hen, og der både var flere glas og flere kroppe, der var nede at kysse gulvet.

DSC05366.jpg

Lifesicks Simons Shoshan agerede midtvejs indpisker for Rot Away og efter et kaotisk virvar af et show, der bød på adskillige crowdsurfs og enormt meget sved i ansigtet for alle involverede, var Lifesick klar til at tage over. De sidste spisende gæster var kommet videre, men nu meldte nye elementer sig.

Kamphunde
Førnævnte Shoshan meldte sig nu igen på scenen klædt i en tshirt påtrykt “Kenneth’s Kamp Hunde Kennel” (sic) og den skulle vise sig temmelig profetisk. Som en fredericiansk Onkel Reje var Shoshan en perfekt blanding af jovial og grænsepsykopat i front for et band, der i den grad havde set frem til at spille i København. Energien var i det røde felt fra start, og pitten udviklede sig vildere end før. De gamle rør til kødkroge blev til klatrestativ for råbende mænd, og det var mere sjældent, at folk ikke var i luften, end når de var. Lifesick var gået på.

En trappestige fandt vej til pittens midtpunkt, og med den som affyringsrampe måtte de fleste have hænderne oppe for at understøtte svedige mennesker det meste af tiden.
Nogle publikummer var kommet for at høre, hvad der virkede som deres første hardcorekoncert, og fik en på opleveren. En gruppe unge kvinder troede pitten var til at danse i og at trappestigen var rekvisit for dette, og blev noget overraskede, da de måtte skynde sig væk for ikke at få 100 kilo menneske i hovedet.
Mænd i jakkesæt og deres kammerater skulle lige vænne sig til hvad en pit var, og en enkelt gang var en knytnæve i luften, uden dog at ende i slåskamp. Den slags må naturligvis følge med en gratis koncert et populært sted i byen, men kan nemt ende i uheld, da en pits regler er ret væsentlige.

Overordnet set var stemningen dog intet mindre end eminent, og da ‘Idolizing Crooks’ bragede ud over publikum, var alt rødglødende. Cabals Andreas Bjulver Paarup gæstede Lifesick, og lod sin energi fylde alle lyttere fuldstændigt. Ikke engang under ‘Necessary Evils’ afdæmpede mellemspil faldt engagementet og ingen kunne have bedt om en bedre performance fra det fredericianske femkløver og deres venner.

DSC07769.jpg

Fra det musikalske perspektiv var aftenen i top, men Warpigs som spillested er simpelthen ikke godt nok. Fra den elendige lyd, over den manglende scene og de mildest talt farlige omgivelser, når det kommer til denne type koncerter, og den helt eklatant elendige behandling af en brandalarm, står det klart, at der skal gøres en del, hvis det her er noget, der skal satses på. I løbet af aftenen erstattede plastkrus de mere skrøbelige af slagsen, men det var for lidt og for sent. De ansatte gjorde deres allerbedste, og afvikleren har stensikkert ikke haft en stressfri aften, men der er behov for retningslinjer og planlægning, hvis ikke nogen skal have brug for mere end et par sting på et tidspunkt.

Violence 3/5
Rot Away 4/5
Lifesick 5/5
Warpigs 1/5