Metallisk hardcore med Slipknot i ascendanten
Tredje fuldlængde fra Fredericias Lifesick er på gaden, og der er smæk på.
2. Misanthropy
3. Dies Irae
4. Enslavement Method
5. Necessary Evil
6. Death Stays Close
7. Good For Nothing
8. Ill Will
9. Idolising Crooks
10. Hellmouth
Vi talte for ganske nylig med to af medlemmerne af Lifesick – et band, der er vokset op på allersmukkeste vis i Ungdommens Hus i Fredericia. Et perfekt billede på kommunalt sanktioneret modkultur i den allermest danske ånd. Man ville sagtens kunne kalde dem musikkens svar på naboens datter. For ligesom naboens datter, som det platoniske eksempel på skønheden i det umiddelbart opnåelige, der dog for evigt svæver lige uden for rækkevidde, er Lifesick heller ikke blot fem skønne provinsfyre, men derimod tegn på, at ukrudt kan slå rod i selv den mest veltrimmede plæne.
Lifesick er nemlig alt andet end pænt. Som de fortalte i løbet af vores samtale, var motivationen for at starte bandet at spille hårdere core end alle andre. Det er, på en måde, lykkedes. For de spiller hårdt og de fræser igennem. Men Lifesick spiller ikke tung hardcore på samme måde som for eksempel Rot Away gør det. Lifesick henter derimod rigtig meget inspiration i metallen.
‘Misanthropy’ er omtrent en tredjedel riffs og en tredjedel breakdowns – den sidste tredjedel udgøres af hidsigt råberi fra forsanger Simon Shoshan, nogle temmelig tunge trommer, lidt gang vocals og uforholdsmæssigt meget Slipknot-inspiration.
Og netop denne er ret afgørende for nydelsen af pladen. Som Lifesick også fortalte, er det den slags musik der prægede de tidlige teenageår, dengang det største problem ved at falde på skateboard var huller i Jnco-bukserne og ikke, som nu, massiv ødelæggelse af aldrende legemer. Og når man ikke længere kan skate, er det næste nærliggende selvfølgelig at tage fat i den musik, der var så uendeligt vigtig for os dengang. Det er svært at finde en metalfan i trediverne, der ikke, i en eller anden udstrækning har lyttet til Slipknots selvbetitlede fra 1999, og igennem rosenfarvede briller runger pubertetens påskønnelse af nonetten da også det højere. Men som med så meget andet fra de unge år, naboens datter m/k inklusiv, er mindet ofte bedre end virkeligheden, og sådan er det i særdeleshed med Slipknot. Det bedste bandet har gjort er at åbne en generations øjne for tungere musik. Det er et gatewayband og ikke et endemål. Derfor skærer det også i ørerne, når titelnummeret ‘Misanthropy’ lægger sig så tæt op ad ‘The Blister Exists’ som den gør.
Og det er bagsiden ved pladens fokus på at kombinere hardcoren med det metalliske. Lifesick er langt sejere, når de chugger igennem og spiller breakdowns, end når de guitarlirer. Særligt må fremhæves soloen på pladens sidste nummer, der i den grad falder udenfor, men som ville skabe vild begejstring i den forgangne ungdomstid.
Det er derfor heldigt, at Lifesick primært spiller hardcore med metallisk indflydelse og ikke omvendt, som ‘Dies Irae’ understreger.
Buffycore
‘Swept in Black’ viste os et Lifesick, der var nærmest svensk i sin indadvendte suicidalitet, og der må man sige, at fredericianerne har formået at vende sig selv på vrangen.
Artilleri regner til alle sider, når Shoshan spytter forbandelser, nedgørelser og generel ringeagt mod snart sagt alt og alle på den rimeligt velbetitlede ‘Misanthropy’.
Misantropi betyder, som bekendt “menneskehad”, og det er der rigeligt af. Særligt religion får med grovfilen fra første færd, kapitalismen er ikke langt bagefter, og følgende går det slag i slag med narkomaner (og selve hjembyen, hvis man skal dømme efter interviewet), folk, der hører true crime-podcasts, og mennesker, der i en eller anden grad er lidt til den trælse side.
Det kan godt blive lidt rigeligt med kant i længden, men omvendt passer det ganske fint til både lyd og koncept, og er sikkert ganske rart at skrige med på, sådan en dag, hvor man slår tåen på natbordet og nes'kaffen er løbet tør.
Den allerbedste lyrik skal dog findes på sidste sang, der i øvrigt gæstes så vældigt af Baest og som, på baggrund af den tur ned af hukommelsens allé, vi allerede er på, peger i retning af den intet mindre end fremragende tv-serie i sidste årtusindes afslutning, ‘Buffy - Vampyrernes Skræk’. Om det også er Lifesicks hensigt er uafklaret, men det indre billede af den blonde vampyrdræber i front for et blæsende orkester er intet mindre end sublimt.
Det ville i øvrigt også skabe mere medrivende kampscener end alt det klynkerock, de havde med på tv-seriens oprindelige lydspor.
‘Misanthropy’ er en overbevisende omgang hidsighed, og kan uden større problemer lyttes både på kontoret, når regnearket skal have en ordentlig en over nakken, på skaterbanen når kanterne skal grindes og i en moshpit, hvor man kan komme hinanden lidt ved. Der er rigelig med hidsighed og edginess uden at falde i Anselmo'sk tough-guy-testosteronitet.
Og selvom der ikke er nogen skam i at mindes ungdommens soundtrack med våde øjne, så fungerer det heldigvis bedst, når det mest lyder som Lifesick.