Blastegnen

088364

Fire københavnere spiller beatdown og vil gerne lyde som om de kommer direkte fra Glostrup Storcenter. Redaktionens mand på Vestegnen er på sagen.

Kunstner
Titel
Nothing Is Good
Dato
13-08-2021
Trackliste
1. Rot Away
2. Deadfriends
3. Bad Way
4. Hang Low
5. No Apology
6. Atlas Fracture
7. Graves
8. Timebider
9. Spitshine
10. Prøv Igen
Forfatter
Karakter
4

Rot Away spiller hardcore. Ikke sådan noget Ungdomshuset-politisk-hardcore, men sådan noget omvendt-kasket-hva’-fuck-glor-du-på-hardcore. Det er beatdown, og der bliver spillet med muskler og attitude.

Rot Away har, som de også forklarer til Devilution, godt fat i formlen. De ved hvad, der fungerer, og de har føling med hvad, der fører til circle pits og stagedives, og den kører de direkte afsted med fra pladens første øjeblik. Pointen for Rot Away er at komme ud over scenekanten og brænde huset ned, og den energi kan føles i kroppen – især efter halvandet år i bås. Derfor giver det ikke nogen mening at kritisere musikken på det kunstneriske plan. Det er ikke det, det handler om. Der er ikke nogen finesser i det her, det er musikalsk MMA, ikke tai chi.

465488

Derfor er det også kun anmelderens fin-på-den-sensibilitet, der bliver stødt, når 'Hang Low' et øjeblik lyder lidt som Slipknot i de unge dage, eller når der køres chugga-chugga Hatebreed-riffs til højre og venstre. For selvom det måske ikke er comme il faut at lytte til den slags i pænt selskab, kan man ikke komme udenom, at det er pisseeffektivt. Man bliver pumpet op af ‘Nothing Is Good’. Og det er en fin plade, tilstrækkelig hidsig og særlig til at blive husket, tilstrækkelig tilgængelig, varieret og hurtig til at tiltrække lyttere – især når de kommer på græs med billige øl i maven. Rot Away vil være store, og det har de også potentiale til. For et helt nystartet pladeselskab er ‘Nothing Is Good’ måske den bedste start, man kan få.

Både 'Graves', der smider en spand sludge i pitten, og 'Spitshine', der får vokalist Jonathan Albrechtsen til at lyde lidt som Maniac ca. 'Grand Declaration Of War', demonstrerer tydeligt, hvor kompetente Rot Away er, ligesom både riffing og trommespil på disse er af fin kvalitet.



Ses i tunnellen
Hvor resten af pladen er ganske fin og godt kunne lægge op til en god gang crowdkilling, er der også to absolutte genistreger på 'Nothing Is Good'. Nogle øjeblikke, der hiver os ud af vores komfortzone og rækker videre. Her taler vi om de allerførste åbningssekunder, hvor der i bedste hiphopstil råbes bandnavn og årstal og så, naturligvis, albumlukkeren 'Prøv Igen'. Fælles for disse er naturligvis sproget. Det er på dansk, og det holder vi af på Devilution.

Normalt når det danske sprog anvendes, er det dog på sådan en Peter Sommersk black metal-måde, og derfor er det så utrolig forfriskende at høre Rot Away nærme sig dagligdagen i det sprog, de bruger.
Det er ikke forfinet eller klogt eller elegant. Det er råt og kødeligt og, ja, det lyder som taget direkte ud af Vestegnen. Ikke så meget selve centret, som bandet ellers påkalder sig, men nærmere tunnellen nedenunder, forbi Dollar Store, der fører hen til stationen.

“Hvorfor skal du være så’n der? / luk nu røven jeg gider ikke mer’ / sket er sket og gjort er gjort / du spilder tiden, pak dit lort / ta’ og pak dit lort for du så pisseirriterende”

'Prøv Igen' er ikke stor lyrik, men det er kraftedeme virkeligt. På samme måde som Suspekt og Tessa beskriver verden, hvor de ser den fra, rammer Rot Away ned i en utappet åre på dette, desværre sidste track, der vækker håb om mere i fremtiden.

For hvis noget kan matche den energi, der findes i hiphoppen, må det være Rot Away.



Engang for mange år siden var undertegnede til koncert med netop Suspekt i Herlev, og hen mod slutningen var hele salen involveret i samme slåskamp, og selvom det naturligvis ikke er den bedste måde at høre musik på, var energien og aggressionen til at tage og føle på. En del af det handlede naturligvis om koncertgængernes fælles imbecilitet, men det er også et faktum, at der ligger meget og bobler under overfladen for en stor gruppe mennesker, der ellers sjældent røres af dansk kultur. Der er en klar grund til, at Suspekt er et af dansk musiks største navne, og at Tessa holder nytårstale på DR2. Der er også en grund til, at de fleste unge på Vestegnen lytter til de to førnævnte og ikke alt det, vi ellers plejer at skrive om her på Devilution. Som metalmusikken selv opstod af arbejderklassen for et halvt århundrede siden, møder den musik publikum et sted, de forstår og relaterer til.

Derfor er det også så vigtigt, at Rot Away spiller denne sang, og derfor den fremhæves i denne anmeldelse. Det er noget helt andet, end vi er vant til, og det er første gang i mands minde, at den tunge musik rækker hånden ud til et nyt publikum. De to danske indslag løfter pladen til et andet niveau og gør, at det er noget, man kommer til at huske som andet og mere end god koncertmusik.

Kom en tur til Vestegnen, Rot Away. Det kan godt være det ikke er kønt, men det er ægte.