Trekantsområdets vilde vest

Ingen gør det, de gør, siges det om Lifesick. Men hvad er det præcis, de gør? Og hvorfor?

Fredericia og Middelfart ligger lige midt i Danmark, og står som vor nationale udgave af Herkules’ søjler placeret som tvillingevagter over Lillebælt. I Kongens Fald sejler Christian II. frem og tilbage på bæltet mellem Fyn og Høneborg, lidt syd for Fredericia, og det mørke vand tjener som billede på den sorte tilstand kongen befinder sig i.

I modsætning til den gamle konge, der stilede ud fra byen, er den fredericianske kvintet i Lifesick stålsatte og overbeviste i både attitude og indstilling, når de snart lancerer deres mest hadske album til dato. ‘Misanthropy’ udkommer 11. februar, hvorefter de drager ud på turne med blandt andre LLNN, Cabal, Nothing Noble og Unseen Faith.

Devilution tog fat i hardcoremetallerne for at tage en snak om scenen, om fødebyen og om Danmarks begrænsninger. Ført godt på vej af guitarist Nikolai Lund og sanger og tekstskriver Simon Shoshan, satte vi os for at lære mere om den sydøstjyske by.

Selvom vi hurtigt skal lære, at dele af den københavnske scene har hentet deres talenter i byen ved bæltet, er en af de ting, der adskiller Lifesick fra de andre, at de stadig bor i Fredericia. En tradition i den mere pop-punkede ende er at skrive en sang om sin hjemby – tag blot Blink-182’s ‘San Diego’ eller The Wonder Years’ ‘It’s Never Sunny in South Philadelphia’ – så det oplagte er at spørge hvad en sang om Fredericia skulle handle om.

Med et grin henviser Nikolai Lund til deres nyeste single, ‘Enslavement Method’:
– Det har vi næsten allerede gjort!



– Fredericia har et ry for at være lidt af en morfinby, men også med gang i den, fortæller Lund, inden Shoshan fortsætter:
– Det er en lille by med store drømme. En meget lille by med meget store drømme. Man forestiller sig lidt, at alt i verden sker inden for voldene.

Men grinet forvandler sig til et lidt varmere smil. I modsætning til ovenstående bands, er Lifesick nemlig trods alt ret glade for hjemstavnen. Tre af de fem bor også stadig i byen, og de to andre er ikke rykket længere end til henholdsvis Kolding og Odense.
– Vi taler måske ikke så pænt om den, men vi holder meget af Fredericia. Den er en stor del af, hvem vi er, og hvordan vi er blevet formet, forklarer Nikolai Lund.
– Det er et lille samfund, især når man lytter til den musik, vi gerne ville lytte til. Det var faktisk nærmest kun Ungdommens Hus man kunne komme i, og så snart man var blevet bare en lille del af det, kendte man alle.

Ungdommens Hus, for de uindviede, er et kommunalt tilbud i Fredericia for unge fra 15-25, som har dannet ramme for blandt andet Fredericia Hardcore Festival siden 2002. I udtryk ligger det tættere på Ungeren i København end en mere traditionelt kommunal ungdomsklub i provinsen.

– Ungdommens Hus er grunden til vi overhovedet eksisterer! Simon Shoshan mener ikke, at man kan overvurdere stedets betydning for hverken ham eller andre af områdets mindre mainstreamorienterede unge.
– Jeg kommer fra Taulov, en lille flække udenfor Fredericia, og da vi var unge, havde man to muligheder. Man kunne enten tage ind og gå på diskotek med popdrengene, eller man kunne tage i Ungdommens Hus og høre dødsmetal og køre på skateboard, forklarer Shoshan, og hensætter derved adskillige af os i teenageminder. Han fortsætter:
– De folk, vi kendte, tog derud, og de havde også ofte ældre søskende, der kom der, så det var helt naturligt, at vi også gjorde. Det var her vi så vores første hardcorekoncerter, kom med i de første bands, og spillede latterligt mange gange.

Nikolai Lund bakker op:
– Før det her var det jo tiden med Boogielisten, hvor man hørte Slipknot, Korn og måske Linkin Park. Lige pludselig opdagede man As We Fight, og så kom det helt tæt på. Man kunne jo bare gå hen og snakke med dem bagefter.

Det skulle også være den nærhed, der satte tingene i gang hos Lifesick.
– Der var altid nogen, der manglede en guitarist, eller nogen, man kunne få råd af og sparre med. Det har hjulpet os meget, fortæller Nikolai Lund.



Ungdommens Hus har altså været afgørende for ikke blot Lifesick, men også bands som Dethrxner, Ghost Iris og Cabal nyder godt af medlemmer, der har skrevet deres første grafitti på et toilet i Ungdommens Hus. Shoshan og Lund fortæller også, hvordan det kommunale tilbud fortsat samler ungdommen:
– Man ser det stadig. De unge kommer fra gymnasierne, og man kan se de bliver en del af det. Pigerne får de første små piercinger i næsen, og kommer hjem med blåt hår. De bliver en del af det, og er sikre der. Pædagogerne er ikke så voksne, at det gør noget, og brugerne af huset bliver ikke overvåget, men de er der, hvis det brænder på, forklarer Simon Shoshan.

Huset er dog langt fra sikkert. Så sent som sidste år var borgerlige lokalpolitikere på krigsstien. De var oprørte over, hvordan huset fremstod, over hvem, der frekventerede det, om de ville sende deres egne børn derned og så videre.
– Det kommer sjovt nok altid op mod kommunalvalg. Så skal der spares penge, og der bliver altid peget på huset, fortæller Nikolai Lund.
– For et par år siden var vi helt ude at hænge, men der var vi mange, der gik sammen, og fik det reddet. Og det var alle, der gik sammen på tværs af aldersskel. Det samlede virkelig folk, uddyber han.

Hårdere end du tror
Da vi første gang stiftede bekendtskab med Lifesick, forklarede de, at ambitionen var at spille mere hårdtslående hardcore end nogen andre i Danmark. Og på det tidspunkt var de, hvis ikke de hårdeste, så i hvert fald tæt på. Men hvordan står det egentlig til med den ambition? Og hvad er overhovedet hårdt i 2022?
– Det er i hvert fald stadig vores mission, griner Nikolai Lund entusiastisk, og fortsætter:
– Om vi er de hårdeste lige nu, det ved jeg ikke, men vi bliver ved med at prøve. Hver gang vi skal skrive en plade, vil vi have den hårdere end sidst.

Simon Shoshan bryder ind:
– Hvad der er det hårdeste, varierer jo også. For nogle år siden var det det langsomme, der var det allerhårdeste, men nu begynder vi at køre op i gear igen. Nu må det godt være mere hidsigt.

Det hårde er også omskifteligt afhængig af, om man snakker om hardcore eller metal. For Lifesick, der kombinerer begge dele, er det muligt at tage lidt fra hver hylde og blande det sammen. Og det høres i den grad også på ‘Misanthropy’.        



Nikolai Lund forklarer:
– På 'Misanthropy’ var målet, at det skulle være mere ulækkert, mere beskidt. Vi har gjort guitarlyden endnu mere smadret, end den var før, Simon synger dybere, end han plejer, og det er generelt mere voldsomt.

For at understøtte brutaliteten, har gruppen også bevæget sig væk fra de mere personlige emner, de behandlede i de to første albums lyrik. Den nye plade graver sig længere ned, er mere rå og aggressiv og, foreholder vi tekstskriver Shoshan, lidt mere edgy på Nietszche-måden?

– Ja, det er et andet univers. Det handler om had til alle. Det tænker vi, flere kan forholde sig til. Og så fylder det en del for mig selv, forklarer Shoshan, og tilføjer efter en kort pause:
– Tag for eksempel ‘Dies Irae’, den er inspireret af min familie i Californien, der plejede at være fede nok, men så sluttede sig til sådan en Indre Missionsk sekt, og nu er de slet ikke i stand til at tale om andet. De snakker og snakker, men laver intet i virkeligheden. Sangen handler om, hvordan folk som dem spilder deres tid, og når de så endelig skal igennem skærsilden og møde deres gud, så er der ingenting.

Det er dog ikke kun kirken, metallens evige prügelknabe, der får en bredside på ‘Misanthropy’. Resten af os skal også have en omgang, som det hører sig til i hardcoren. ‘Idolising Crooks’, forklarer Shoshan og Lund i fællesskab, handler om den bølge af true crime-besættelse, der har taget verden med storm og ført adskillige til at identificerer sig mere med seriemordere fra 70’erne end deres ofre.
– Hvad det siger om samfundet? Det siger, at de gør det forkert! eksklamerer Lund som afslutning på tankerækken.

Om Lifesick så ser sig selv udenfor samfundet, bliver besvaret noget mere tøvende. Shoshan kender en del, der gør, forklarer han. Det lyder næsten sydstatsagtigt, når vi befinder os i “morfinbyen Fredericia”.
– Ja, der er da lidt “det vilde vest”-stemning i trekantsområdet, samtykker Simon Shoshan.
Med autentisk jysk nøjsomhed må Nikolai Lund korrigere ham:
– Jaja, så er det heller ikke vildere. Folk går ikke og skyder hinanden og sådan. Her er faktisk forholdsvis rart at være.



Ingen korslagte arme
Der er mere positivt ved livet som musiker i provinsen, end der er negativt, er de to herrer enige om. For det skaber en særlig stemning, når scenen er mindre og udvalget ditto.
– Det er svært at bygge en scene op, når det kun er os, Deadnate og Denial of God, der bor her, forklarer Nikolai Lund.
– Det er jo ikke som i København. Der er det lidt mere livligt, der er flere at tage af.

Det er dog ikke nødvendigvis negativt, for det medfører også et meget dedikeret publikum.
– Vi elsker at spille i Aarhus og København og andre store byer, men det er som om, det går mere amok i de små. Hvor publikum på store steder meget står i mindre grupper, og tager deres venner med, kender alle hinanden, når vi for eksempel spiller i Kolding. Der går det helt amok, forklarer Simon Shoshan
– Der er ikke nogen, der står og ser sure ud. Der er der kun god steming, og alle mosher med.

Ud over at give tid til at gå i studiet, har verdens lukkede grænser også givet Lifesick lidt af en øjenåbner, når det kommer til danske spillesteder.
– Vi havde faktisk ikke rigtig regnet med at spille i Danmark. Vi tænkte egentlig bare, at vi ville tage til Hamborg og køre sydpå, men nu fulgte vi med blandt andre Cabal rundt, og det var en fantastisk oplevelse. Folk satte virkelig pris på, at vi kom, mener Nikolai Lund.

At det overhovedet kan lade sig gøre at stable koncerter på benene steder som Kolding og Sønderborg, giver Lifesick festivallen Copenhell en del af æren for, også selvom Devilution forsøger at sætte spørgsmål ved ægtheden hos både den og Jailbreak festival i Horsens.
– Vi går ikke så meget op i den slags. Vi har haft det fedt med at gå fra D-A-D på Copenhell og så gå over og høre et eller andet helt obskurt, irettesætter Nikolai Lund os og bliver suppleret af Simon Shoshan:
– Det er også fint nok, at det varierer. Vi har prøvet kæmpestore hardcorefestivaller og efter tre dage, har man ligesom også været igennem genren. I gamle dage var folk altid så firkantede. Så skulle det kun være metalcore eller kun hardcore eller hvad ved jeg.



En malende beskrivelse af gåturen gennem merchstandene på sidste års Never Say Die-tour, hvor Lifesick ledsagede Cabal, Nasty, Within Destruction, Distant og Dagger Threat, understreger også deres glæde ved forskelligheden.

– Det var vildt at gå forbi. Hos ét band var alt i camouflagefarver, et andet var helt sort, så var der nogen, der var helt i neon, og nogen andre der havde hentaitøser og blæksprutter på deres merch, beretter Shoshan.

Derfor er det også et par storsmilende gutter, der blandt andet glæder sig til at opleve Korn, når de selv skal optræde på Copenhell når den, efter alt at dømme, løber af stablen i år.
Nikolai Lund fortæller:
– Vi elsker den slags. Vi voksede op med det, og når vi taler om det i dag, skal man jo huske, at det er ligesom dengang vores forældre fablede løs om Led Zeppelin. For selvfølgelig var det noget gammelt skrammel – men det var også fucking Led Zeppelin!

– Da vi var unge, var der så meget gatekeeping. Var noget true hardcore, eller var det ikke. Det lader ikke til at påvirke folk så meget længere. Nu skal det bare være fedt. Genregrænserne er blevet så udviskede, at man heller ikke går så meget op i hvilken genre man lytter til, supplerer Shoshan, inden Lund konkluderer:

– Det er måske gået op for folk, hvem det er man egentlig snyder.

De afsluttende ord fra fredericianerne var forsigtig opstemthed. For de glæder sig absolut til at komme ud og spille, men Simon Shoshan er bekymret for, om det kan lade sig gøre:
– Ja, selvom de nu hæver restriktionerne, skal man ikke bare løbe ud og holde snavekonkurrence. Man skal lige vente, til man har hørt os spille.

Og selvom Fredericia varslede Christian II's undergang, er det omvendt for Lifesick. Der venter kun storhed.

‘Misanthropy’ udkommer 11. februar på Isolation Records.
Lifesick spiller releaseshows i Aarhus 11. Februar, i Fredericia 12. februar og i København 16. februar. De deltager derefter i Prime is Coming 2022, der fører dem til København 11. marts, Aarhus 12. marts, Aalborg 18. marts, Odense 19. marts, Sønderborg 25. marts og Køge 26. marts.