En del af maskinen

unmaker

LLNN er støj. LLNN’s nye album er knusende støj. Det er en massiv lytteoplevelse, der tager dig med ind i en mørk fremtid, hvor et menneske er mindre værd end en håndfuld støv.

Kunstner
Titel
Unmaker
Dato
24-09-2021
Genre
Trackliste
1. Imperial
2. Desecrator
3. Obsidian
4. Vakuum
5. Scion
6. Interloper
7. Division
8. Forger
9. Tethers
10. Resurrection
Forfatter
Karakter
5

I fremtiden er der ikke noget håb. Et menneske vil først knuses under tusinde støvlesåler, inden dets kød genanvendes som biobrændsel, og knoglerne males til benmel i det kæmpestore maskineri. Et skrig overdøves af maskinens larm, og det eneste, der høres, er den lille, herskende klasses dekadente latter.
LLNN’s fremtidsvision er mørk og dunkel og levner ikke meget håb for menneskeheden, og dette afspejles til fulde i den seneste udgivelse fra københavnerkvartetten.

I den nære fremtids mørke
LLNN’s lyriske og musiske univers bliver ofte beskrevet som “science fiction-inspireret”, hvilket heller ikke er helt skævt, når man skæver til de tonstunge toner, der tårner højt som en sort monolit, men som denne inspirationskilde nu ligger tyve år i fortiden, handler LLNN også i højere grad om forestillingen om science fiction. Det er science fiction som set gennem Paul Verhoeven eller Stanley Kubricks linse. Der er ikke noget håb, og den smule menneskelighed, der er tilbage, knuses af menneskets egen uduelighed og angst. Truslen kommer ikke udefra, men manifesteres blot ud af menneskehedens egne fejl.



På mange måder kan LLNN siges at være spejlbilledet af ligeledes danske Terminalist. Begge bands har fødderne solidt plantet i fremtidsvisionerne men har helt forskelligt fokus. Terminalist fokuserer, som de uddybede overfor Devilution, på den teknologiske udvikling og alt det, den medfører af muligheder, begrænsninger og farer, og taler dermed også om den forestående udslettelse af menneskets levevis på jorden. Terminalists hyperthrash giver dog muligheden for at undslippe og ender tvetydigt, hvor et enkelt glimt af lys stadig funkler på nattehimlen. Hos LLNN er det lys slukket, og alt befinder sig i mørke.  Lyrikken beskriver en verden, hvor selve det at knuse håb er i hovedsædet. Det er et ondsindet univers, vi ser ind i, og teknologiens primære bidrag er her at fremmedgøre menneskeheden.

Hvor Paul Virillios dromologi lægger vægten hos menneskets betagelse af den teknologiske udvikling og dens forblændelse overfor konsekvenserne, tager LLNN i stedet et blad fra Verhoevens manuskript og stiller skarpt på den menneskeskabte dystopis anvendelse af teknologien overfor dem, der står svagere end en selv.

Det er ikke svært at læse åbningsnummeret ‘Imperial’ som en ætsende, nærmest harcelerende kritik af magtfulde oligarker og lobbyister, der med deres profitmaksimerende kejserdømmetanker fuldstændig tilsidesætter ethvert hensyn til folket og jorden. Ligeledes får dobbeltmoralske religiøse stryg i tredjesinglen ‘Desecrator’, mens direktørers udnyttelse af deres arbejdere stilles til skue på både ‘Interloper’ og ‘Division’. Sidstnævnte er et skarpt skud mod de politikere, der operer i det moderne polariserede samfund.

Det hele er dog ikke politik, og de mere indadskuende numre, der præger pladens to sidste tracks og den gigantiske ‘Scion’ i midten, handler i højere grad om den påvirkning, de foregående temaer har på mennesket. Dette gør dem i høj grad nærværende og tjener også til at trække tragedierne ned på individplan og derved gøre det hele endnu værre.

Industriel knogleknusen
Lyrikken er dog ikke alene om at komme med dårlig stemning. De fire musikere i LLNN spiller tungt og grimt og sætter den perfekte scene op for deres dommedagsfilosofi.

Tre singler har indtil videre kommet forud for pladen, hvor måske især den tredje, ‘Desecrator’, har vakt mest opsigt. Denne gæstes af de canadiske tech-dødsmetallere Cryptopsys chefgrowler, Matt McGachy, der giver forsanger Christian Bonnesen en tung modvægt til sine hardcoreskrig. Det interessante ved singlen er, at den fungerer omtrent halvtreds gange bedre som en del af 'Unmaker', end den gjorde for sig selv. Både fordi McGachy lyder eksponentielt mere ond, når han ikke danser rundt på en tv-skærm med en flad fadøl i hånden, men også fordi 'Unmaker' er så helstøbt som album.



Som en fortsættelse af den højstemt rum-episke ‘Imperial’ går dens dybde og tyngde direkte i knoglerne og sørger for at trække lytteren med sig ned. Dette er et kendetegn for 'Unmaker', og det gør, at det er svært at skille enkelte tracks ud, da de fungerer allerbedst præcis, hvor de er placeret. En anmelder kan kun ønske sig, at LLNN vælger at spille hele pladen ud i ét, når de rammer landevejen snarligt, da dette apokalypseepos i høj grad eksisterer som helhed.

Naturligvis er der højdepunkter på denne musikalske bjergkæde, og her fortjener især femtetracket ‘Scion’ at blive fremhævet, da den fremhæver et element i musikken, der ikke kan overvurderes. Der tales naturligvis om bassen. Hvor det meste af pladen præges af samspil mellem Bonnesens skærebrænderguitar og Rasmus G. Sejersens æteriske og dramatiske synths, er ‘Scion’ helt blottet for den seksstrengede og fokuserer i stedet på Rasmus Furbo’s tunge bundlinje i bassen. Det er hamrende storladent og ekstremt tungt, som et sort hul, der trækker alt til sig og ikke efterlader sig noget. Bonnesens desperate vokal over de tunge trommer fuldender tracket og gør det til en helt særlig oplevelse.

Noget der ikke kan overses på Unmaker er også brødrene Sejersens syntharbejde. Så særligt er dette, at hvert eksemplar af pladen ledsages af en bonus disc kun med synthtracket, der i sig selv er både gruopvækkende og betagende. Den anerkendte lyddesigner Peter Albrechtsen er citeret for at udtale, at “den måde [Unmaker] blander abstrakte ambiente lyde, knusende rytmer og ekstrem larm er både hypnotisk og kraftfuld. Fornemmelsen for den soniske detalje er imponerende, og for hver gennemlytning hører jeg nye elementer, ekkoer, teksturer, [...]”.

Det er store ord, men de kommer fra en mand, der har arbejdet med både Lars von Trier og Christopher Nolan, og derfor må siges at vide, hvad han taler om. Synthtracket er netop det særlige element, der i den grad skiller LLNN fra andre tunge post-metalprojekter med industrielle strejf, som for eksempel The Body eller det tidlige Cult Of Luna, hvilket ellers ville være meningsgivende sammenligninger.

Kombinationen af den ekstreme bund i de traditionelle instrumenter og den udenjordiske atmosfære i det elektroniske skaber et helhedsbilleder, der er cinematisk og fryser blodet til is i årerne. Unmaker er uden tvivl det bedste LLNN endnu har lavet, og der er rig anledning til at forvente sig meget af dem i fremtiden.