Hurtigere, hårdere, bedre

Når bandet spiller hyper-thrash og synger om uendelig acceleration, er det svært at affinde sig med et samfund, der er gået i stå.

Et enkelt punkt i horisonten. Det er fremtiden, både hvis man spørger tech-entusiaster og transhumanister, men også hvis man konsulterer den franske arkitekt og byplanlægger Paul Virillio.
Det har det dansk-amerikanske thrashband Terminalist gjort, og undertegnede har været på biblioteket for at forstå den filosofi, der gennemsyrer hele bandets etos, symbolik, lyrik og musik. Det var ikke let, men dromologien, som tanken kaldes, er så central for bandet, at den kræver en præsentation.

Den uendelige acceleration
Paul Virillio voksede op i det besatte Frankrig under anden verdenskrig, fandt Gud i 1950, arbejdede som byplanlægger med et særligt fokus på plads og begyndte at se forbindelser mellem den teknologiske udvikling, og det han refererede til som "begivenheder", men andre måske ville kalde "katastrofer" i forbindelse med denne.

Han bed særligt mærke i, hvorledes den teknologiske udvikling tog fart, og opdagelserne kom hurtigere og hurtigere. Han forudså en verden præget af fart, hvor konsekvenserne af den måde, vi udvikler os som art og som samfund, ville være uoverskuelige og uforudsigelige, fordi kompleksiteten stiger eksponentielt.

Hans grundsætning og mest berømte tese omhandler disse ufravigelige konsekvenser: "Opfindelsen af skibet var også opfindelsen af skibsvraget". Denne sætning står centralt for Terminalist og er også titlen på pladens hovedværk, det midterste epos, 'Invention Of The Shipwreck'. Herved skal forstås, at jo flere ting, der opfindes jo flere muligheder skabes der for undergang. Virillio er ikke som sådan modstander af udviklingen, men stiller sig i højere grad observerende og konstaterende.

Men én ting er at have styr på sin filosofi, noget andet er at inddrage den i musikken som andet og mere end staffage. På den baggrund mødte Devilution kvartetten i et øvelokale på Nørrebro, hvor vi satte os ned for at snakke om fart, thrash, rumskibe og 80’er-film.

Riffkontrollen
Devilution møder de fire yngre mænd, der står bag Terminalist, tre styks, Frederik, Emil og Morten er danske, mens den sidste, Kalle, er en ganske postmoderne blanding af finsk ophav, texansk opvækst og dansk residens.

Basis for bandet var Emil Hansen, der også har været den, der har insisteret på at spille thrash metal, mens resten af bandet i udgangspunkt har hevet lidt i forskellige retninger.
– Jeg sad oprindeligt bare og jammede Limp Bizkit, og det allerførste band jeg virkelig lyttede til var Mnemic! Jeg aner ikke hvad trommeslageren hedder (han hedder Brian Rasmussen, red.), men han er sgu fed! lyder det bag det imponerende hår og skæg hos trommeslager Frederik Amris.

Resten af bandet griner lidt af ham, inden han fortsætter, og forklarer hvordan et bofællesskab med forsanger og guitarist Emil Hansen fik ham til at sætte pris på den mørkere side af metallen, hvor han fremhæver blandt andre danske Solbrud og israelske Melechesch.

Finsk-texanske Kalle Tiihonen blev rekrutteret af samme Hansen på en nørrebrosk metalbar, hvor han efterfølgende blev tvunget til ikke blot at spille bas fremfor guitar – men også opgive sine melodødstilbøjeligheder,
– Jeg kan ikke lade være med at skrive At The Gates-riffs og prøve at snige dem ind. Der er dog ingen af dem, der er blevet godkendt endnu.

Riffkontrollen slår hårdt ned, forstår man på samtalen, og selvom de alle tager del i den, eksisterer den stærkt i guitarist Morten Bruun.
– Der har været en del uenighed om hvad et fedt riff er, og hvordan det skal hænge sammen med resten af pladen. Jeg er riffkontrollen, forklarer han bistert, og man aner den hårdkogte deathcore-baggrund skinne igennem.
– På et tidspunkt kom Emil med et riff, der lød som Sum 41, og der måtte jeg sætte foden ned. Det kan godt være, jeg har kunnet lide dem, men jeg skal kraftedeme ikke spille det.



Emil Hansen, der engang slog sine folder på Devilution, har stået som både chef-ideolog og genreindpisker, og er den, der har gjort sit bedste for at fremelske "hyperthrash", som Terminalist kalder deres musik. Og det er lykkedes, også selvom Morten stadig afskyr Megadeth.
– Thrash har en fed historie med sine sci-fi temaer og sine politiske strøg. Fest-thrash som Municipal Waste og Anthrax og den slags kan også være fedt, men vi drager mere på den politiske og aggressive kant, der er i thrashen, forklarer Emil Hansen og uddyber:
– Thrash tager ligesom fat i, det vi kender. Hvis man taler om horror i black metal, er det sådan noget kosmisk stads, og i dødsmetal bliver det ofte noget med Lovecraft i det ydre rum. Thrash holder et spejl op mod virkeligheden og kigger på hvordan samfundet kommer til at udvikle sig.

Og der var den, udviklingen. Navnet Terminalist peger i retning af både udvikling, men også afvikling og afslutning. Emil Hansen tager ordet, da snakken falder på noget af det vigtigste for et metalband

– Først og fremmest skulle det lyde sejt. Det skulle gerne ikke være brugt før, og så skulle det også gerne kunne forbindes til både musikken og temaet. Jeg synes egentlig, vi har ramt det meget godt: Det har en vis 80’er-klang, der vækker minder om Terminator, og der er en vis homage til Vektors Terminal Redux, som var et skelsættende album for mig. Og så lyder det som et thrashband, synes jeg, samtidig med at det peger hen mod død og afslutninger.



Sølvpapirshatten
Terminalist er helt med på, at konceptet er temmelig højpandet, og selvom de er enige om, at det primært er den filosofisk og musikteoretisk uddannede Emil Hansen, der er primus motor for det aspekt, giver Virillios ideer mening for dem alle sammen.
– Det hele går hurtigere og hurtigere, siger Morten Bruun, da snakken igen falder på dromologien, som Virillios filosofi er navngivet. Et ord som, ifølge Terminalist stammer både fra oldgræsk "dromos", hvilket betød "vej" eller "løbebane" og nok er mest kendt i sammensætninger som "hippodrom", men som også kan referere til indgangen til en krypt eller et gravkammer.
– Der er altså en forbindelse mellem hastighed og død, også rent etymologisk, forklarer Emil Hansen. Og den går igen i bandnavnet, hvor terminalen både er et sted, du rejser fra rent fysisk, men også er det plan, hvorfra du forlader livet og dør.

Og hastigheden og dens konsekvenser, der både fører samtalen forbi computerchips, finanskrise, coronapandemi og klimaforandringer er grundfæstet i bandmedlemmerne,
– Når man laver prognoser nu og ser hvordan udviklingen har været med for eksempel global opvarmning, så er hver dag nærmest et nyt toppunkt, fortæller Frederik Amris.
– Det stopper ikke, ikke som da vi var børn, hvor det kunne gå lidt frem og tilbage. Det er kun opad og fremad.

Og deraf kom faktisk også albummets titel: ‘The Great Acceleration’. Emil Hansen fortæller:
– Vi havde en fandens masse forslag, men skiftedes til at skyde dem ned, indtil vi nåede til ‘The Great Acceleration’, som vi først bare syntes lød fedt, men som vi opdagede faktisk også var et fagbegreb inden for særligt geologien.

'Den store acceleration' dækker over den forskydning, der er sket i forbruget af verdens ressourcer. Siden 1950’erne, hvor man begyndte at registrere det, har man kunnet se hvordan det generelle forbrug inden for nærmest alle områder har ækvivalente stigninger, om det så er i den økonomiske vækst, vandforbrug, afgrødeudbytte, befolkningstal og så videre. Det er en teori, der beskriver vores moderne tid som den "antropocæne æra", hvor verden – i modsætning til tidligere – primært bliver påvirket af menneskeheden.

– Det syntes vi selvfølgelig var rimelig cool, og derfor slog vi til, griner Emil Hansen, men afbrydes af Frederik Amris:
– Også selvom hende den anden, der skrev om pladen syntes det lød som noget sølvpapirshat!



Døden og pessismismen
Farten er den ene side, og som vi kunne se ovenfor, fører den automatisk til døden. Eller til "begivenheder", som Virillio ville sige. Denne udvikling mod død står også centralt for 'The Great Acceleration', hvis fortælling omhandler en gruppe mennesker, der har forladt den døende jord for at sikre artens overlevelse på en anden planet. Og i det ligger både historien om undergangen, det spirende håb om overlevelse og genfødsel, men desværre, mod pladens udgang, også en fremtidsvision, der byder på den samme dødsdrift, der ledte os i uføre til at begynde med. Det er altså helt klassisk, 80’er-inspireret science fiction, hvilket også var hensigten fra tekstforfatter Hansens hånd.
– Hos Virilio er det ganske rigtigt teknologiens hastighed og acceleration, der driver verden fremad. Men det er også vigtigt at understrege, at teknologien for ham altid først og fremmest er militær, forklarer Emil Hansen.

– Teknologiske landvindinger er igennem historien blevet udviklet og benyttet til at indtage nye landområder, overvåge territorier, slå fjenden ihjel og så videre, og meget af det her har netop med fart at gøre. Virilios måde at formulere det på er, at historien udvikler sig med våbensystemernes hastighed, hvilket er vanvittigt quotable og nærmest en metaltekst i sig selv. Derfor er netop det citat også kommet med på pladen, mere specifikt hen mod slutningen af ‘Dromocracy’.

Den begejstrede Emil Hansen kigger dybt i den Carlsberg, bandet forsikrede os om altså var købt før den nye spærretid klokken 22, finder en mere, og uddyber entusiastisk,
– En anden ting er, at teknologien først derefter spreder sig til det sociale liv og bliver en del af hverdagen. Derfor lyder en af Virilios påstande også, at krigen er integreret i freden og omvendt.
Man kan kritisere Virilio for meget – han er for ensidig, snæversynet, apokalyptisk, men samtidig siger hans analyse også noget meget væsentligt om den virkelighed, vi lever i. I årtier har vi hørt om droneangreb – i dag kan du så også købe en drone og tage den med ud på Amager Fælled.

– Efter Anden Verdenskrig importerede USA simpelthen tyske topforskere i smug, fordi deres viden var uvurderlig for den amerikanske regering. Heriblandt en mand ved navn Wernher von Braun. Han var top level udvikler af missil- og raketteknologi for nazisterne og blev senere indlemmet i NASA, hvor han var med til udvikle de raketter, der fik mennesket til månen. En af de raketter var Saturn V. Det er den, man ser stige til vejrs i slutningen af videoen til ‘Terminal Dispatch’.

Emil Hansen nikker og beskriver, hvordan følgerne af vores handlinger og vores viden følger os. Det er muligt, at mennesket, både i virkeligheden og på 'The Great Acceleration', kan forlade en gennemsmadret jord og accelerere afsted i universet. Men krigen har vi stadig med os.

– Det er det, man kan med den her slags musik. Det er måske en slags copingmekanisme. Metallen i al dens aggression kan omfavne de store følelser, den største glæde og den dybeste afgrund.

Trommeslager Frederik Amris nikker.
– Ja, det er jo nok også derfor man begynder at høre det. Man går lidt rundt med den der følelse af, at himlen kan falde ned i hovedet på én. Metal er jo mange ting, men den slags jeg kan lide at høre er måske lidt indadvendt og reflekterende.

For ikke at ende i det rene dystopi, forklarer Emil Hansen er både musik og tekst tvetydige undervejs og i pladens slutning.
– Der skal vel være en eller anden form for håb – nok ikke i vores verden, der ser det sort ud, men i den vi skaber her.

– Flere af numrene slutter tvetydigt. Hvert nummer er en lille musikalsk rejse, men vi vender ofte tilbage til udgangspunktet i slutningen, hvilket stiller et spørgsmål om, hvor meget man rent faktisk har rykket sig i løbet af de sidste fem eller ti minutter. I ‘Dromocracy’ slutter vi efter flere minutters blastbeats og opbygning med et feedbackhyl, der går hen og harmoniserer og faktisk strejfer en durakkord, før den ene guitar går ud af stemning. Det kan man jo tolke på.

Man kan i hvert fald få lov at tænke, at det nok skal gå.



Hyperthrash
Den sidste røde tråd for Terminalist ligger i musikken. Det er ikke uden grund, at de har valgt at definere sig selv som "hyperthrash", for selvom musikken umiskendeligt har rødder i den bidske 80’er-genre, kombineres den med adskillige mere moderne elementer. Det er naturligvis oplagt at tage fat i amerikanske Vektor, der blev gendannet sidste år efter frontmandens påståede hustrumishandling havde drevet dem i opløsning. Emil Hansen og resten af bandet nævner da også Vektor som en af de vigtigste inspirationskilder – rent musikalsk, forstås – og bassist Kalle Tiihonen er også iklædt en af bandets t-shirts (under interviewet, ved fotografering var det Morten Bruuns tur, red.).

 – Det var slet ikke meningen at Emil skulle synge til at starte med, men vi ville gerne holde fast i det klassiske thrash metal-four piece, forklarer Morten Bruun, og tilføjer at den lyd faktisk også er tilkæmpet for bandet,
– Jeg ville gerne køre det digitalt, jeg havde et Line6-board og var ligeglad med alt det der analogpis. Men det gik ikke. Vi kunne ikke ramme den, før jeg gik tilbage og så hvad de spillede på i 80’erne, ler han.

Hvad der dog også er at spore i Terminalists lyd er de adskillige aspekter fra andre metalliske genrer. Her har de hver især medbragt deres egne præferencer og elementer. Som Morten Bruun nævnte tidligere, er det ham, der står for dødsmetallen, Emil Hansens vokal strækker sig imod black metal, og Tiihonen skriver baslinjer med inspiration fra sin baggrund som cellist, og kom derfor med en sweepende bassolo, da han blev bedt om at "prøve at lave lidt lækkert".

– Alt er i virkeligheden til diskussion og up for grabs. Undtagen keyboard. Terminalist er et demokrati, men kun hvis man er hurtig nok, siger Emil Hansen halvt i spøg.

‘The Great Acceleration’ er produceret i Ballade Studios, af den efterhånden meget velrenommerede Lasse Ballade, der blandt andet har produceret for Konvent, Solbrud, Orm og mange andre store og upcoming bands.

En stor del af den særegne lyd, der er at finde hos Terminalist, kommer herfra.
– Lasse står for en stor del af den samlede lyd. Emils vokal og guitarfeedback, hele introen til ‘Invention Of The Shipwreck’, ‘Estranged Reflection’ lyder helt overjordisk. Han havde enormt mange gode ideer, fortæller Amris entusiastisk, og fortsætter:
– Han har den her lille bitte kælder, hvor han bare har sat en gigantisk højttaler og en masse mikrofoner. Så spiller han pladen igennem der og får en virkelig vild rumklang. Det gjorde noget særligt ved mine trommer. Jeg tror aldrig, jeg har hørt en lilletromme lyde helt, som den gør på vores plade.

Emil Hansen byder ind,
– Det er den der sumpede lyd af Killtown-død. Den er helt særlig.

Mod det uendelige univers
‘The Great Acceleration’ har egentlig været færdig siden oktober, men er, som så meget andet blevet udsat på grund af den pågående pandemi. Terminalist skulle have været med i Wacken Metal Battle sidste år, og havde også planlagt et show på Underwerket sammen med Hexis 14. marts, blot tre dage efter Danmark lukkede ned første gang.

Det har været svært for de fire at gå i venteposition så længe, og derfor glæder de sig helt vildt til at sende pladen på gaden i maj.
– Ja! Det bliver pissestort. Vi holder release på Stengade 8. maj, og den er allerede udsolgt. Hvis vi bliver modtaget så godt, som vi håber, så regner vi med at kunne komme rundt og spille en lille tour i år. Vi håber på at kunne komme til Jylland, eller måske endda Fyn, griner Emil Hansen og ser meget entusiastisk ud. De tre øvrige griner også af frontmandens store ambitioner og nikker samstemmende.

– Helt alvorligt, vi håber folk ville kunne lide den, også selvom de måske hverken er til filosofi eller science-fiction. For vi synes selv den er skidegod. Og selv om man synes snakken er lige lovlig højpandet, behøver man ikke købe ind i konceptet for at værdsætte musikken. Man kan stadig give los og drikke bajere til Terminalist.