Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

OM25 – Nyt blod og en sikker vinder!

Updated
Plakat
Strychnos
Carnosus
Harm/Shelter
Lotan

Odense Metalfest tilføjer både tunge, bøllede og blackede indspark til årets brag på Posten, for ej at forglemme en dansk publikumsfavorit!

Kunstner
Titel
+ Carnosus + Touch It + Abrupt Demise + Lotan + Haywire + Harm/Shelter
Spillested
Dato
26-02-2025
Forfatter

Godt nok er der lang tid til oktober, men det skal bestemt ikke holde festivalarrangørerne tilbage fra at dosere lidt løbende teasere for at holde os stangen. Tidligere kom det frem, at svenske Lik og italienske Hideous Divinity samt danske kendinge som Rot Away, Horned Almighty og lokale Terrorpy var på plakaten – og her, mens vi stadig har et par dage til at score early bird-billetter (549 kr indtil 5. marts), kan denne reminder samt syv yderligere tilføjelser til plakaten måske lige få dig op af stolen og få købt den partout?



Strychnos har vi skrevet mangt og meget om hen over de sidste par år – og med god grund!
Hvor absurd det end er, at der skulle gå et kvart århundrede, før deres debutfuldlængde kom på gaden, så er de kommet hurtigt efter det med sidste års opfølger, ‘Armageddon Patronage’, og med en tourkalender næsten lige så hidsig som frontmand Martin Leths stålsatte blik, som han og kumpanerne indtager scenen indsmurt i blod. Copenhell, Toldermania, Metal Magic Festival og den lokale HXC Over HCA er blot nogle af de danske festivaler de har bjergtaget siden 2022 – og det er da derfor også helt oplagt, at Odense Metalfest nu også får besøg af de drabelige publikumdarlings!



I det mere tekniske dødsgear kan festivalen i år også byde velkommen til Carnosus! Med tre plader ude siden 2020 går det bestemt ikke stille for sig for svensken her, der vel nærmest kan defineres som en krydsning mellem brutaliteten fra Suffocation og de lidt mere nuancerede opbygninger fra Cattle Decapitation, med lidt harmoniske pift undervejs. Et indslag, der bestemt nok skal få pulsen op på Posten, ligesom hollandske Abrupt Demise, der holder sine dødsmetalliske eskapader mere rallende oldschool – titlen på deres første og eneste album indtil videre, ‘The Pleasure to Kill and Grind’ er vist rigeligt sigende for, hvad Odense her kan vente sig!

På den hjemlige front kan du også få dine blackede cravings dækket med Ringsted-drengene fra Lotan, der indspiller opfølgeren til debuten fra 2023 i skrivende stund – så måske vi kan få et par smagsprøver derfra til den tid?



Som en fast del af Odense Metalfests profil er hardcoren også solidt repræsenteret, hvor festivalen denne gang kan trække tyske Harm/Shelter op af hatten! En vigtig spiller på den tyske scene i disse år med tunge breakdowns, aggressiv rap og bølle-attitude galore, som uden tvivl vil gøre gulvet usikkert med tung pogo og store armbevægelser til oktober!
I samme lag finder vi deres venner fra TORCH IT, som de for et par måneder siden udgav splitten ‘Grey City Tales’ sammen med. Rappen er i TORCH ITs tilfælde erstattet med kradse brøl, men kender du ikke hverken Harm/Shelter eller Torch It, så tjek splitten eller klippet ovenfor som en forsmag på Giessens metalliske hardcore-scene i disse år.
Sidst, men ikke mindst, finder vi også i år Haywire, der med Manons maniske skrig og bandets selvproklamerede “1% technique, 99% violence”-attitude allerede har fået mange overbevist om deres brutale energi fra scenekanten – endnu en spændende booking fra den tyske hardcore-scene!

Det hele løber af stablen i weekenden den 24. - 25. oktober, og vil du være med, når det går løs, så er der Early Bird-billetter lige nu til 549 kroner. Men sov ikke i timen, for de stiger til 699,- fra d. 6. marts – billetter kan købes her!

OMF poster