Årets første allstar-kamp

Der er Tolderne. Og så de andre. Vi nød både det ene og det andet på en råkold januaraften i det eneste, der sparkede koncertåret 2025 i gang.

Det er et år siden, vi stod her sidst. Ligesom sidst er der urimeligt koldt udenfor, ligesom sidst hænger nytårsforsætterne allerede og dingler i en tynd tråd, og ligesom sidst kunne vi nærmest ikke være længere væk fra sommerens store festivaler på solbeskinnede marker med solsved i skærmen, korthed i bukserne og bar kasse under battlevesten.

Alligevel er der en snert af allstar-kamp over aftenens program. Vi skal bare ned på gulvet, hvor alt går hurtigt og hidsigt for sig, og hvor der ikke er tid til at sludre sig frem til publikums gunst, fordi sang nummer 15, 16 og 17 på sætlisten også skal nås på de tildelte 20 minutter. Det er Toldermania-tid.

Det er ottende gang, arrangementet afholdes (seks gange i arrangørernes, Smertegrænsens Toldere, hjemby samt et par stykker for enden af Sjællands Odde-afkørslen), og både publikum og bands kender efterhånden reglerne. Derfor tager aftenens åbnere, Anti-Ritual, sig heller ikke tid til at fortælle anekdoter og komme med lange tirader. Det er voldsom, kaotisk hardcore fra start til slut. Frontmand Marco Malcorps gør sit til at piske folk i gang, selv om bandets politiske budskaber oftest drukner i musikkens mur af instrumental vold, teknikken på det baggear, alle bands i aftenen deles om, driller en smule, moshpitten foran scenen bevæger sig insisterende op i tempo, en gut ender på gulvet midt i den allerede opståede ølpøl mellem de to forreste monitorer, og den menneskelige panservogn Mads Stobberup, der i aften kvadrupel-jobber som arrangør, stagehand, forsanger og åbenbart også pædagog, må træde til og sige et par voksenord til nogle af de lidt for ivrige på de forreste rækker.

Vi er i gang.

Lidt specielt og lidt snasket
Ti minutters changeover på scenen, der påbyder en vis effektivitet hos de tilhørere, der både skal nå at ryge og tanke i baren, og næste band er på. Svin bevæger sig rundt i et ambient-jazzificeret støjunivers, hvor taktstokke er noget Fanden har skabt og hvor det tilstræbes, at forvirringen trænger ud i kødet. Det er ikke helt urimeligt at drage paralleller til bands som Zu og Ottone Pesante. Publikum deles hurtigt i to lejre; dem, for hvem det hele bliver en snas for eklektisk og dem, der fint kan trives med at nikke med hovedet på 2, 17, 43 og så igen fire minutter efter. Ingen kan i hvert fald beskylde Smertegrænsens Toldere for at booke ensporet.

Slet ikke, når næste optrædende bringer os ud i endnu et af ekstremmusikkens sjældent udforskede randområder. Goregrind-duoen Sewer Haul, der sidste år udgav den ret eminente debut-EP 'Emetic Fluid Transaction', behøver vel strengt taget ikke mere end de tildelte 20 minutter for at eksekvere hele bagkataloget. Det gør de så også, ganske og aldeles fremragende, iført hurtige solbriller og balaklava og med indrømmelsen at lukkeren, 'Open Face Surgery', er lyrisk inspireret af Grey's Anatomy. Det ville virke så rasende dumt og pubertært, hvis ikke det var fordi de to tidligere Wayward Dawn-medlemmer bare spillede det så forbandet godt og gennemført. Goregrind er absolut ikke en genre, ret mange bevæger sig i herhjemme, men så længe det bliver gjort så solidt og klæbrigt som hos Sewer Haul, så nyder vi det hjertens gerne alligevel.

Hjem til 90'erne og tilbage til slagsmålet
Vi når dårligt at få vasket det lyriske tilbageskvulp fra Sewer Hauls tilstoppede toilet af os, før Birds in Flight kaster sig ud i et tilbageblik på 90'ernes sene grunge og indierock. Ikke at der som sådan er noget galt i det, men har du lige gakket ud til Mortician, kommer det efterfølgende Blind Melon-coverband unægtelig til at virke en smule tandløst. Således også her, hvor valget ret hurtigt stod mellem at begynde at hygge sig eller gå i baren. Igen.

De mange Toldermania-arrangementers mest markante konstant er, naturligt nok, arrangørerne fra Smertegrænsens Toldere. Et band, for hvem det at spille hurtigt og voldsomt ligger på rygraden, og som efterhånden har perfektioneret disciplinen at afvikle en hel koncerts energi på 20 minutter. Da først bandet til stor moro for alle, inklusive dem selv, havde afspillet helte-introen fra Suicidal Tendencies' 'You Can't Bring Me Down' når vi igennem 18 skæringer, mens gulvet foran bandet, og til tider inde mellem bandmedlemmerne, omdannedes til en frådende hob af moshende, dansende og udadreagerende tilhørere. Fællessangen vræles frem under 'Ekstra Liv', 'Dumflade Selvskade' og topper med lukkeren 'Idioter' i hvad, der for størstedelen af tilhørerne formentlig er aftenens højdepunkt.

Pengene eller livet
Endnu 10 minutters skiftepause, hvor slagmarken på gulvet bliver ryddet op, de løse mikrofonstik rullet sammen og højttalerne skubbet på plads, hvorefter det er tid til Årets Nye Navn 2024 på Devilution, New Money.

Det er set flere gange til Toldermania-arrangementerne, at det er en utaknemmelig opgave at spille lige efter arrangørerne. Selv om det naturligvis er prisværdigt, at Smertegrænsens Toldere ikke bliver kålhøgne og vælger selv at spille sidst, så er det bare oftest svært for de følgende orkestre at skubbe stemningen i gang igen. Således også New Money, hvis kaotiske udgave af hardcoren ellers burde få folk til at flytte fødderne.

Der er ingen tvivl om kvaliteten af materialet på bandets debut-EP fra sidste år, men denne aften holder trioen lidt for mange stemmepauser og bruger lidt for meget tid på tirader frem for tempo, og mens New Moneys kompositioner, når de topper, maler et billede af et af dansk metals allerstærkeste kort i årene fremover, så er live-oplevelsen i denne omgang en smule halvgjort. At publikum var suget tør for energi havde sikkert også sin indflydelse, men det ville være prisværdigt at få lov til snart at opleve New Money i en langt mere intens og hårdtslående udgave, et tilfældet var denne aften.

Det lykkedes i noget højere grad for aftenens sidste band og eneste rendyrkede metal-islæt, Strychnos. Blodindsmurte, le-svingende og i næsten komplet mørke gav trioen, der stod bag en af sidste års allerstærkeste danske plader, 'Armageddon Patronage', en alt for kort smagsprøve på, hvordan dødsmetal bør skæres i 2020'erne. Oplevelsen var, sammenlignet med resten af aftenens optrædende, intens og aparte på en måde, kun ekstremmetallen kan gøre det. Strychnos spiller aldeles fremragende, både når farten sættes op og når groovet får lov at køre, og deres version af dødsmetallen er tilpas afvekslende og udfordrende til, at det aldrig når at blive kedeligt. De er absolut et band, århusianerne hjertens gerne ser komme tilbage snarest. Vi lover, at de får mere end 20 minutter.

Toldermania var, igen, et grimt og umådelig charmerende barn, der både udfordrede publikum og gav dem lige, hvad de ville have. Endnu et stærkt arrangement så sin slutning, inden vi kunne bevæge os tilbage ud i vinterkulden, styrket i vores tro på, hvad koncertåret 2025 måtte bringe.

NB! Anmelderen begik den elementære fejl at have for stor tiltro til såvel egne evner som til sit telefonkamera. En velment beklagelse til de bands, der ikke blev taget billeder af og et løfte om, at vi forsøger at engagere os med en fotograf næste gang.