Potente og udmattende tæsk
Populær
Aarhusianske Oxx lægger saxofonen til side for i stedet at fokusere på en støjende metallisk tyngde i et miks af sludge, hardcore og prog. Det er imponerende og potent, men også opmærksomhedskrævende og udmattende.
2. Dweller on the Threshold
3. Animal
4. Vile Geometry
5. Somnambulist
6. Writing Night and the City
Det er ikke så ofte igen, at man støder på et album, der tæsker genrekonventioner igennem på den måde, som aarhusianske Oxx gør. Men det er heller ikke så ofte, at lytteren tæskes igennem på den måde, som det sker her.
’Bury the Ones We Love and Burn the Rest’, der udkom i oktober 2015, var en af det års mest spændende danske udgivelser. Ikke bare fordi det var et vellykket album, men fordi det var vellykket udi en disciplin, der ikke er voldsomt udforsket herhjemme: Det var en progressiv, nysgerrig og udforskende hybrid, der trak på både metal, jazz og drone, og det var ganske overvældende i sit både meditative og konfrontatoriske soniske angreb. Med en støjende, hardcore-agtig lyd, tappingspil, avanceret lir og en dominerende saxofon skilte Oxx sig ud fra alle de andre på tidens scene, ikke mindst grundet deres noise-jazzede inspirationer.
Mindre sax og film noir
’Night and the City’ fortsætter i samme spor, men er om muligt endnu mere nådesløs. Alexander Bossen skriger løs, mens hans guitar støjer og skratter, Martin Aagaard smækker på ekvilibristisk manér løs på trommerne, mens den konservatoriestuderende Lasse Enøe bidrager med brølende vokal og lægger et brusende underlag med sin Korg-synthesizer, som indtager bassens rolle, hvis ikke han blæser igennem på sin saxofon.
Netop saxofonen lader til at have fået en større rolle i dansk rock i de senere år. Efter at have været forvist til jazzens domæne og mere corny pophits fra 1980’erne og 1990’erne, er den efter årtier så småt ved at vende tilbage til den eksperimenterende rock og metal. Det er blandt andet saxofonen, der er den store force hos de ligesindede aarhusianere i Narcosatanicos, ligesom den er dominerende i de eksperimenterende og progressive udskejelser i SVIN.
Hertil står Oxx som det hårdtslående og brutale alternativ til de nævnte bands.
Men faktisk spiller saxofonen slet ikke den afgørende rolle på ’Night and the City’, som den gjorde på ’Bury the Ones We Love and Burn the Rest’. Det kan derfor anses som værende en anelse pudsigt, at ’Night and the City’ har sin titel fra Jules Dassins amerikanske film noir fra 1950, hvis åbningsmonolog samples som det første på pladen. For faktisk var der i højere grad en film noir-stemning over forgængerens jazz-inspiration, end der er her, hvor saxofonen kun tages i brug på et enkelt nummer.
Der er tværtimod en anden metallisk tyngde at hente på ’Night and the City’, der i højere grad lægger sit fokus på et støjende miks af sludge, hardcore og prog.
Støjende kraftpræstation
Oxx lyder henholdsvis som Neurosis på voldsomme stoffer, som et mere tilbageholdende Nails og som midt-nuller Mastodon i mere knusende og mindre melodisk form, hvilket skinner igennem på eksempelvis ’Vile Geometry’s åbningsriff.
Der er dog stadig rester af jazz-inspirationen, som man hørte den på forgængeren. 'Animal’ trækker lytteren igennem det Mastodonske sludge-søle, før nummeret avancerer og mod slutningen stikker helt af i et helt forrygende og frenetisk, noisejazzet saxofon-freakout i bedste John Zorn-stil.
Når det sker, rammer Oxx en form for zenith, hvor de gennem deres hybride udtryk vrister sig fri fra genrekonventioner og skaber deres helt eget rum.
Men desværre er det også for sjældent, at det sker. Selvom Oxxs ekskursioner udi denne noisede sludge metal er både imponerende og potent, så er det også hårdt og udmattende i længden, og på trods af en spilletid på blot 31 minutter når man simpelthen at få brug for en pause, et hvil eller et pusterum undervejs.
’Night and the City’ er ikke et album, man lige umiddelbart sætter på til morgenkaffen eller eftermiddagslæsningen. Det er derimod et album, der kræver koncentration og udholdenhed, hvis man vil finde hoved og hale i sangstrukturerne, riffene og overgangene. Det er opmærksomhedskrævende og mere lukket om sig selv, end hvad godt er.
Ved endt gennemlytning er der ikke meget, der sætter sig fast, og jeg ender derfor med at savne dynamikken og variationen fra forgængeren. Og det til trods for, at bandet til musikmediet Passive/Aggressive har udtalt, at de her har haft frihed til at skrive hooks. Dem har jeg i hvert fald svært ved at høre.
Måske albummet åbner sig mere, når man vender tilbage til det efter nogle måneder. For selvom 'Night and the City' er svær at gøre sig klog på, så viser den også i sine små øjeblikke af storhed, hvorfor Oxx er en af den danske metalscenes mest interessante bands i de her år.
'Night and the City' er en kraftpræstation af musikerne. Men det kræver altså også en kraftpræstation af lytte rigtigt til den.