Voldsparate og storslåede
Strychnos springer ikke over, hvor gærdet er lavest: På 'Armageddon Patronage' udvider de paletten og stræber efter storhedens tinder.
2. Armageddon Patronage
3. Choking Salvation
4. Endless Void Dimension
5. Pale Black Birds
6. Stanken af Dyd
7. Sweeping Storm of Suicide
8. Nattevandrerinden
Efter succesen med debutalbummet 'A Mother's Curse' (2022) ville det have været forventeligt, hvis den danske dødsmetalstridsvogn Strychnos havde lavet et album, der var omtrent identisk med debuten, for at bygge videre på succesen og fastholde brandet.
Men det gør de ikke på opfølgeren, der udkommer omtrent 1½ år efter debuten (ganske imponerende, når nu det tog over tyve år, før 'A Mother's Curse' udkom). For selvom basis stadig er en mørnet, voldsom, aggressiv blackened death metal, som kommer buldrende hen over lytteren og efterlader én temmelig mørbanket, viser 'Armageddon Patronage' også et band, der udvikler deres lyd.
Fra gravkammeret mod bjergtinderne
Fx er der orientalske motiver på åbningsnummeret 'Winds Warning the Final Storm' (der måske ikke helt lykkes med at fusionere det med den voldsparate dødsmetal). Der er proggede synths fra ex-guitaristen Jeppe Hasseriis (Dynatron) på 'Endless Void Dimensions' (der også har gæsteoptræden fra en vis tidligere Dominus-vokalist, der synger ren vokal). Der er flere guitarsoloer, der viser melodisk tæft, ligesom det virker, som om der er mere af guitarist Andreas Lynges rene backingvokal. Lyden og stilen virker simpelthen mere ekspansiv, hvor debutalbummet var mere fortættet og iltfattig.
Et eksempel kunne være 'Choking Salvation', hvor et kontrolleret grundgroove løfter sig og bliver til noget langt mere monumentalt i kraft af netop de elementer og af det ret simple, men effektive grundriff.
Hvor debuten havde en grundstemning af død og råddenskab, så er det, som om Strychnos på dette album forsøger at løfte sig mod en mere sortromantisk, majestætisk ekstremmetal. Som om de så at sige bevæger sig fra gravkammeret mod bjergtinderne på 'Armageddon Patronage'.
Skrækromantisk majestæt
Det viser sig også ved, at Strychnos sjældent finder det hurtige gear frem. Albummet er overvejende holdt i midttempo, og der er mere fokus på en dramatisk atmosfære end på skallesmækkende voldsorgier. Det er fx symptomatisk, at afslutningsnummeret 'Nattevandrerinden' trækker på B.S. Ingemanns skrækromantiske digt af samme navn (om en uhellig, natlig blodskamsaffære mellem en ung adelskvinde på et gotisk skrummel af et slot og hendes afdøde bror). Selvom Strychnos spiller dødsmetal, trækker de på en sortmetallisk atmosfære her – og på genrens tremoloriffing. Langt fra dødsmetallens fokus på gore og splat, med andre ord.
På 'Endless Void Dimensions' søger de efter doom metallisk grandeur og finder det, mens 'Pale Black Birds' måske bliver så komplekst, at det ikke helt er til Strychnos' fordel. Men selvom de har udvidet paletten, så kan de stadig spille dødsmetal, der smadrer igennem – som på 'Sweeping Storm of Suicide', der ikke tager nogen fanger.
'Armageddon Patronage' viser noget så sjældent som et band, der ikke bare hviler i deres etablerede stil, men forsøger at udvide den, stræber efter mere, efter noget større. Den slags er i sig selv højst anerkendelsesværdigt, men særligt når resultatet er så vellykket, som det mestendels er.