10 Hurtige – Anders Steen Nielsen

Du har med garanti mødt Anders oppe foran til en koncert et eller andet sted i DK – men hvem er han egentlig? Vi har kastet 10 hurtige efter den piberygende koncertjunkie.

Som et genkendeligt ansigt på den danske live-scene må vi hylde Anders Steen Nielsens dedikation i alle afkroge af metalmiljøet. Lige så meget som han holder sig fra alle former for sociale medier, lige så sikker kan du være på ofte at se ham storsmilende med næven knyttet oppe på forreste række, for at støtte op om store som små.
I privaten har han ganske vist arbejdet som systemudvikler de sidste +20 år, og har ligeledes en stor passion for teatret, engelsk historie og fordybelsen i litteraturens verden.
Det er dog hans overvældende dedikation til live-oplevelserne i punkens og metallens verden, der forklarer, hvorfor vi har sat ham stævne i dag til at blive klogere på, hvad der driver ham, når det kommer til den genre, vi alle har som samlingspunkt.

Hvad er dit første minde om heavy metal?
At jeg som 13 årig havde fundet nogle plader på biblioteket – ved at se på covers, for det var reelt det eneste man havde at gå efter. Jeg kom hjem og satte en af dem på, og det var så Motörheads 'Ace of Spades'.
Det var nærmest en chokerende oplevelse, for da var det hårdeste musik, jeg havde hørt, vel været Rolling Stones – og der er unægteligt noget af et spring.
Min umiddelbare reaktion var nok ikke, at jeg elskede det. Jeg følte nok mere en fascination af, at det kunne lade sig gøre at lave musik i den stil – og at nogen rent faktisk gjorde det – og det er så den fascination, der gjorde, at jeg begyndte at afsøge metal, og også punk, mere og mere – og så kom kærligheden til genren så efterhånden.



Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Det er et af de her spørgsmål, som jeg egentlig ikke synes giver mening. Bands har forskellige kvaliteter, der reelt ikke kan sammenlignes – og et eller andet sted giver det ikke mening, at alting skal rangordnes.
Men hvis jeg tænker på spørgsmålet på en lidt anden måde og så spørger mig selv om, hvilket band jeg allernødigst ville undvære, så må svaret være Rotting Christ, specielt på grund af deres liveoptræden. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, men til alle de koncerter jeg har set med dem, er jeg kommet totalt overvældet ud.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
David Sanchez fra Havok.
Både når man ser på deres tekster og hører ham tale fra scenen, så virker det som om han har en masse holdninger, der er noget han reelt har tænkt over. Det kunne være interessant at få en samtale om hans holdninger og finde ud af, hvor de kommer fra, og hvad der driver ham.


Foto: Peter Troest

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Igen er det et af de spørgsmål, der er sindssygt besvare, for der er godt nok udgivet mange gode albums. Det er ikke en liste, jeg lige har klar i hovedet – men her er nogle skud:

Rotting Christ - 'Κατά Τον Δαίμονα Εαυτού'
Dire Straits - 'Love Over Gold'
Terror - 'Total Retaliation'
Firespawn - 'The Reprobate'
Pink Floyd - 'The Dark Side of the Moon'
Vader - 'Empire'

Det blev så seks – men det ville ikke rigtigt give mening at bruge tid på lange overvejelser over, hvad der skulle fjernes, så nu bliver det sådan.
Og hvis jeg får spørgsmålet igen i morgen, er listen nok anderledes – men disse albums er da i hvert fald deroppead.



Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Igen er de jo nærmest umulige at rangordne. Men én, der i hvert fald har betydet meget for mig, var Primordial i Lille Vega i 2016. Det var måske den første koncert, hvor jeg oplevede, at alt gik op i en højere enhed – og jeg virkelig fandt ud af, at der er magi at hente til koncerter på mindre spillesteder.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Langt størsteparten af den nye musik opdager jeg til koncerter – enten fordi det er bands, der spiller, eller fordi jeg får talt med folk, der så nævner bands, jeg går hjem og hører.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Det koncept giver ingen mening – al musik er ligeværdig, hvis man bare kan lide det.

Hvordan kan det være, at vi først har bemærket dig i koncertmiljøet i løbet af de sidste 7-8 år?
Det er også for dårligt. I betragtning af at jeg har hørt metal siden 1980, så er det ikke i orden, at der skulle gå så lang tid, før jeg begyndte at gå til koncerter.

For at komme med noget af forklaringen, så havde jeg som ung absolut ingen penge, så koncerter var reelt ikke nogen mulighed. Det var svært nok at finde penge til husleje m.m. Da jeg så var færdig med mine studier og langt om længe fik et job, så arbejdede jeg alt for meget og fandt derfor aldrig rigtig tid til noget andet.
Samtidig skal man være opmærksom på, at når man ikke er en del af miljøet, så har man ikke nogen ide om, hvad og hvormeget der rører sig, og hvor mange muligheder, der reelt er. Indtil man faktisk er kommet ud og har mærket liveoplevelsen, stemningen, lydtrykket o.s.v., så ved man ikke, at man mangler det, og derfor gør man ikke nok for at opsøge det – det gjaldt i hvert fald mig.

Det peger måske også på noget, vi skal overveje som miljø. Vi skal nok være meget bedre til at lave fortællingen om, hvor utroligt meget der sker, og hvor gode muligheder alle har for at opleve musikken og miljøet – og være meget bedre til at komme med fortællingen, når der en sjælden gang er mainstreammedier, der interesserer sig for vores miljø.

Det, der så til sidst lokkede mig ud, var Copenhell. Jeg fik tid til/mulighed for at komme derud i 2015, og det blev jeg klart bidt af. I løbet af det næste års tid gik jeg så til nogle koncerter, og havde nogle rigtigt gode oplevelser. Men det var nok den Primordial-koncert jeg nævner ovenfor, der virkeligt viste mig, at der er noget helt exceptionelt at opleve derude – og dermed grundlagde den totale afhængighed af koncerter jeg nu er ramt af.



Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Ikke så meget fordomme som chok, når folk har fundet ud af, hvilken type musik jeg lytter til.  Det er nok mere et udtryk for, at folk har en kasse de putter folk, der lytter til heavy, ned i – og de så har meget svært ved at håndtere det, når der så er en, der ikke rigtigt passer i kassen, der viser sig at gøre det.
En enkelt anden sjov ting, der igen mest er en generel fordom, og ikke så meget er rettet mod mig, er en kommentar jeg har fået en del gange når folk har fundet ud af, at jeg går til metalkoncerter – og specielt Copenhell:
"Hvordan tør du det? Er det ikke farligt?"
Det sker ikke helt så ofte mere, men det forekommer da.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Absurd mange – men de har dét tilfælles, at de er præget af den udbredte accept af alle typer mennesker, der generelt er i miljøet. Der er noget smukt ved, at der er en helt generel konsensus om, at vi skal være omfavnende og imødekommende. Det har for mig personligt gjort, at jeg har følt mig meget velkommen helt fra starten af min tilværelse som koncertgænger.
Så tak til alle jer, der er med til at holde den kultur ved lige – det er en usandsynlig vigtig del af oplevelsen af at komme i miljøet.

Ellers vil jeg også pege på den mulighed, der er for at komme i kontakt med kunstnerne, både til deres egne og andres koncerter. Det giver noget specielt at komme til koncerter, hvor man kender dem, der spiller, og kan tale med dem før og efter koncerterne.

Hvorfor er du heavyfan?
Egentligt tror jeg ikke, at jeg kan tilføje så meget til det ovenstående, men ekstremt kort:
Jeg elsker musikken, specielt for dens energi.
Jeg elsker menneskene i miljøet, specielt for deres imødekommenhed.
Jeg er til stadighed fascineret af den magi, der kan opstå, når det rigtige band finder det rigtige publikum på det rigtige spillested. Det giver oplevelser, jeg ikke har fundet tilsvarende andre steder.

Foto: Jacob Dinesen