Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ambitioner, kompetencer og forventninger

Updated
Spiritbox-Eternal-Blue-Artwork

Spiritbox er en genrehybrid, der gerne vil kombinere, udfordre og skabe et levende musikalsk univers. Ambitionerne er store, kundskaberne tilsvarendende, men kvartetten formår ikke at leve op til forventningerne, der er minimum lige så høje.

Kunstner
Titel
Eternal Blue
Dato
17-09-2021
Trackliste
1. Sun Killer
2. Hurt You
3. Yellowjacket
4. The Summit
5. Secret Garden
6. Silk In The Strings
7. Holy Roller
8. Eternal Blue
9. We Live In A Strange World
10. Halcyon
11. Circle With Me
12. Constance
Karakter
3

Debutten fra canadiske Spiritbox har for fans af bandet, og de genrer kvartetten gør sig inden for, været et af årets mest ventede udgivelser. Tager man bandets bagkatalog af EP’er og singler i betragtning, er den hype fuldt forståelig. Både den selvbetitlede debut-EP fra 2017, men specielt den efterfølgende ‘Singles Collection’, der kom i 2019, fremviste et progressivt metalcore-band, der havde succes med at blande genrer og mixe det poppede og melodiske udtryk med knusende breaks og insisterende riffs. Et udtryk bandet har haft succes med at videreføre til størstedelen af de singler, der blev udgivet forud for ‘Eternal Blue’.

Fem singler for at være helt nøjagtig, hvor specielt 'Holy Roller', 'Circle With Me' og 'Hurt You' kun har skubbet til de i forvejen høje forventninger.

Bandets baggrund taget i betragtning, er det svært ikke at forvente et fortsat kaos som minimum. Forsanger Courtney LaPlante og guitarist Mike Stringers fortid i Iwrestledabearonce har altid været tydelig i Spiritbox’ lydbillede. Det er den imponerende vokalføring, vekslende fra det dybe brøl til den smukke, drømmende rensang og den kaotiske tilgang til sangskrivningen, der har defineret bandets musikalske univers. At Bill Crook fra Living With Lions indtog fast plads som bassist i 2018, forstærkede kun det udtryk.

Der er dermed alle mulige årsager til at forvente noget stort fra Eternal Blue.

En hårfin balance
Alligevel lykkes det ikke rigtigt for Spiritbox, og årsagen er simpel: udover de forudgående singler er det et fåtal af pladens tolv kompositioner, der virkelig lykkes. I forhold til hvor nytænkende bandet har været, hvor dygtige de har været til at skabe en lyd, der er anderledes fra de mange andre metalcore-bands derude, lykkes det langt fra bandet at fastholde det indtryk på tværs af pladen.

Det starter ellers udemærket med ‘Sun Killer’, der indleder pladen med en mørk tone og et intenst beat, hvor LaPlantes smukke rensang især står stærkt overfor det dystre musikalske side. Toppet af et nok typisk, men veludført, c-stykke, der både virker nærværende og i takt med tiden.



Pladens andet nye nummer, ‘Yellowjacket’, fortsætter de positive toner med en legende let og udfordrende indledning – og et vellykket gæstevisit fra Architects-forsanger Sam Carter. Men allerede her begynder Spiritbox at spille de sikre og knapt så udfordrende kort.

Herfra er det småt med positive overraskelser. ‘Constance' har altid været søvndyssende, hvilket også gælder ’The Summit’, der mest af alt lyder som et nummer født i på en dårlig dag i midt 00’erne. Med undtagelse af et effektfuldt c-stykke er titelnummeret stort set ligeså uinteressant.

Problemet er indlysende: det lykkes sjældent for bandet at kombinere den storladende pop, at bringe LaPlantes smukke vokalfraseringer i spil, uden der opstår et stilmæssigt clash, og kompositionen mister styrke. Fint eksemplificeret ved ‘Halcyn’. En ellers beskidt skæring, der har masser af intense riffs og en vanvittig stærk afslutning, men desværre er den rene vokal i vers og omkvæd en brat håndbremse i nummerets fremdrift.

Når det lykkes, som det gør på netop ‘Sun Killer’, men også ‘Secret Garden’ og ‘Circle With Me’, viser Spritibox, hvorfor bandet er så hypet. Her har bandet succes med kombinationen, fordi sangskrivningen er indlevende, stærk, energisk. Dét er indbegrebet af kvartetten og den styrke, der skal bære bandet fremadrettet.

“Blot” en god udgivelse
Der er mange fine takter på ‘Eternal Blue’. Gode ideer og vellykkede kompositioner. ‘Silk In The Strings’ er blandt et af pladens helt vellykkede kompositioner og bedste overraskelser. En stærk tilføjelse til Spritibox’ musikalske univers. Der er masser af godt materiale på kvartettens debutplade, men der er også en hel del fejlskud, og så erfarne, som medlemmerne er, kan man godt tillade sig at forvente mere og bedre. Måske ville det endda have været sundt for udgivelsen, om et par numre var skåret fra.

‘Eternal Blue’ er langt fra den power-statement mange havde håbet på. Det er blot en god udgivelse med sine styrker og svagheder.