Diabolsk heksedans
Fredagen i Pumpehuset bød på en diabolsk og ugudelig glædes- og rædselsfest, der sent vil blive glemt.
Denne aften i Pumpehuset skulle blive min første koncertanmeldelse for Devilution overhovedet og nok min første stå-op-koncert, siden jeg væltede rundt til Benal ved RUC’s årsfest i 2019. Så følelserne var en mærkelig blanding af spændthed som et lille barn til jul og det pres, man giver sig selv til en eksamen.
Selve koncerten i tre akter skulle starte omkring halv ni om aftenen, men indtil da var der både øre- og leveropvarmning i Byhaven. Første navn var hardcorebandet Glöm Alt, der spillede deres debutkoncert. Det er ikke musik, jeg rigtig getter, men jeg kunne nu ikke andet end at spejle mig selv i den usikre men glade udadvendthed, de præsterede med. Bagefter var der endnu mere hardcore, da Indre Krig indtog scenen med større selvsikkerhed, tightness og vrede. Umiddelbart var denne opvarmning lidt en konceptforvirring fra hovedarrangementet, men publikum var glade, de optrædende var glade, og det var jeg vel egentlig også. Aftenen blev skudt godt i gang.
Shaam Larein
Med godt og vel et kvarters forsinkelse gik aftenens første indendørskoncert igang. Shaam Larein er et nyt svensk projekt, der bliver ledt af sangerinden med samme navn. Jeg tror, man skal lede længe efter livemusik, der kan være så smuk og skrækindjagende samtidig.
For Shaam Larein har en fuldstændig fantastisk forståelse for dynamik, hvad angår sangskrivning og optræden. Det ene øjeblik står man og falder helt i trance, svajer over de mørke og mellemøstlige stemninger og Shaams hypnotiserende vokal. Men så med et er det, som om hun knipser med sin stemme og bryder ud i en intimiderende og gåsehudsfremkaldende skrigen. Alt i mens bandet unisont følger hendes stemme i intensitet som en flok ulve, der følger alfaens signaler og lede.
Og så var det super intenst. Alle på scenen, især Shaam selv, havde en nærmest overvældende indlevelse i musikken. Alle svingede med til de tunge rytmer og de trancesvajende melodier, men det vildeste var, hvordan at et ellers casual sceneshow insisterede på ens opmærksomhed på samme måde, som Anthony Hopkins spiller med øjnene og samtidig chokerer i 'Silence of the Lambs'. Lyden sad også lige i skabet, så man kunne høre de mange nuancer, musikken også indeholder.
Slægt
Efter at være blevet godt og grundigt hypnotiseret var det nu tid til, at Slægt både auditivt og visuelt skulle cirkelsparke os alle ud af trancen. Som altid besidder Slægt et enormt musikalsk overskud, der viser sig ved, at energiniveauet på scenen var helt vildt. Leadguitaristen flyver rundt på scenen, hans hår hænger konstant i luften som røgspor fra et gammelt Spitfire-fly. Vokalisten står stålsat og intimiderende og growler, mens bassisten står i sin egen tonserieurofi og nærmest spiller om kap med trommeslageren. Under et længere instrumentalt stykke bliver bassisten ovenikøbet så medrevet af situationen, at han springer ind i mikrofonen som en trold i en æske og giver et kort og højt skrig, så han lige må rette mikrofonstativet tilbage bagefter.
Præstationen var hamrende god, men lyden kunne ikke helt følge med Slægts høje energi og musikalske intensitet. Vokalen druknede meget i det intense virvar, og guitarerne var også lidt svære at skelne fra hinanden. Det blev bedre hen mod slutningen, men lyden kom aldrig til at sidde lige i skabet. Man kunne dog fornemme, at de spillede virkelig godt og tight, og som de gode entertainere de er, er der ingen ting ved selve præstationen, man kan sætte fingeren på.
Demon Head
Nu blev det så tid til aftenens hovednavn, og der kom dermed også flere op at stå foran scenen. Der er blevet tændt stearinlys på scenen, og Demon Head lægger op til den helt store okkulte oplevelse. De starter ud med at spille 'Tooth and Nail' fra deres seneste plade, og det står klart og tydeligt fra start, at selvsikkerheden, spilleglæden og samspillet er i top. De fortsætter til og med tredje nummer med 'Gallows Omen' og en kæk og hårdtslående bevidsthed om, at det nummer altså ikke behøver nogen introduktion, mens publikum hujer i gensynsglæde.
Demon Head spiller uovertruffent. De har været så blodtørstige efter at komme ud at spille, og det lyser ud af dem, da de selv er helt oppe og ringe over at spille koncert igen. Lyden er pissegod, og derfor kunne de med rette også syre slutningerne på numrene helt ud med twinleads og guitarsoli. Selvom de spiller sammen, er det også næsten, som om de prøver at spille hinanden ud af scenen, hvilket resulterer i en slags sammenspilstektonik. De sammenstødte sig selv op til en højere enhed.
Halvvejs inde i sættet kommer Solbruds guitarist ind og spiller med, og til 'The Triumphal Chariot of Antimony' kommer Slægts leadguitarist ind på scenen og spiller saxofon til. Med op til syv mennesker på scenen, bred instrumentering, cembalolydende guitarer og fed energi og stearinlys på scenen føltes hele seancen som en ugudelig heksedans i skoven.
Når jeg er til koncert, tonser jeg enten rundt oppe i pitten, eller også holder mig tilbage med seriøs mine, mens jeg suger indtrykkene til mig. Men Demon Head tvang mig til at rocke med og smile over hele ansigtet. De sluttede af med deres eget titelnummer, og hvis ikke festen og intensiteten var sublim i forvejen, sluttede Demon Head koncerten af med et fænomenalt brag.
Det har været en mørk og okkult, men glædelig aften i Pumpehuset. Bandsene var godt matchet, og alle gav deres absolut ypperste. Jeg kan kun forestille mig, at alle, både bands og publikum, gik derfra med så indprentede smil, som næsten kun gode koncerter kan give.