Fortitudekiks

Populær
Gojira-Fortitude

Det bedste, der er at sige om 'Fortitude', er, at den får forløberne til at tage sig bedre ud. Økometallerne prædiker for koret og lever op til alle fordommene om at være overvurderede.

Kunstner
Titel
Fortitude
Dato
30-04-2021
Trackliste
1. Born For One Thing
2. Amazonia
3. Another World
4. Hold On
5. New Found
6. Fortitude
7. The Chant
8. Sphinx
9. Into The Storm
10. The Trails
11. Grind
Forfatter
Karakter
2

Der er ikke blevet mindre at slås for, siden øko-metallerne i Gojira sidst begavede verden med et album, vi udråbte til at være et mesterværk. Denne gang har de skrevet et album, der byder på en single, der samtidig fungerer som en fundraiser til fordel for regnskoven i Amazonas og dens indbyggere. Pladderhumanisten i mig fryder sig ved tanken om et band, der rent faktisk har noget på hjerte, selvom jeg op til nu ikke har set lyset med hensyn til Gojira. Talt lige ud af posen, for der findes ikke andre måder at servere et budskab på: Efter at have hørt ’Fortitude’ fremstår alle deres tidligere albums som de mesterværker, de blev udråbt til at være.

Hyrder til havs
Åbneren ’Born For One Thing’ fik mig omgående til at gå i arkivet i et forsøg på at placere den effekt, der er dynget på introens guitar, uden held. Det er et nummer, der takket være trommerne oser af Gojira. Men hvor forgængeren ’Magma’ er Gojira-destilleret, føles det her i stedet som om, de har kastet sig over at eksperimentere med deres ellers genkendelige udtryk. Et djentet mellemstykke skal kompensere for en af mange langtrukne sekvenser, hvor bandet piller sig selv i navlen, og det minder mig om, hvorfor jeg er mere skeptisk overfor Gojira, end visse mennesker er overfor global opvarmning.

Vi skal ikke længere end til ’Other World’, før jeg finder mere at ærgre mig over, i min søgen efter hvorfor Gojira får folks briller til at dugge. Tidligere på året anmeldte jeg Devildriver, og i den forbindelse mere end antydede jeg, at de havde lyttet lidt for meget til Gojira. Denne gang forholder det sig omvendt, og jeg får et meget amerikansk metal-vibe fra vores franske venner – dog stadig pakket ind i europæiske fornemmelser og med et lækkert lille black metal-inspireret guitarriff i baggrunden. Her passer deres ellers overdrevent benyttede langsomme sekvenser bedre ind, post-rocken titter frem til sidst, og bløder mig lidt op over for deres valg af alt.

’Hold On’ er en spøjs størrelse, for den er beviset på, at summen af delene ikke nødvendigvis er lige så god som enkeltdelene. Den er på én og samme tid drønirriterende med sine tilsyneladende uigennemtænkte skift fra de klassiske, eksplosive Gojira-trommer til en inderlig solo, men samtidig  er den interessant i sin akavethed. I lighed med ’New Found’ byder den også på sekvenser, hvor alting spiller, og Gojira kommer med et vægtigt, musikalsk argument for, hvorfor det er mig, der er gal på den. Nævnte har dog også sekvenser, der minder mig om, hvorfor jeg synes, Gojira er overvurderede: Lidt for lange passager, med for lidt indhold.

Heldigvis er de ikke nærige med hverken blast beats eller små fills, der fylder mellemrummet i den øvrige musicering, men jeg savner noget af charmen fra deres øvrige albums – set i det blege lys fra den her. Titelnummeret er to minutters lejrbålsjam, der på samme måde som fundraiser-singlen ’Amazonia’  afslører Joes tid som bassist i Cavalera Conspiracy . Den glidende overgang til den støvede ’The Chant’ er veleksekveret, og selvom vokalsektionen på denne lader noget tilbage at ønske, er Joes gutturale men dog rytmiske, ”wake up to the sound of doom” en lille påmindelse om den grelle virkelighed, der udfolder sig for øjnene af os. En fræk lille koklokke fik mig til at trække på smilebåndet, soloerne er lige i skabet, og de fylder baggrunden med interessante riffs, der flirter med forkromet heavy metal.

">

Småt brændbart
Den sidste halvdel af pladen føles tungere, og det ærgrer mig, at de mange afbræk i musikken får ikke blot de enkelte numre, men hele pladen, til at føles usammenhængende. Den ellers bastante ’Sphinx’ åbner med en gedigen røvfuld, og Joes brøl får mig til at sætte mig op og lytte efter. ’Into The Storm’ er et veritabelt stormvejr, der sagtens kunne gå hen og blive endnu et afgørende argument for, at det er mig der er galt afmarcheret. Men i begge tilfælde går der dog ikke længe, før de atter bliver til Gojira, og hvad der kunne have været et øjeblik siver lige så stille ud i sandet. Det er ikke fordi, de ikke må sænke farten og vise sig fra den mere følsomme side; ’The Trails’ er et glimrende eksempel på, at de sagtens kan spille langsomt, men deres tilbøjeligheder til andante bliver til fartbump i stedet for affyringsramper.

Gojira er et letgenkendeligt band og ikke blot på grund af forsanger Joe Duplantiers karakteristiske false chord singing, som for mig ellers er synonymt med gruppen. Desværre oplever jeg tidligt på ’Fortitude’, at de har skruet ned for deres egne særpræg og i stedet forsøgt – og fejlet – i at prøve noget nyt. Deres inderlige aktivisme er lige så glødende, som den altid har været, og jeg tager hatten af for deres brug af den platform, de har til deres rådighed. Derfor er det også svært at skille musikken og budskabet ad, for det er et vigtigt budskab, hvorfor det føles underordnet, hvordan det bliver formidlet.

Min historik med Gojira som lytter er ikke overvældende positiv. Der har endnu ikke været det der ”aha, NU forstår jeg det”-øjeblik, der gør mig i stand til at læne mig tilbage og nyde deres anstrengelser. Jeg har førhen ladet mig overrumple af dem gennem miraklet ved shuffle, og jeg anerkender, der har været øjeblikke, hvor jeg har kunnet fornemme appellen ved dem.

Sammenligner jeg ’Fortitude’ med alt andet Gojira har lavet, vil det være at foretrække. Jeg kastede mig ud i projekt ’Fortitude’ for at undersøge, om jeg langt om længe var klar til at forstå, men uheldigvis har jeg valgt det forkerte album at øve mig på. Jeg savner vildskaben fra ’L’Enfant Sauvage’ og det melodiske fra ’Magma’ og har i stedet fået alt det, der gør, at Gojira aldrig har overbevist mig. De er bedst, når de giver slip på alle hæmninger, og Duplantier & co anno 2021 snubler på målstregen med et album der måske tilfredsstiller fanbasen men altså ikke formår at overbevise mig.