Det handler egentlig om at slå hinanden ihjel

Kropskontrol, svedige mænd og kvinder, der brydes med hinanden, og en international subkultur med sine egne koder og åbne arme: der er ikke noget at sige til, at brasiliansk jiu-jitsu og hardcore har fundet hinanden.

Intet er givet på forhånd: En kvinde og en mand ser beslutsomt hinanden i øjnene og smiler skævt, inden de går løs på hinanden, og med et gevaldigt klask ligger én af dem på måtten et halvt minut senere. For en udenforstående, der ikke har blik for teknikken bag, kan det lige så godt være den ene som den anden, der ender dér og må tage imod en hånd for at blive hjulpet op igen. Der er en dyb, underliggende respekt for hinanden, som ikke er til at tage fejl af, og som minder om den, man kender fra moshpitten: man går til hinanden, og det må godt blive vildt og voldsomt, men der er ingen, der er ude på at skade hinanden. Det handler om at have kontrol over, hvad man gør, og om at stole på, at dem, man ruller med, har det samme.

Kontrol, respekt og et vist mål af frygtløshed. 

Det virker med andre ord temmelig oplagt, at Jacob Bredahl – producer for talrige danske bands fra LLNN til Tv·2, guitarist i Smertegrænsens Toldere, sanger i Riverhead og med en fortid i bands fra Hatesphere til Barcode – sidder lænet op ad betonmuren i kanten af måtten en torsdag eftermiddag bagerst i et træningslokale i Åbyhøj.

Eller en hvilken som helst anden dag, indrømmer han.

– Nu er jeg her for fjerde dag i træk, og det kan godt mærkes i min 42-årige krop. Men jeg gør det alligevel, for det gør mig glad, selvom jeg bliver træt i morgen.



Som skating
Det, der gør Jacob Bredahl så glad, at han smiler bredt under krøllerne allerede inden han har fået sin gi – eller kampdragt – på, er brasiliansk jiu-jitsu. En videreudvikling af judo, der begyndte, da en japansk forretningsmand og judokæmper besøgte Brasilien for godt 100 år siden og brasilianerne den traditionelle kokodan-judo. Det kombinerede de med principper fra brydning ud fra en grundtanke om, at et mindre menneske skulle kunne kontrollere en større og stærkere modstander. Kampsporten blev udbredt til resten af verden, da to medlemmer af Gracie-familien i 1970’erne flyttede til New York og åbnede klubber der. Én af de prominente elever her er Harley Flanagan, der tidligere i år fortalte om, hvad træningen og hans lærer havde betydet for ham, da han ramte sit livs absolutte lavpunkt i 2012. 

Det var noget af det samme, der året efter fik Martin Sedolf til at opsøge klubben Rumble Sports rundt om hjørnet fra hans lejlighed på Amager.



– Jeg havde et stressende job i musikbranchen, og jeg kunne mærke, at jeg oparbejdede en masse vrede og frustrationer. Så jeg havde den der grundtanke som mand, at hvis jeg nu slår på en boksebold, får jeg alle mine aggressioner ud på den måde, og så får jeg det bedre, griner sangeren fra hardcorebandet Cesspool og før det bl.a. Brudte Løfter.

Som Jacob Bredahl er han lang og ranglet og havde derfor en idé om, at han ville være bedst til at sparke med sine lange ben – det siger de uafhængigt af hinanden – men de fandt ud af, at det virvar af arme og ben, der væltede rundt på gulvet, måske ikke så ud af så meget som tilskuersport, men til gengæld gav dem noget helt særligt, når de selv var en del af det. 

– Det er en måde at udtrykke sig selv på. Jeg sammenligner det med at skate, selvom skating er individuelt. Når man skater, er der også altid noget nyt, man kan lære, man kan altid forfine det. Det handler egentlig om at slå hinanden ihjel, men der er så mange måder at gøre det på, og der er nogle helt basic ting, man skal have styr på, griner Jacob Bredahl.



Åbne arme verden over
I dag har de begge lilla bælte efter at have trænet i 6-7 år, men for Martin Sedolf var det en hård begyndelse, da amerikaneren Chris Haueter – der i øvrigt også har en baggrund i den californiske hardcore-scene – afholdt seminar i Rumble Sports.

– Jeg havde ikke rigtig nogen erfaring med grappling, og jeg var virkelig dårlig til det. Jeg fattede ikke en skid, men jeg har en stædig personlighed, så hvis noget er svært, vil jeg prøve at lære det. Så jeg begyndte ugen efter.



I dag træner Martin Sedolf i klubben Arte Suave på Nørrebro, mens Jacob Bredahl er flyttet med klubben The Grappling Lab ud til Åbyhøj efter en meget basal opstart med nogle måtter på gulvet i en garage bag Dead Rat Studio. Den afslappede tilgang til det minder ham om det liv, han kender fra hardcores-cenen, og han funderer over, at det kan være det, der også tiltrækker andre hardcoremusikere som Billy Graziadei fra Biohazard og Matt Brunson fra Crowbar, udover altså Harley Flanagan.

– Jeg vidste faktisk slet ikke, at han trænede, da jeg begyndte. Men jeg kan godt se, hvorfor jeg og en del andre mennesker kan se det fede i det. Når jeg rejser med det her, kan jeg altid sove på en sofa et sted. Det er lidt loose, og man gør, hvad der passer én. Jeg har været på camps i Polen, Estland og Belgien og trænet i Skotland og Taiwan. Hver gang, jeg er på ferie, skal jeg altid finde et sted, hvor jeg kan tage hen og træne, og jeg har kun været ude for åbne arme.



Man kan ikke fake noget
I sommeren 2018 tog Martin Sedolf tre måneder til New York for at prøve at bo og træne der, og som Jacob Bredahl har han oplevet imødekommenhed og åbenhed overalt, hvor han har opsøgt et miljø for brasiliansk jiu-jitsu. For ham er koblingen mellem hans hardcore-tilhørsforhold og BJJ-miljøet mere et spørgsmål om subkulturer generelt:

– Hvis man allerede er del af en subkultur, er det let at komme ind i en anden, fordi man bliver god til at afkode signaler i den kultur. Jeg er blevet stoppet i lufthavnen og på gaden af nogen, der har genkendt en trøje, jeg havde på, og det kan godt minde lidt om, da man var teenage-punker. Det er mest i starten, man er begejstret for det.

Til gengæld har han taget elementer fra brasiliansk jiu-jitsu med sig ind i hardcore:

– Når jeg står på scenen, er der den helt åbenlyse stamina, det har givet mig. Men der er også flere skæve og sjove ting, jeg har taget med, fordi jeg kan lave nogle ting fysisk nu. I Brudte Løfter lavede jeg meget rullefald og baglæns kolbøtter på scenen.



For Jacob Bredahl handler det mindre om show og mere om den attitude, han går til musikken med:

– Nu synger jeg i Riverhead, som er en anden musik end den, jeg laver med Tolderne. Der er ingen mur af distortion at gemme sig bag. Det er meget afslørende og mere ærligt. Det er det samme som her, siger han og klasker en hånd i måtten under sig.

– Her kan man ikke fake noget. Man kan godt spille med musklerne, men hvis man møder én, der er én overlegen, så bliver man taget ud. Det har jeg taget med i Riverhead: jeg kan ikke fake det. Jeg har været gennem ting, både med forhold og kræft, og jeg er blevet gammel og blød.



Min krop kan yde noget effektivt
Selvom han er blevet gammel og blød, tropper Jacob Bredahl op ude i Åbyhøj adskillige gange om ugen for selv at træne og for at træne andre – bl.a. et børnehold, ligesom Harley Flanagan gør det. 

På Nørrebro dukker den to år yngre Martin Sedolf også op flere gange om ugen. Mens corona har forhindret Cesspool, der albumdebuterede i slutningen af 2019, i at spille live, kan han stadig rulle i klubben og på den måde få noget af det, han savner fra moshpitten.

– Jeg har altid været ret frygtløs i pitten. Jeg har aldrig været bange for at stagedive, man skal bare lade være med at lande med hovedet først. 



Men hans indstilling har også ændret sig til hardcore, ligesom den har gjort det til kampsport, siden han begyndte med en forestilling om at ville have sine aggressioner ud.

– Jeg er kommet væk fra det punkt, hvor målet er at få mine aggressioner ud. Det gælder vel egentlig også for hardcore. Jeg har fået nogle andre følelser på spil der. I kampsport er konceptet meget at få kontrol over sig selv. At vide, hvordan min krop kan yde noget ekstremt effektivt. Jeg har fået et holdepunkt.