Ilter ‘21: Forløst hype
Populær
Med halvandet års forsinkelse spillede Riverhead deres debutkoncert med den nye forsanger, Jacob Bredahl. Det kunne heldigvis godt bære hypen.
Forleden gik min kone gennem køkkenet, mens jeg stod og lavede mad og hørte Riverheads første plade som opvarmning til Ilter, og jeg kunne ikke afkode det smil, hun sendte mig. Det var Riverhead, hun grinte af. Ikke fordi der var noget i vejen med musikken, men fordi det for hende lød fuldkommen generisk for den slags emo, jeg har hørt i al den tid, vi har kendt hinanden. Og hun har jo sådan set ret: Riverhead var på debuten ‘Nothing’ et ret godt bud på en genre, hvor det er helt fint at holde sig inden for linjerne, hvis man bare gør det godt nok. Riverhead var på ‘Nothing’ gode nok, men de manglede lige det ekstra for at blive mere end gode nok.
Det ekstra viste sig at være Jacob Bredahl. På papiret ikke verdens mest oplagte match: Det lange rær fra Aarhus har godt nok været med i en god stak hardcorebands, siden han gjorde sin meget markante entré på scenen som sanger i dødsthrasherne HateSphere, men dels har det ud over The Kandidate primært været som guitarist, dels driver Riverhead af følelser, og kan Bredahl overhovedet kapere den slags?
Svaret har fået lov at blafre i vinden i snart halvandet år. Riverhead nåede lige at melde ud, at de havde fået Jacob Bredahl med som sanger, og at de havde indspillet en plade med ham, så lukkede verden ned.
Derfor er det debutkoncerten med det nye Riverhead, vi ser på Ilter. Hypemaskinen har kørt hele dagen, og vi er for første gang på festivalen blevet gennet ud af salen efter det foregående band, Hiraki, så Riverhead kunne få ro på til at sætte deres gear op og komme i stemning.
Og der er stemning. Og al tvivl forstummer.
Riverhead åbner med en sang, der stikker markant ud fra det, de tidligere har lavet. Det er Bredahl, der har insisteret på, at de skulle have den med, fortæller han bagefter, og den står næsten som en programerklæring for, hvad Riverhead kan blive nu. Som f.eks. kan være en tungt bluesy Madrugada-vibe, som Bredahl messer mørkt henover, mens hans lange krop luder i spotten med en bar fod plantet på monitoren og et blik under krøllerne, der udfordrer alle i publikum til at kapere den her transformation af Riverhead og ham selv.
Det er en stil, der fungerer perfekt som – endnu – et bud på, hvad hardcore kan rumme i 2021, og dermed passer glimrende ind i Ilters grundlæggende idé om netop at afsøge, hvad hardcore er og kan være. Men det er også en stil, der let kan føre bands på afveje og overbevise dem om, at de er Nick Cave, og at det er dybt at være dét.
Så heldigvis fortsætter Riverhead i et regi, der er mere genkendeligt. Det er tydeligt, at sangene får et løft af at have en udtryksfuld sanger, der både kan løfte dem og agere showman. Det er lige så tydeligt, at Riverhead fungerer som en enhed i bar mave og blæk med en delt vision om, hvor de kan tage deres emo hen.
Det er stærkt, og det kan blive rigtig godt nu, hvor det får lov til faktisk at blive til noget.