Afsky er dem, som sejrer

Afsky1200_72A8480

Skærtorsdag i Pumpehuset bød på blod og black og indvarslede påsken med et brag.

Kunstner
Titel
Uprising of Inanna + Gabestok
Spillested
Dato
14-04-2022
Trackliste
1. Jeg bærer deres lig
2. Tyende sang
3. Stemninger
4. Vættekongen
5. Et sidste farvel
6. Sorte vand
7. Bondeplage
8. Måneløse nat
9. Angst
Ekstranummer: Ærbødig er den som sejrer
Forfatter
Karakter
5

Det var med lidt blandede forventninger, vi nærmede os Pumpehuset denne skærtorsdag, hvor forårsvejret stadig lader vente på sig, og vi derfor fortsat må bevæge os nogenlunde formummede gennem byen.

Blandet fordi der inden to længe ventede koncerter er annonceret noget så særligt som et “suspensionshow”. For dem, der ikke ved, hvad den slags er, kan det kort forklares som en praksis, inspireret af flere oprindelige folk, blandt andre Nordamerikas Mandan-folk og Asiens tamiler. Blndt disse folkeslag optræder suspension som en religiøs praksis, hvori en persons hud gennembores af kroge eller lignende, hvorefter pågældende fires op i luften og derefter hænger i deres hud. I moderne sammenhænge påtager det sig ofte en erotisk dimension, hvilket netop var det, der gjorde forventningerne lidt lunkne.

Ofte er der en sammenkædning mellem fetish og metal- eller gothmiljøerne, hvilket kan være både trættende, usmageligt og kedeligt. Vi tænker med gru tilbage på Black Market og denne hjemmesides brugeres utrættelige stræben efter at have mindst mulig personlighed

I tilfældet Uprising of Inanna viste dette sig dog ikke at være tilfældet. Fra en lidt sløv start, hvor lyset var slukket for længe, blev hvad der kun kan beskrives som et ritual sat i gang. Tre deltagere stod omkring en liggende skikkelse, der allerede nu var forbundet til trisse og tovværk. Ritualistisk ambient, der først fandt sig selv efter lidt for lang tid – musiklaget kunne trænge til en hjælpende hånd, må vi anbefale Mouth Wound, Uprising? – dannede grundlag for processen, hvori de tre nøgne og bemalede kvinder klædt i kanylekroner som en opdateret sydstatsversion af Jesus Kristus først iførte sig kroge i huden og derefter opførte en dans, hvor kanylerne forsvandt en ad gangen, hvilket bevirkede, at danserne blev dækket i blod. Særligt en af dansernes uudgrundelige smil tilføjede denne akt en mørk mysticisme, hvilket understregede den okkulte heksestemning, og publikum stod med tilbageholdt åndedrag, da den fjerde rejste sig og begyndte sin opstigen mod himlen – igen som et mørkt ekko af påskebudskabet.

Her sluttede det desværre for vores udsendte, da vores unge sidemakker fik et ildebefindende og måtte fragtes ud i frisk luft. Showet havde været for meget, også selvom vedkommende var taget alene til black metal-koncert i en alder af kun seksten og derfor allerede var noget sejere end undertegnede i samme alder.

Den svære kunst at være konsistent
Efter en lidt længere tur på tagterassen end planlagt og lidt flere samtaler med security end vanligt var det tid til at vende tilbage til den lille sal og høre musik. Inden dette skal det dog bemærkes, at Pumpehusets personale var på pletten med det samme, da de opdagede, at noget var galt hos den uheldige koncertgænger, ligesom publikum med det samme hjalp hinanden med at få vedkommende væk fra gulvet og få hentet noget vand. Selvom vi plejer at beklage os over skønmaleriet af metalfolket, levede det fuldstændig op til fordommene, og alle kan roligt besvime til et black metal-show.

Gabestok var aftenens første musikalske act, og ligesom med Uprising of Inanna var det ikke med begejstring malet i ansigt fra showstart. Dette skulle ikke ændre sig meget.

Som trofaste læsere vil vide, har undertegnede konsekvent været lunken over for den danske duo. Under koncerten lykkedes det at koge kritikken ned til én sætning.

Gabestok er rigtig gode, når de spiller gode sange.
Problemet er, at Gabestok ikke skriver nok gode sange.

At de to musikere, “Fleep” og “Dø”, er dygtige, er umuligt at benægte. Især med den skærende seje åbner, hvor det djævelske falsetskrig luftes, beviser og understreger de, hvor højt til loftet er for bandet.
Adskillige gange i løbet af koncerten var der glimt af storhed. Et Cure-inspireret track fremviste et massivt groove, der i den grad lød både nyt og frisk var fremragende og boder godt for en ny plade, hvilket der blev teaset for fra scenen.

Ligeledes mærkede vi mere til 'En gang rådden's store armbevægelser og kæmpemæssige heavy metal-indflydelse, hvilket altid pynter på den mere læderjakkeagtige black metal. Selv et kiks med stortrommen, hvor Simon Frenning fra Afsky måtte træde til med en hjælpende hånd, kunne ikke aflede fra de fede tracks.

Hvad der til gengæld distraherede fra dem, var de mindre gode. Gabestok skriver som de spiller, hæsblæsende og hidsigt, hvilket kan være charmerende i øvelokalet, men af og til bliver trættende i virkeligheden. Knap en tredjedel af sættet kunne være barberet væk. Publikum var dog i høj grad tilfredse.

Lugten af brændt hår

Nogen, der til gengæld mestrer konsistensens svære balancegang, er Ole Luk. Som frontmand og sangskriver i tre af Danmarks allerbedste black metal-bands gennem tiden har han ikke mere, han skal bevise. Ikke desto mindre gør han det gang på gang.

Efter et par fakler var tændt, en røgmaskine tømt til det sidste og en vindmaskine skruet helt op, var scenen sat for Afsky – et band, der i sin grundform er Luks soloprojekt, men i dag ledsages af Simon Frenning på trommer, Simon Skotte Krogh på guitar og Jonas Faghtmann på bas. Hvis navnene lyder bekendte, er det ikke kun, fordi de tre er medlemmer af henholdsvis Morild, Sunken og Sunken, men også fordi to ud af de tre udgør det nye band Heltekvad sammen med Ole Luk, mens Faghtmann slutter sig til samme, når de spiller live. Dette skulle vise sig vigtigt sidst på aftenen.

Udover at Heltekvad i sig selv er fremragende, har det også betydet, at musikerne kender hinandens mindste bevægelse og spiller så grotesk tight, at det er en fryd at overvære.

Det allerførste, der ramte os, var to simultane nyrestød; et højt i form af Ole Luks rædselsvækkende skrig og et lavt fra Simon Frennings dystert buldrende trommesæt. I blæst og røg lignede Krogh nærmest en søhelt af slagsen, som Ildskær kunne have sunget om, og ud af tågen lød Luks vokal som en banshees dræbende skrig.

‘Stemninger’ blev fremført så vederkvægende, at det næsten kunne fremkalde tårer, alt imens energien boblede på kogepunktet i den voksende moshpit foran scenen. Hele publikum fik, hvad de ønskede, mens Afsky spillede, og ved hver eneste ny sangs begyndelse reagerede salen, som om det var bandets største hit, de satte gang i. Hvis det ikke er en kærlighedserklæring fra et publikum, ved vi ikke hvad er.
Intet kunne stoppe Afsky.

Ikke engang da lugten af brændt hår spredte sig fra scenen, hvor adskillige lange frisurer blev svunget i rasende tempo nær åben ild, viste de noget som helst tegn på at sænke hastigheden. Selvom interaktionen med publikum var minimal, følte man ikke på på noget tidspunkt, at der var nogen andre steder, de hellere ville være.

70 minutters sæt blev det til, og de fleste var headbanget ud, da Ole Luk drillende spurgte, om vi ville have mere. De, der troede, det var slut, og var på vej mod udgangen drejede alle til hobe om på hælen og sluttede sig til mængden foran scenen som glubske hunde, da Afsky med et glimt i øjet kastede en luns kød mere og spurgte, om vi kendte til Heltekvad. Ud fra responsen at dømme var det bekræftende, og firkløveret trakterede os med ‘Ærbødig er den som sejrer’ fra 'Morgenrødens Helvedesherre', hvilket fungerede over al forventning, selv med den lidt aparte intro, der så trilfredsstillende rives i stumper af Frennings trommer.

Uanset hvad man måtte have forventet inden showets start, overgik Afsky dette. En fabelagtig præstation, intet mindre.