Overskæg og heavyblack
Københavnske Gabestok er hurtigt ude af starthullerne og har skruet det tekniske niveau op, men mister overblikket i bare iver.
2. Én Gang Rådden, Altid Rådden
3. Retningsløs Vrede
4. Når Ondskab Gydes
5. På Gravens Rand
6. Jeg Vil Dø I Min Rede
7. Smitsom
8. Tågens Melodi
Gabestok er måske det mest fremadstormende band fra Mayhem-scenen. De er i hvert fald dem med mest fart på. Det er positivt, hvis man i den grad hungrer efter danske black metal-udgivelser, og det er også sejt nok, hvis man kalibrerer sit barometer efter fandenivoldskhed. Problemet opstår, når hver enkelt plade kun kan vurderes på sine egne kvaliteter og ikke kan krydres med liveoptrædener. For Gabestok har mange styrker. Man ville bare ønske de kunne finde ud af hvilke af dem, de ville satse på.
‘Én Gang Rådden, Altid Rådden’ er måske Gabestoks bedste plade til dato. Der er helt vildt mange gode elementer, og når de er stærkest, er det brilliant. Åbningsnummeret ‘Træk Stikket’ åbner vanvittig godt. Et skarpt lick, som med det samme akkompagneres af synth, inden et skrig, der på bedste vis hylder bands som King Diamond og Emperor, flænger luften og åbner ballet for en noget mere poleret udgave af Gabestoks vanlige smadderblack. ‘Træk Stikket’ står knivskarpt, og den solide heavy-indflydelse klæder de to, og stiller krav til deres normalt mere primitive spillestil. Det er ikke mange forundt at kunne levere et falsetskrig så overbevisende, og det bør præmieres.
Derfor er det også ærgerligt, at det ikke udnyttes mere. ‘Træk Stikket’ er pladens allerbedste track, i høj grad på grund af vokalarbejdet og det seje, muskelsvulmende riff. Der er flere tråde, der fører hen til åbneren i løbet af pladen, særligt på første halvdel, men herefter bliver den noget mere ufokuseret.
Der anlægges overskæg og rumles med motorcykelgashåndtaget på den potente ‘Retningsløs Vrede’, der kommer som nummer tre, og selvom titeltracket i sig selv rummer noget godt i form af dyb bas og fed orgel, mere om det senere, kommer det simpelthen i klemme mellem de to sejhedstinder af riffs.
Mayhem-purister vil nok modsige mig i min lovprisning af de numre, der lægger punkæstetikken bag sig, men det er helt tydeligt for mig at høre, at Gabestok ville kunne nå frem til noget endnu federe, hvis de gik ned ad den sti. Der er sgu rigeligt black metal-bands, der er bedre til at være vrede end til at spille på guitar i forvejen.
Snit-snit
På grund af A-sidens fortræffeligheder bliver det desværre også lidt af en pligt at høre pladen færdig. Det er absolut ikke ueffent sine steder. Jeg er er personligt enormt begejstret over Gary Moore-trommerne, der indleder ‘På Gravens Rand’, eller militær-ditto på ‘Jeg Vil Dø i Min Rede’, der står som mindre højdepunkter i den nedadgående bjergkæde, der er ‘Én Gang Rådden…’
Der er bare for mange elementer. Gabestok har haft svært ved at give slip på deres DIY-image og lægge sig op ad en mere glat produktionsstil, hvilket er forståeligt nok. Det giver bare en aldeles ujævn lytteoplevelse, der føles som om den topper alt for tidligt. Måske skulle pladen have været delt op i to EP’er med hver deres tema, eller i hvert fald på anden vis adskilt. Som det er nu, rammer den ikke rent, og det er synd, både for fans af den gamle stil og nye tilhængere.
Det skal dog understreges, at denne plade, i modsætning til den sidste, lover meget for fremtiden. Det er sjældent at black metalbands forstår at spille lækre licks, men det skal jeg lige love for, at Gabestok har lært. Det er en fryd for øret, ligesom synthesizeren er gået fra en være en gyserfilms-gimmick til at være en reel stemningsgiver og et solidt backdrop for den lækre instrumentalisering.