Genset: Give Dime a shot of whisky!

Pantera_billet

Dimebag Darrells død er blandt de mest tragiske i musikhistorien. Vi genser den sidste omgang med guitarlegenden og Pantera i Danmark, da det dybt fordrukne band indtog KB Hallen med Satyricon som support for to årtier siden.

Kunstner
Spillested
Dato
19-04-2000
Trackliste
1. Yesterday Don’t Mean Shit
2. Walk
3. A New Level
4. Hellbound
5. Goddamn Electric
6. Becoming
7. Revolution is My Name
8. Death Rattle
9. I’m Broken
10. Fucking Hostile
11. This Love
12. Primal Concrete Sledge
Ekstra:
13. Domination
14. Cowboys From Hell

Der findes næppe en mere trist dato i musikhistorien end 8. december. John Lennon blev myrdet på åben gade i New York. 700 kilometer derfra i Ohio og 24 år senere i 2004 stod Dimebag Darrell for skud – sådan helt bogstaveligt, da guitarlegenden blev myrdet midt på scenen af en psykotisk fan under en koncert med Damageplan.

Heavy metal er stadig så relativt ung en genre, at det ikke er alderdom, der har gjort det af med idolerne. Sygdom tog Dio. Hård livsstil gjorde det af med Pete Steele. Men ligefrem myrdet på scenen? Så bliver det sgu ikke mere tragisk. Hvis alle husker, hvor de var henne 11. september 2001, så husker alle Pantera-fans sikkert også, hvor de var, da meldingen om drabet på Dimebag tikkede ind om morgenen den 9. december 2004.

Jeg var lige vågnet. Sad i sofaen med morgenkaffen, da min buddy Kasper sendte en sms. Dime var død. Skudt ihjel. Og rygtet ville vide, at Vinnie Paul bag trommesættet havde lidt samme skæbne. Det er den eneste gang i mit liv, jeg har tudet over en musikers død. Det var chokerende. Meningsløst. Og ekstremt frustrerende at sidde midt i uvisheden om, hvad der egentligt var sket. Jeg havde ikke internet. Og på tekst-tv stod der ingenting. Danmarks Radio ignorerede drabet fuldstædigt. Først hen på eftermiddagen skete der noget i nyhederne på TV2. Fire døde og tre sårede under heavy metal-koncert i Columbus, Ohio, lød det i indslaget, der varede 30 sekunder.

Dimebags plekter
Et halvt minut. Flot, Danmark. Mere tid blev der ikke brugt på mordet på et af de største guitargenier, verden nogensinde har set – eller kommer til at se. Men midt i tragedien dukkede der alligevel en bedrøvelig følelse af lykke frem i sindet. For jeg havde set Pantera. Nået at oplevet dem live i KB Hallen 19. april 2000. Deres sidste show på dansk grund. Og endda kommet hjem fra koncerten med Dimebags plekter, som han kastede fra sig efter koncertens sidste nummer, ’Cowboys From Hell’. Jeg har grebet plektre fra alle de store. Hetfield, Hammett, Mustaine, Kerry King, Paul Stanley og alle mulige andre. Men det lille hvide stykke plastik med Dimebags navn på den ene side og Panteras logo på den anden er klart det største klenodie i samlingen.

Livets perfekte soundtrack
Koncerten i KB Hallen var kulminationen på et årtis fanatisk forhold til heavy metal siden barnsben. Livsstilen startede med MTV, hvor heltene i 1991 hed Guns N’ Roses og Metallica. Følsomme fyre i sweaters og deres pseudorock sagde mig ikke en skid. Nirvana og Pearl Jam var sådan noget, min fire år ældre bror og hans venner lyttede til, fordi pigerne også godt kunne lide det. Og kunne lide at snave til det. Mig og barndomsvennen igennem tre årtier, Christian, var bestemt også glade for piger, men at dele musiksmag med det modsatte køn havde vi ikke lige behov for. Tværtimod. Der var mening i galskaben. Jo vildere musikken var, desto mere føltes tonerne som en maskulin saltvandsindsprøjtning i splejsede drengekroppe fulde af vrede. Vokser man op i et ekstremt voldeligt ghettokvarter i Jylland, så har aggressiviteten i heavy metal en naturlig tendens til at være livets perfekte soundtrack. Og det gav i den grad mening at gå i T-shirts med drabelige motiver og være en omvandrende fuckfinger til de wimps and posers, der lyttede til Nirvana og New Kids on the Block.

Chillum med Anselmo
Den vildeste åbenbaring kom i 1994. Vi var tolv år gamle, da Christian fik en ny nabo i boligblokken. John Smedemark, der i dag spiller bas i Lipid, flyttede ind og introducerede os for Type O Negative, Illdisposed og Pantera, der lige havde udsendt ’Far Beyond Driven’ – til dato den vildeste plade, der nogensinde er gået direkte ind som nummer 1 på den amerikanske hitliste.

Men bare fordi Pantera blev mainstream, solgte de aldrig ud. Men solgte var Christian og jeg fuldstændig til tonerne af ’Far Beyond Driven’ og det image, de fire fyre fra Texas havde. Dimebag med sine seje guitarer og det røde fipskæg. Anselmo med sin veltrænede krop og tatoveringer i siden af den skaldede isse.

Misundelsen var stor, da Pantera kom til landet i september 1994. Vi var for unge til at være der, men store nok til at læse om i Musikmagasinet Mix, hvad vi var gået glip af. Jens Jam Rasmussen rapporterede i sine faste spalte Cement-Mix fra koncerten, og i bladet var der et foto af Phil Anselmo, der efter showet røg chillum med de danske fans. Ryge en fed sammen med Anselmo? Det kunne ikke blive sejere i en tolvårig ghettoknægts øjne. Eller usundt. Set i bagklogskabens lys var det naturligvis dømt til at gå galt, når ens barndomshelte hed Bo Summer, Lasse Bak, Pete Steele, Dimebag Darrell og Phil Anselmo.

Rigeligt med plåk-øl
Men det er en anden historie. Tilbage til den rigtige historie, 19. april 2000, da fem metalhoveder på omkring de 18 år og uden bekymringer i livet satte sig ind i et IC3-tog i Vejle mod hovedstaden. Det tog tre timer i toget. Men tiden fløj af sted i godt selskab sammen med Christian, Kasper, Allan og Heinz og favnen fuld af samtidens nye øl, Carlsbergs plastikflasker, de såkaldte plåk-øl med 38 cl i og et bredere hul at drikke af, så bajerne kunne bundes hurtigere.

Jyderne kom til storbyen midt på eftermiddagen. På Hovedbanegården blev vi hurtig mødt af en tvivlsom type, der straks udbrød: ”Hva’ så drenge, skal I bruge noget speed?” Det skulle vi ikke. Mindre kunne også gøre det, så Allan købte en lille klump hash af manden. Til stor fortrydelse senere på aftenen. Allan fik ikke rigtig set Pantera. Til gengæld fik asfalten foran KB Hallen set indholdet af en ligbleg Allans mavesæk. Men før vi overhovedet kom til koncerten, kom vi ned ad Strøget og ind i den nu lukkede Fona 2000 for at handle godt ind i butikkens heavy-afdeling. Og derfra videre ind på Sams Bar (d'oh!) og bunde flere bajere. Og så mod Peter Bangs Vej. Endelig fremme.

Blåstempling af black metal
På datoen for publiceringen af denne artikel er det tilfældigvis præcis 20 år siden, at ’Reinventing the Steel’ udkom. Genhørt i disse dage må jeg sgu nok konstatere, at den plade er en tour de force i shredding. Produktionen er suveræn. De fleste sange sindssygt seje. Dengang var jeg ligeglad. Alt i mit univers handlede om black metal, og præcis derfor var den her aften helt speciel.

Foruden ligegyldige Powerman 5000 var Satyricon med som support. De fleste er måske ikke klar over det, men da black metal gik fra at være klodens mest forhadte genre i 1990’erne og til at være den mest udvandede og stuerene genre i dag, så havde Phil Anselmo en stor andel i at gøre black metal populært for masserne i det nye årtusinde. Det var en blåstempling af dimensioner, da Phil Anselmo pludselig optrådte i T-shirts med Darkthrone og ikke mindst dannede Eibon sammen med Satyr, som de begge to sammen promoverede i pressen på den her turné.

Satyricon i forkerte rammer
Men nordmændene var stadig et myrenavn i Danmark, som ikke mere end et par hundrede – ud af 3.000 gæster til den udsolgte koncert – stod klar til at se foran scenen. Satyricon havde debuteret i Danmark i Lille Vega året forinden med Blazing Eternity som support. Men jeg kom desværre aldrig af sted.

Satyricon havde kun 30 minutter at gøre godt med i KB Hallen. Tre numre blev det til fra ’Rebel Extravaganza’ og to fra ’Nemesis Divina’.  Der var pænt langt imellem danske visitter, når det gjaldt koncerter med de store black metal-navne på det her tidspunkt. Og her stod man så og overværede en for kort koncert med mudret lyd blandt et par tusinde mennesker, der ikke kunne være mere pisseligeglade.

”Det lyder af lort,” konstaterede brødrene Pedersen fra Lipid med korslagte arme, da jeg mødte dem i baren under nordmændenes koncert. Lort var måske for meget sagt, men skuffende var det. Og at hovednavnet også ville skuffe senere, fik publikum allerede en forvarsel om under ’Havoc Vulture’, som Phil Anselmo kom ind på scenen og skreg med på.

Lignede en spritstiv bums
Der var langt til den skaldede og veltrimmede Phil Anselmo, jeg var blevet fan af syv år tidligere. Den 31-årige Anselmo, der kom ind på scenen, lignede en fordrukken bums. Overvægtig, langhåret, langskægget og spritstiv. Der var god grund til, at Pantera gik i opløsning små tre år senere. Kreativiteten havde ikke længere kontrollen. Det havde misbruget. Allerede om eftermiddagen, da Pantera skulle møde den danske presse, ankom bandet totalt forsinket ind til journalisterne, fordi de havde så voldsomme tømmermænd og lige var vågnet. For straks at fortsætte festen.

Da Pantera gik på, proklamerede Anselmo hurtigt fra scenen, at han havde været i gang med sprutten i de seks timer, han havde været vågen. No shit! Og de andre havde fandeme bare at følge med i sangerens tempo.

”Give Dime a shot of whisky!” lød det fra frontmanden imellem stort set hvert nummer. Inklusive en ustoppelig omgang ævl. Pantera stod i KB Hallen i 90 minutter. De spillede i 70 af dem.

Fik gode anmeldelser
Genlæser man samtidens anmeldelser af koncerten i dagbladene og Metalized, er det gennemgående i kritikken, at manden rablede løs i stedet for at koncentrere sig om musikken. Men det trak ikke gevaldigt ned i bedømmelserne. Panteras sidste koncert i Danmark fik gode anmeldelser. Jeg husker det som skuffende. Især fordi de ikke spillede ’Cemetary Gates’ og ’Mouth For War’, men i stedet brugte tiden på at ævle og forsvinde ind og ud af scenen – sikkert for at suge pulver op i næsen.

Men det gjorde sgu ikke så meget med koncerten. Det var først og fremmeste turen med drengene, der var fantastisk. Musikken var sekundær, hvis jeg skal være helt ærlig.  ”What's over is over […] There's no rewinding time,” synger Anselmo i ’Yesterday Don’t Mean Shit’, som de åbnede med i KB Hallen. Det er sande ord. Og jeg er glad for, at jeg fik set dem. Fik grebet Dimebags plekter og trods alt oplevet en af musikhistoriens sejeste guitarister i live, før det var for sent.

Der er ingen koncerter i den nærmeste fremtid som følge af coronavirussen. Men på Devilution ved vi heldigvis godt, at vi allerede har set alt, hvad der er værd at se, og at al musik var bedre i gamle dage. Derfor benytter vi karantænen til at se tilbage på de koncerter, der enten var skelsættende for os eller skulle vise sig at blive historiske. Dette er sjette artikel i den nye serie Genset.

Læs resten af serien her.