Lige Lovlig Livlig

livløs cover

Livløs præsterer en gang overraskende livlig og fornøjelig dødsmetal af en slags, anmelderen ikke normalt falder på halen over.

Kunstner
Titel
And Then There Were None
Dato
22-11-2021
Trackliste
1. And Then There Were None
2. Serpentine Supremacy
3. Mortal Severance
4. Pallbearer
5. Kistefjael
6. Drenched in Turmoil
7. Seize the Night
8. Gallows
9. The Purest Black
Karakter
3

Lad det være sagt med det samme: jeg holder generelt ikke af melodød, og af de bands, Livløs selv sammenligner sig med, er det egentlig kun Carcass, jeg momentvis lader mig begejstre over. Når det er sagt, så er det jo ikke fordi, at det er helt umuligt at sige noget - mere eller mindre begavet - om en dødsmetalplade, som den Livløs har begået med 'And Then There Were None'. For når det kommer til stykket er subgenrerne jo ligegyldige, hvis musikken er god.

Er den så det? Ja, det synes jeg, overordnet set, bestemt, at den er, selvom jeg da gerne selv havde set et mere råt og dystert udtryk, end det Livløs går efter. For selvom det da bestemt ikke er glad musik i ordets egentlig betydning, så havde både teksterne og det flotte cover egentlig også ledt mig til at forvente, at det lød både mere tungt og ondt end tilfældet er, men det er jo et kunstnerisk valg. Ikke dermed sagt, at albummet hører til i vores nylige top 5 om crossover imellem dansktoppen og metal, for det er da en ganske fornøjelig omgang dødsmetal efter kunstens gældende regler.

Pladen lever meget på de variationer og skift af dynamik, der er i langt de fleste af numrene. Egentlig synes jeg næsten den er stærkest i de passager, hvor den ikke er så ren "dødsagtig". Særligt når numrene går lidt ned i intensitet og tempo, er det som regel rigtig vellykket og det holder dem fra den ensformighed, der ellers kunne være en oplagt fare ved den type musik, Livløs laver. Men det fine blik for hvornår man skal variere numrene og introducere nye elementer, gør at pladen som helhed fremstår både afvekslende og vellykket. 

Dertil kommer, at hverken pladen som helhed, eller numrene, er for lange. Ni numre, hvoraf ingen af dem er over seks minutter, vidner om et skarpt blik for begrænsningens kunst, hvilket er noget af det vigtigste, man kan have som sangskrivere. Masser af metalsange og albums falder på, at de svage numre ikke er blevet sorteret fra, at riffsne lige får to-tre gange mere i manegen, end de egentlig kan bære, og at der ikke er nogen, der har turdet sige nej til overflødige elementer. I modsætning hertil virker det bestemt som om, Livløs har gennemtænkt numrenes opbygning og længde, så man som lytter hellere smider nummeret på én gang mere, end sidder og kaster lange blikke efter "skip"-knappen.

I sidste ende bliver jeg nok aldrig melodødfan, men Livløs har bestemt noget at byde på. Albummet fremstår som sagt både velkomponeret, velspillet og gennemtænkt, og jeg er sikker på, at folk der har en større glæde ved - og viden om - genren nok vil være (endnu) mere begejstrede end jeg er.