Baest er stadig et godt og stilsikkert liveband, også selvom vi har ventet halvandet års tid på koncerten. Det kan hverken corona eller anmelderens generelle uoplagthed og irriterende selvmedlidenhed ændre på.

Hexenbrett trækker tydeligt på førstebølgeblack, men de er ikke et retroband eller et kitschband. De er bare et sejt band.

Det er ikke tilfældigt at Kill-Town Death Fest er en institution. Anmelderens sløje livsvilje til trods lever festivalens sidste dag bestemt op til målsætningen om både død og fest.

Metal Aid pt. II står mere i blackens tegn end etteren, hvilket passer både anmelderen og datoen godt.

Sepultura har været i karantæne og bikset et album med genindspilninger sammen. Det er, i bedste fald, "fint nok".

Øl og Metal er en tiltrængt hjælp. Og det falder på et tørt sted.

Cirith Ungols genstartede karierre lever på denne EP kun delvist op til fordums storhed, men det smager dog af mere.

Mystisk, mytologisk og okkult ekstremmetal er ikke som sådan et nyt koncept, for at sige det mildt. Men Esoctrilihum gør det bedre end så mange andre.

Memoriam har for længst gravet deres skyttegrav – og de bliver i den. Heldigvis, hvis man godt kan lide det sted, de har valgt at grave den.

Baests nye album er en naturlig – og bedre – opfølger til deres tidligere albums, som dog næppe overbeviser tvivlerne. Men de kan jo også bare høre noget andet...

Therion er og bliver Therion. Om det er positivt må være op til den enkelte. Anmelderen her er ikke vildt imponeret.

Hvis man både er glad for Iced Earth og juleplader, venter man sig måske meget af Schaffer/Barlow Project. Desværre er det ikke ligefrem nogen ‘Silent Night of the Stormrider’, vi har med at gøre …