En djævelsk god aften

_XJD6931
_XJD7075
_XJD7203
_XTD7397
_XTD7378
_XJD6672
_XTD7443
_XTD7425

Metal Aid pt. II står mere i blackens tegn end etteren, hvilket passer både anmelderen og datoen godt.

Titel
+ Horned Almighty + Ættir
Spillested
Dato
13-08-2021
Trackliste
1. Hallowmass
2. Undead Hunger
3. Feel The Wrath (Of The Nocturnal Slayer)
4. Cycle Of The Wolf
5. Hour Of The Worm
6. The Book Of Oiufael
7. Robbing The Grave Of The Priest
Karakter
4

Når det både er fredag den 13. og coronarestriktionerne så småt er ved at være en saga blot, så forventer man sig meget horror af to black metal-koncerter, ikke mindst når hovednavnet er kongerne indenfor dansk horror-metal – måske lige bortset fra, well, Kongen – så det er med bævende hænder, man begiver sig ind i Amager Bio. Dog er det snarere forventnings- og frydefuld angst og bæven, man føler, end det er, fordi man gruer for, om det nu bliver godt – for uanset hvad bliver det dejligt at være til ”rigtig” koncert igen.

Glæden ved at være tilbage giver første band Ættir da også udtryk for fra scenen og det sparsomme publikum, der er mødt ind til arrangementets start, virker også til at være glade. Personligt bliver jeg ikke overbevist af bandet, men retfærdigvis er deres udtryk heller ikke min kop te. Jeg foretrækker selvfølgelig min te med blod i, som bedstemor lavede den. Hvad værre er, hævder én af mine ledsagere, at han i høj grad burde være målgruppen, og at han heller ikke bliver overbevist. Det indtryk, vi begge sidder tilbage med, er, at det er godt i glimt – enkelte passager mindede mig lidt om The Lord Weird Slough Feg – men at numrene i deres helhed ikke fænger, og at fusionen imellem de metalliske og folkede elementer ikke altid fungerer, særligt i overgangene. Men, nuvel, smag og behag er som bekendt forskellig, og de, der virker til at være bandets publikum, lader til at være glade for koncerten.

Horned Almighty viser sig til gengæld at være langt mere min blodige kop te, end jeg troede. På forhånd havde jeg ikke det store kendskab til bandet, andet end at jeg havde tjekket et par numre før koncerten, så på den måde er jeg egentlig i den lidt dårlige situation, at jeg ved lige præcis nok til at være forudindtaget, men ikke nok til at kunne udtale mig om, om de nu spiller de helt rigtige numre fra de helt rigtige plader, på den helt rigtige måde. Men Horned Almightys black metal viser sig at være både langt mere smadret, langt mere dynamisk og langt mere overbevisende, end jeg havde antaget hjemmefra. Særligt forståelsen for dynamik i numrene er tydelig, og det overrasker positivt, at deres numre, der alle sammen grundlæggende går mellemhurtigt til hurtigt, alligevel har så mange forskellige ”gear”, og at de skifter så naturligt imellem dem. Derudover er den sataniske stemning i høj grad også til stede – og den behøver man vel næppe forklare tæller på plussiden.

Det er også altid rart at se, når et band har gjort noget ud af scenen, og her har Horned Almighty været i sløjdlokalet og strikke et fornemt stativ at hænge deres horn og knogler på sammen. Det kan måske lyde som en gimmick, eller som om jeg gør nar, men rekvisitter og udklædning er i sidste ende en lige så essentiel del af scenekunsten som foden på monitoren, og Horned Almighty leverer begge dele fornemt, og man står tilbage med fornemmelsen af et band, der virkelig kan deres black metal-håndværk. Det varmer jo også altid ens sorte hjerte, når der dedikeres et nummer til Jon Nödtveidt (koncerten blev afholdt på 15-årsdagen for Dissection-frontmandens selvmord – red.), men i det hele taget er det bare en fed koncert.

Derudover skal både Ættirs og Horned Almightys guitarister roses for ikke at være sådan nogle, der begynder at spille ti minutter lange soloer, hvis ikke der er nogen, der holder dem i ørerne.

Det samme gør sig gældende for Denial Of God – og så alligevel ikke, for som vi snakker om efter koncerten spiller Azter jo på sin vis nærmest solo hele tiden. Det er selvfølgelig en overdrivelse, men én af Denials mange stærke kort er bestemt den måde, guitarmelodierne udvikler sig i løbet af numrene både formår at være opbyggende, stemningsfyldte og fængende på én gang.

Men nu gør jeg mig selv skyldig i en lidt klodset overgang, så lad os starte ved begyndelsen i stedet: Denial Of God har alt dét, jeg godt kan lide ved metal. De har gode og særprægede melodier, de har gode historier som er tydeligt tænkt ind i numrenes komposition, de har fed vokal (Ustu er vel nok Danmarks bedste ekstremvokalist), de har virkelig god dynamik i numrene, de har masser af velintegrereret gyserstemning, og de mister aldrig tråden til den headbangende, hornkastende, onde og seje følelse, der som bekendt er metallens kerne. Og så har de masser af kranier på scenen.

Koncerten skuffer da heller ikke, selvom mine forventninger som antydet er høje. Man savner kun sjældent en guitar mere i lydbilledet og både det musikalske og showet sidder lige i Dr. Caligaris kabinet. Bandet ligner en flok pukkelryggede lig i laset tøj, præcis som det sig hør og bør, og selvom det mest er Ustumallagam, der bevæger sig rundt på scenen, så gør resten af bandet også deres til at sceneshowet fungerer. Mit eneste rigtige kritikpunkt er, at koncerten burde have været længere, for man savnede mange ”hits” for at gå helt gennem-nekrofilleteret hjem. Hvor var for eksempel 'The Horrors Of Satan, 'Behind The Coffin’s Lid', 'Klabautermanden', 'The Shapeless Mass', resten af 'Hallow Mass'-albummet og så videre, og så videre. Men spilletiden kan man næppe klandre bandet for, og hele arrangementet var bestemt en fredag den 13. værdigt!