Kill-Town Death Fest '21 – Lørdag

Krypts 01
Krypts 02
Fuoco Fatuo 02
Fuoco Fatuo 01
Grave Miasma 01
The Funeral Orchestra 01
Dead Void 01
Tardus Mortem 01

Det er ikke tilfældigt at Kill-Town Death Fest er en institution. Anmelderens sløje livsvilje til trods lever festivalens sidste dag bestemt op til målsætningen om både død og fest.

Kunstner
Titel
Tardus Mortem + Dead Void + The Funeral Orchestra + Fuoco Fatuo
Spillested
Dato
04-09-2021
Fotograf
Adriana Zak
Karakter
4

Jeg er kommet afsted til min første Kill-Town Death Fest, som jo nærmest er en institution og ovenikøbet udspiller sig få stenkast fra min bopæl, så hvorfor det egentlig er den første, jeg har været til, er et godt spørgsmål. Under alle omstændigheder er jeg, på trods af en igangværende penicillinkur og lidt generel mathed, opsat på at få en dag ud af det. Derfor er jeg også mødt op i Byhaven tidligt, så jeg kan nå at ose lidt på ”Heavy Thunder Metal Market”, spise lidt pommes frites, drikke en øl og hyggesnakke lidt.

Da jeg har fået snuset rundt på markedet, købt et patch, nydt en øl og kastet lidt håndtegn, bliver jeg næsten helt overrasket over at første band, Tardus Mortem – fra mit vemodige, andet hjemland, Fyn – går i gang. Det er meget dødsagtigt og – i hvert fald til tider – fængende, men både tidspunktet, lydforhold og bandets lidt ujævne numre arbejder lidt imod dem. Muligvis er det bare mig, men jeg tager mig selv i skiftevis at synes, det er interessant og zone lidt ud, og det virker heller ikke til at resten af publikum rigtigt kan mønstre megen iver til dagens første koncert. Mere overbevisende bliver det da bandet præsenterer ”Gust Of Armageddon” som er deres både længste, bedste og mest interessante nummer.

Jeg er straks mere overbevist af Dead Void, som – det mindre fede bandnavn til trods – leverer én af dagens klart bedste koncerter. Det er død, det er højt, det lyder helstøbt, og det er sejt. Bandet spiller godt sammen, og der køres den hårde Lemmy-stil med mikrofonen placeret nærmest lodret over hovedet. Den slags falder altid i god jord, men det nytter selvfølgelig ikke, hvis man ikke også har format til faktisk at lyde godt imens. Dét gør Dead Void i dén grad, og jeg tænker for mig selv, at næste band, The Funeral Orchestra, skal op på mærkerne for ikke at blegne i sammenligning.

De er oppe på mærkerne! I hvert fald så meget, man nu kan forvente af et så slæbende doom-band. Det er første indendørs koncert, og det er bestemt stemningsfuldt og fedt med både kutter, levende lys og dødt mørke. Musikken er også god, eller måske snarere ond, om end det er en type doom, jeg godt kan finde en smule svær at høre på i længden, fordi det bygger så meget på stemning og ”lydflader”, men det er bestemt godt indenfor genren.

Fuoco Fatuo, eller ”fat fucko”, som min ledsager forsøgsvist kalder dem, er til gengæld den type dødsdoom, jeg ikke på nogen måde finder svært at høre på. Det har også sine funeral-aspekter, men der er tilpas med god død og onde riffs, til at det ikke er kedeligt. Og så er det stærkt fremført og kobler det stemningsskabende med faktisk at være forholdsvis fængende. Eller i hvert fald så fængende som dødsdoom med funeral-elementer nu engang kan blive. I mine ører dagens bedste koncert.

Krypts er næste levende døde billede, og her begynder trætheden desværre at melde sig hos anmelderen. Garanteret både på grund af den tidlige opstandelse og penicillinen, men nok desværre også lidt på grund af de mange, lange ture, de ellers behageligt rumlende og tunge riffs får i manegen. Det er bestemt ikke dårligt, men i sidste ende heller ikke specielt mindeværdigt. Da koncerten er overstået, ser jeg min egen mortal weakness i øjnene og begiver mig hjem for at ralle under ligklædet, så måske Krypts alligevel opnåede præcis, hvad de stilede efter med deres kadavercirkulerende dødsdoom?

Desværre går jeg glip af Grave Miasma, som ellers var et af de bands, jeg havde set mest frem til. Men forhåbentlig bliver det muligt at opleve dem en anden gang, når vor unge helt anmelderen er til lidt mere. Tilbage står vist blot at sige, at det nok var min første Kill-Town Death Fest, men at det bestemt ikke bliver den sidste.