Half Past Halvfed
Cirith Ungols genstartede karierre lever på denne EP kun delvist op til fordums storhed, men det smager dog af mere.
2. Shelob's Lair
3. Brutish Manchild
4. Half Past Human
Lad os først starte med, hvad der muligvis er verdens ældste diskussion indenfor metalverdenen: hvordan helvede udtaler man egentlig Cirith Ungol? Er det med en s- eller en k-lyd? Og er det det samme med Celtic Frost?
Svaret er, at det må man helt selv om, som der også står i Satans bibel. Men hvis ikke man ville sige Kitron eller Kigaret, så synes jeg afgjort, at man bør kalde bandet for "Sirith Ungol". Derimod bør man afgjort sige "Keltic Frost" – men det er kun fordi, det lyder meget sejere.
Nu hvor det er af vejen, så lad os gå videre til at snakke om deres nye EP. Den er vel en slags opfølger på deres reunion-LP og muligvis en forsmag på et nyt album. Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg ikke rigtigt hørt deres sidste album, men metallens mest pålidelige røster har ladet mig vide, at det er et af de sjældne eksempler på en god reunionplade og ikke bare en efterligning af fordums storhed med lidt dårligere idéer og lidt bedre budget. Denne EP ligger nok i naturlig forlængelse deraf, selvom jeg måske synes EP-formatet faktisk kommer en lille smule til kort her; det kommer lidt til at virke som fire sange uden den store naturlige sammenhæng, selvom de hver for sig rangerer fra ”fine nok” til ”virkelig gode”, og det føles ikke særligt naturligt at høre dem i én køre. Man kunne godt have ønsket sig lidt mere tematisk og musikalsk sammenhæng fra et band som Cirith Ungol, og så skulle det være forbudt at kalde et nummer for ”Route 666”, uanset hvem man er.
Indspilningsbudgettet og -teknologien er helt tydeligt blevet bedre siden de klassiske albums, men egentlig forvalter Cirith Ungol de nye muligheder meget godt. Det lyder langt fra så smadret og sært episke som de gode gamle Cirith Ungol albums, men det er heldigvis heller ikke blevet alt for poleret. Så Cirith Ungol-stemningen består, selvom det altså ikke er en udgivelse på højde med ’King of the Dead’ vi har med at gøre.
Den charmerende vokal er der også stadig, og selvfølgelig fremstår den mindre ekstrem og overraskende i dag, fordi der er kommet så mange andre eksempler på bizar stemmeføring i metal til siden dengang i firserne, men vokalen tilfører stadigvæk personlighed og en klar fornemmelse af, at det altså er Cirith Ungol, vi hører. Vokalen er heldigvis heller ikke blevet alt for pæn eller veltrænet på sine gamle dage, hvilket ville have været en stor skam – for der er vel ingen, der hører Cirith Ungol for at nyde et stykke smukt udført vokalakrobatik. Når det er sagt, så er én af EP'ens højdepunkter faktisk, mærkeligt nok, den ballade-agtige ’Half Past Human’, som jeg ellers ved første ørekast tænkte var en malplaceret idé på en Cirith Ungol plade. Sangen består egentlig af mange elementer, der enkeltstående ville kunne findes i mange andre metal-ballader, men resultatet er meget Cirith Ungol og nok i virkeligheden også det bedste nummer på pladen, fordi det betræder en vej, man ikke så tit har hørt dem slå ind på.
I sidste ende oplever jeg EP'en som ganske fin, hvilket på en måde ikke er ret godt. Man skulle nok have været enten større eller mindre Cirith Ungol-fan, for at synes at den var bedre, og det handler primært om, at den er for kort til at stikke i så mange forskellige retninger, selvom alle numrene egentlig er gode hver for sig. Jeg sidder i hvert fald tilbage med en fornemmelse af at være lettere skuffet over den, men synes stadig den er Cirith Ungol-agtig nok til, at jeg ser frem til at høre et helt album fra dem.