En tiltrængt hjælpende djævlehånd

D85_0771
Slægt
Withering Surface
Demolizer-2
Slægt-2
D85_0453
Artillery
D85_0441-fullframe

Øl og Metal er en tiltrængt hjælp. Og det falder på et tørt sted.

Kunstner
Titel
Metal Aid
Spillested
Dato
17-06-2021
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
Nikolaj Bransholm
Karakter
4

Hele konceptet med at gå til koncert er jo efterhånden så fremmed for én, at det kan være helt svært at vide hvordan man egentlig skal bedømme sådan en størrelse. Det bliver heller ikke lettere af at man skal sidde ned, hvilket jo ikke just er den ideelle måde at opleve thrash, død og black – eller nogen slags metal overhovedet. Alligevel føler man en vis forløsning simpelthen ved at være blevet udstyret med en øl nogle andre har skænket og ved tanken om at lytte til noget musik spillet af rigtige levende mennesker, som ikke er én selv. Det er da også på mange måder dét ’Metal Aid’ slår sig op på at være; et støttearrangement for de hungrende masser, som trænger til ”at få øl og metal i blodet” – og det er bestemt en værdig sag!

Det var kun muligt for mig at deltage på arrangementets andendag, hvor der var lagt op til en blandet metal-landhandel med både black, thrash og (melo)død, leveret af såvel unge bands som virkelige veteraner. Nogle af bandene har jeg næppe forudsætninger for at kunne bedømme helt retfærdigt, men på hver deres måde præsterede samtlige bands faktisk en ganske høj grad af showmanship og indfriede bestemt arrangementets formålsparagraf.

Demolizer varmede op med deres ikke-helt-men-næsten-retro-thrash med store shorts og helt igennem godkendte t-shirts og musikalske referencer. Mit eneste kritikpunkt er nok, at jeg på intet tidspunkt var i tvivl om, hvilken slags thrash-sektion, der ville komme som næste indslag i det enkelte nummer. Men bandet spillede godt og med masser af spilleglæde og energi, hvilket i højere grad er dét, der bærer thrash end 110% originalitet, så på den baggrund var de en stor succes som opvarmningsband. Både jeg og min ledsager sad i hvert fald pænt på vores stole og vippede med fødderne og nikkede anerkendende til både band og hinanden.

Withering Surface er ikke et band, jeg har forudsætningerne for at vurdere, for sen-90'er melodød hverken er eller bliver nogensinde lige mig, selvom det da var sjovt at høre den slags melodød spillet fuldstændig uden skam i 2021. Det tekniske ved koncerten havde jeg ikke noget at udsætte på, og jeg synes som nævnt tidligere faktisk, at der var en fin grad af showmanship på banen, så hvis man i øvrigt er til Withering Surface, så tror jeg, det var en fornem koncert, selvom det nok aldrig bliver min kop vampyrblod.

Slægt var som altid formidable. Det er sikkert første, sidste og eneste gang udtrykket ”Black Metallens Def Leppard” er blevet brugt som noget positivt, men det var den association, jeg sad tilbage med efter at have set en meget overskudsagtig koncert med en stor grad af både guitarhelteri i flagrende gevandter. Skal man kritisere dem for noget, er dét, at de næsten er for gode. Og det ville jo være en latterlig kritik.

Lidt samme latterlige kritik er også omtrent den eneste, jeg kan rette imod Artillery. De spiller så overlegent og formfuldendt, at jeg ind imellem kunne savne noget, der fik det til at lyde lidt mere smadret og desperat, men det er jo heller ikke rigtigt den type thrash, de spiller – ikke mere, i hvert fald. Hvis man er til gammel thrash med ny lyd og ren vokal, så gør Artillery det mesterligt. Michael Dahl er det tætteste, vi kommer på Danmarks svar på Joey Belladonna i hans velmagtsdage, selvom Anthrax-sammenligninger i øvrigt sjældent er en ros.

Samlet set må man sige, at arrangementet var en succes. Det er selvfølgelig umuligt at indfange alle de følelser man – efter omkring 666 år uden koncerter – oplever i en forholdsvis klinisk anmeldelse. Men selvom jeg skulle sidde ned og opføre mig pænt, følte jeg det stadig som metalfan, som hvis djævelen selv i yderste time havde rakt mig en hjælpende klo.