Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

NMF '22: Lamentari

Updated
Lamentari_kopi

Lamentari vil gerne spille storladen satanisk black, hvilket er et gennemført sympatisk projekt. Desværre bliver det ikke helt overbevisende, selvom vor anmelders sorte hjerte banker for sagen.

Kunstner
Dato
20-08-2022
Trackliste
1. Synodus Horrenda
2. Nihilitatis
3. Lacrimosa
4. Sede Vacante
5. Confutatis
Karakter
3

Lamentari er endnu et af de bands, jeg har hørt om, men faktisk aldrig hørt. Som udgangspunkt er jeg dog virkelig venligt stemt overfor idéen om et dansk black metal band, der både gør noget ud af show, satanisme og storladenhed – de tre S'er der står centralt i den fede metal. 
Lydprøven virker da også ganske lovende, så jeg har egentlig relativt store forventninger, da koncerten går i gang.

En vis (faktisk en ret stor) mængde staffage hører sig til i black metal, særligt hvis det skal være black metal af lidt teatralsk og rituel karakter – og det skal det jo. Lamentari har da også gjort meget ud af både sceneudsmykning og look og det hele ser meget formfuldent ud, selvom det ikke er de letteste arbejdsbetingelser at køre et black metal show af en solbeskinnet sommereftermiddag. Det ville som antydet i indledningen være decideret åndssvagt at kritisere et black metal band for at klæde sig ud, og selvom jeg sikkert ofte er åndssvag, så kunne jeg aldrig finde på at stille med den type kritik. Tværtimod!
Men jeg synes samtidig, at når nu man kan finde plads på scenen og i budgettet til så mange lys, så kunne man vel også finde en tændstik? Det er langt fra det mest centrale kritikpunkt, men slukkede stearinlys og LED-kandelabre fremstår bare mere tacky end mystisk.
Det kræver under alle omstændigheder sine mænd at stille op i corpsepaint og kutter, men det er som udgangspunkt også det helt rigtige at gøre, selvom den slags altid er en hårfin balance på knivsæggen imellem satanisk ritual og liverollespil. I sidste ende afhænger det hele af musikkens evne til at overbevise og gøre teateret virkeligt.

Musikken fremstår da også meget formfuldent, men - desværre - også sært ukarismatisk, efterhånden som numrene skrider frem. Den sorte metal står som nævnt mit hjerte nær, men selvom jeg nok som hovedregel foretrækker en lidt anden gren, så er ord som "Dimmu Borgir" og "Behemoth" ikke noget der får det til at vende sig i mig (faktisk synes jeg begge bands har præsteret reelle mesterværker, selvom det muligvis vil skade min sortmetalliske street cred at indrømme det offentligt), og jeg synes, det er oplagt at drage sammenligninger i den retning, for Lamentari virker til at gå efter meget af samme bombastiske stemning og samme måde at inddrage de symfoniske elementer på. Jeg synes, der er meget af det storladne, der fungerer, særligt når der ikke er så meget "maskingeværkeyboard" og de storladne passager drives mere af guitarerne. Selvom keyboardet jo altså selvfølgelig gerne må være der. Det hører sig ligesom til.

Men som sagt fremstår det hele beklageligvis også en smule ukarismatisk og distanceret, selvom der formelt gøres alle de rigtige ting, både i form af masser af fagter, ansigtsudtryk og anråbelse af mørkets magter, samt i fremførelsen og opbygningen af musikken. Alligevel er det, som om det aldrig helt bryder igennem til én, selvom jeg forsøger at ramme balancen imellem at være "objektiv" iagttager og lade mig rive med. Jeg føler mig meget oprigtigt villig til det sidste, men det lykkes ikke rigtigt, og jeg bliver derfor aldrig helt overbevist om seancens ægthed. Ind i mellem kommer jeg faktisk også i tvivl om, hvorvidt frontmanden tygger tyggegummi, men det er nok solen og mit store had til Jesus, der blænder mine øjne og spiller mig et puds.

Nuvel, smag og behag er forskellig og særligt i en genre som denne, der skal tråde den svære nål, det er at få det objektivt set latterlige til at fremstå både farligt, mystisk og intenst. Det afhænger meget af både bandets og tilskuerens dag. Men når det kommer til den musikalske substans, ender jeg desværre også med at konkludere, at materialet simpelthen ikke er stærkt nok til, at showet rigtigt kan komme til sin ret. Det fremstår som sagt formfuldendt, og jeg kan faktisk kun pege på én decideret malplaceret guitarpassage i løbet af hele koncerten (og hvilke bands har ikke sådan én et eller andet sted i et eller andet nummer, uden at det får sat projektet over styr?). Desværre står jeg også tilbage med fornemmelsen af, at formen beherskes, men at der ikke er fyldt godt nok indhold i den. Der er alle de rigtige typer passager, men de er ikke enkeltvist stærke nok, eller de kobles ikke til passager, der bringer nummeret godt nok videre, og derfor står jeg tilbage med fornemmelsen af, at sangskrivningen er bandets svage punkt, men at det også er et væsentligt svagt punkt, særligt når numrene er så lange.

For som sagt, de gør i øvrigt det meste rigtigt og de spiller godt - og jeg vil faktisk gerne kunne lide det.

Menu