NMF '22: Candlemass

candlemasssrf_XTD3914

Natten er faldet på i Næstved, da vor anmelder endelig (igen) står over for én af doomgenrens absolutte giganter. Heldigvis skuffer det, de trækker op fra sjælenes brønd, på ingen måde.

Kunstner
Dato
19-08-2022
Genre
Trackliste
1. The Well of Souls
2. Codex Gigas
3. At the Gallows End
4. Samarithan
5. Dark Are the Veils of Death
6. Mourners Lament
7. Bewitched
8. Mirror Mirror
9. Solitude
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
5

Candlemass er sådan et band, man ikke rigtigt behøver introducere. Alle, der har bare en smule metaldannelse, ved jo alligevel det meste i forvejen. At bandet har været igennem en hel del forskellige inkarnationer, vil nok heller ikke komme bag på ret mange, ligesom de fleste nok vil kunne mønstre en holdning til, hvilken æra og besætning, der er den ultimative. Personligt passer det mig overordentligt godt at Candlemass i denne omgang spiller ét af deres legendariske album, 'Nightfall', i sin helhed, blot med en sanger jeg personligt altid bedre har kunnet lide end den oprindelige sanger på albummet.

Setlisten kender vi altså rimeligt meget på forhånd, så den kan man heller ikke rigtigt skrive så meget begavet om, andet end selvfølgelig at 'Nightfall' vel nok er den bredest anerkendte klassiker inden for den episke doom – ja, og vel egentlig doom i det hele taget. Det er da heller ikke tilfældigt, at det er sådan, for det er på mange måder albummet, hvor Candlemass både fuldbyrdede deres egen lyd og samtidig etablerede sig som et genredefinerende band indenfor episk doom. Doom fandtes selvfølgelig før, men Candlemass formåede som meget få andre at balancere den tydelige Sabbath-indflydelse med den mere rendyrkede metals store musikalske armbevægelser og patos. Deraf betegnelsen "epic doom", som de mere end noget andet band inkarnerer.

Derudover er Candlemass jo også sådan et band, der altid leverer live, eller i hvert fald har de gjort det, alle de gange jeg har hørt dem, uanset hvilken frontmand de havde med, så forventningerne er, som man måske kan fornemme, skruet højt op, længe før koncerten overhovedet begynder.

Da koncerten endelig går i gang bliver jeg da heller ikke skuffet. Det skulle da lige være over det halvsløje fremmøde til det, som - når alt andet er sagt og regnskabet en dag skal gøres op - må være et band der står som kandidat til doomgenrens trone og som aldrig for alvor er faldet fra tinderne (nuvel; der har da været bedre og dårligere album, men Candlemass har aldrig begået egentlige dødssynder, i hvert fald ikke i musikalsk forstand), og som altid har holdt metallens fane højt, uanset hvordan vinden i øvrigt blæste. Men Candlemass selv bliver man på ingen måde skuffet over, for de leverer som altid varen til fulde.

Johan Längquist har altid været min favorit som frontmand i Candlemass, både på grund af den måde han falder perfekt ind i numrenes stemning og balancerer i mellem at synge teknisk godt og samtidig synge fedt, men også fordi han tilfører Candlemass en personlighed, energi og dysterhed, som jeg ikke synes alle de andre sangere har gjort (hvor gode de end hver især har været). Bevares, han har ikke helt samme høje register som den unge Messiah, men til gengæld har han det, han altid har haft, nemlig en virkelig stærk midrange (og øvre midrange), samt et virkeligt godt øre for hvordan han skal betone linjerne. Det klæder sangene godt – i min optik faktisk også bedre end Messiahs vokal, så på den måde kunne det ikke være meget bedre i mine ører. Längquist virker da også selv til at være i højt humør over at fremføre materialet, selvom det heldigvis ikke smitter af på sangenes undergangsstemning.

Når det kommer til at bedømme et band som Candlemass live, må man nok egentlig bare sige, at de som altid fremfører numrene mindst lige så godt som på pladen. Dermed  bliver en koncert som denne også lidt en opvising i, hvor stærke numrene faktisk er - og der har Candlemass givet sig selv overordentligt stærke kort på hånden ved at fremføre Nightfall. En plade, der måske mere end nogen anden viser hvor god Leif Edling er til at skrive sange, når han virkelig vil. Selvfølgelig er der numre der står stærkere end andre (alle sange kan jo ikke være 'At the Gallows End'), men fælles for alle pladens (og dermed aftenens) numre, er, at der er en stærk fornemmelse for stemning, opbygning og melodi.

Candlemass er jo også et band mange har efterlignet, men de er samtidig også et band der har forstået noget, mange efterlignere ikke har, nemlig at doom ikke nødvendigvis skal være langsomt, bare det overordnet set føles tungt, slæbende og "oppressive" – og det gør det, selv når der er fart på og selvom der er masser af smukke melodiske passager, for Candlemass mister aldrig fornemmelsen for hvad der er vigtigt ved doom. Der er altid gode skift i dynamik, samt en god forståelse for hvor længe man skal holde et riff eller hvor lang en passage skal være, så man får det fulde udbytte af den, uden at begynde at kede sig. Det slår om muligt endnu mere igennem live, hvor man får fornemmelsen af at minutterne nærmest flyver afsted, indtil vi pludselig er i gang med ekstranumrene og klassikeren 'Mirror, Mirror' - og så skal vi lige pludselig til at tænke på den virkelige verden, og at vi snart skal skynde os ned at nå toget, hvilket jo er en lige lovlig prosaisk afslutning på en højtidelighed som denne. Men heldigvis når vi da lige at få 'Solitude' med, fra én af de få Candlemass-plader, der faktisk kan måle sig med 'Nightfall'.

På vejen hjem når vi også lige at filosofere over at 'King of the Grey Islands' jo faktisk også har 15 års jubilæum, og at de jo kunne have valgt at spille den i sin helhed. Men det var trods alt nok kun mig, der var blevet glad, hvis de havde gjort det...