Mindesmærkets lange skygge

40246a8b-e77f-4a08-b0fe-46b550b2ea4d

Memoriam har for længst gravet deres skyttegrav – og de bliver i den. Heldigvis, hvis man godt kan lide det sted, de har valgt at grave den.

Kunstner
Titel
To The End
Dato
26-03-2021
Trackliste
1. Onwards Into Battle
2. This War Is Won
3. No Effect
4. Failure To Comply
5. Each Step One Closer To The Grave
6. To The End
7. Vacant Stare
8. Mass Psychosis
9. As My Heart Grows Cold
Karakter
3

Det vil næsten virke som en underdrivelse at sige, at de fleste dødsmetalfans nok kender Bolt Thrower, som i den grad står som én af genrens titaner. Et band, der på én gang var stilskabende og unikt indenfor deres gren af old school dødsmetal og som endda magtede noget som så mange andre ubestridte klassikerbands ikke gør; nemlig både at udgive gode albums til det sidste og at stoppe med at skrive nye albums, da de selv mente, de ikke kunne toppe deres seneste album.

De fleste dødsmetalfans kender allerede historien om Bolt Thrower, for de fleste dødsmetalfans er selvfølgelig også Bolt Thrower-fans. Derfor kender ganske mange nok også allerede historien om Memoriam, der opstod i kølvandet på trommeslageren Martin Kearns død, og som på mange måder er en direkte fortsættelse af Bolt Thrower – bare krydret med lidt medlemmer fra Benediction, som jo alligevel på mange måder er så filtret sammen med Bolt Thrower og deres lyd, at det nærmest er to sider af samme sag.

Derfor vil de oplagte spørgsmål på mange måder være nogle, som mange Bolt Thrower-fans nok allerede har stillet sig selv: når nu Bolt Thrower stoppede med at skrive ny musik, hvorfor skal vi så have Memoriam? Og hvorfor skal vi have FIRE plader med dem? Er det ikke lidt at kaste vrag på Bolt Throwers glorværdige karriere og selvvalgte stoppen, mens legen var god? Og er det ikke også totalt unødvendigt, når nu vi allesammen godt ved, hvordan Bolt Thrower lød?

Det oplagte svar vil nok være, at, jo, det er det da.

Det lige så oplagte modsvar vil være, at hvis man ikke gider høre det, så kan man for helvede da bare lade være – og så i øvrigt passe sin egen næringsvej. Hvis Karl Willets og kompagni faktisk har lyst til at lave mere musik, så er det svært at blive sådan rigtigt vred over, medmindre man er en purist af den dér irriterende slags, der hellere vil brokke sig over at bands findes, end høre dødsmetal.



Memoriams fjerde plade er nemlig, for mig at høre, fuldstændig lige så fed død som deres tre foregående. Nuvel, der brydes ikke sådan rigtigt ny grund, selvom der da er et par passager, man måske ikke hundrede procent ville forvente på en Bolt Thrower-plade, men pladen virker også nærmere som et argument for ”if it ain’t broke, don’t fix it”, end den virker som et forsøg på at skabe en ny genre indenfor dødsmetallen.

Dermed ikke sagt, at pladen virker som et falmet snapshot fra 90'erne eller de tidlige 00'ere. Det gør den egentlig ikke; både på grund af produktionen, som er behageligt klar uden at blive for poleret, men sangskrivningen virker generelt også ret inspireret, hvilket jo næsten lyder paradoksalt, men de velkendte elementer blandes fint og dynamisk, og der er sine steder nogle melodiske tilløb, som virker både forfriskende og fungerer godt i konteksten. Så det er på ingen måde en plade man kun kan holde ud at høre, hvis man drikker bajere og mindes gamle dage.

Når det er sagt, så ER det altså ikke en plade, der nogensinde kommer ud under Bolt Throwers lange skygge. Men igen, det vil den nok heller ikke, og derfor ville det også være uretfærdigt at bedømme den på de præmisser. Det reelle problem med pladen er nok mere, at den ikke helt hæver sig til de højder, bandet er dannet for at mindes. Men hvis man gerne vil have mere af det samme fede dødsmetal, ja, så ER det sgu også fed dødsmetal!