Dy'th Båt Slangetelepatsnot

a3549957364_10

Mystisk, mytologisk og okkult ekstremmetal er ikke som sådan et nyt koncept, for at sige det mildt. Men Esoctrilihum gør det bedre end så mange andre.

Kunstner
Titel
Dy'th Requiem For The Serpent Telepath
Dato
21-05-2021
Trackliste
1. Ezkikur
2. Salhn
3. Tyurh
4. Baahl Duthr
5. Agakuh
6. Eginbaal
7. Dy'th
8. Craânag
9. Zhaïc Daemon
10. Nominès Haàr
11. Xuiotg
12. Hjh'at
Karakter
3

Det franske enmandsband med det mundrette navn Esoctrilihum er udkommet med en plade med den lige så mundrette titel 'Dy’th Requiem For The Serpent Telepath', og hvad det helt præcis betyder, kan man som udenforstående kun gisne om. Det bliver ikke nødvendigvis lettere for novicen at gennemskue, når der kastes et blik over tracklisten og øjet – der endnu ikke er begavet med den rette okkulte indsigt –  møder titler som 'Ekzikur', 'Craânag', 'Dy’th', 'Xuiotg' og 'Eginbaal'.

Den indviede vil imidlertid vide, at pladen er delt op i fire sektioner: 'Serpentine Lamentations of Death', 'The Secret Doctrines of Transmigration', 'The Scarlet Flame of Transfiguration' og slutteligt 'Methempsychosis of the Grand Telepath' – og så står alt jo straks lysende klart.

Mere alvorligt så er pladen, så vidt jeg kan gennemskue, en slags konceptalbum om en eller flere deprimerede og selvmorderiske mennesker, der igennem okkulte ritualer og tilstande kommer i kontakt med den dæmoniske Serpent Telepath og lader sig overtage (selvfølgelig) med makabre mord til følge. På den vis er det jo ikke langt fra metallens ”heartland” vi befinder os.

Der hvor Esoctrilihum med 'Dy’th...' skiller sig ud fra alle mulige andre metalplader om dæmoner, sindssyge og makabre mord er netop i det rituelle tilsnit musikken efterstræber. Der er sådan set masser af ”standard ekstremmetal” på pladen med skrivemaskinetrommer, dødsmetalliske riffs, ”orkestrale” elementer osv., men det er mest, når pladen lader de metalliske elementer træde lidt mere i baggrunden og dyrke den mere udsvævende okkulte stemning, at det rigtigt fungerer. Bevares, metalelementerne er der skam hele tiden på denne plade, men de fylder ikke stemningsmæssigt lige meget på alle numre.

Hvis man skulle være grov, er der en del forholdsvis anonyme stykker metalmusik på albummet, men i konteksten synes jeg faktisk de lidt forglemmelige sektioner er ok, fordi min fornemmelse er, at de mere er der som modvægt til de andre passager, end de er tænkt som ”den fede metal”, som man skal svinge med håret til, mens man hamrer bajere. På en god gennemlytningsdag synes jeg faktisk, at pladen er noget af det metal, jeg har hørt, som har mest succes med at skabe en reel kultisk stemning. Ikke dermed sagt, at det var blevet værre af, at der havde været federe riffs, men jeg godtager for én gangs skyld præmissen om, at det ikke primært handler om at rocke, så meget som det handler om at skabe en ”otherworldly” stemning.

Stemningsmæssigt kan det faktisk være svært at placere mange af numrene, hvilket i denne sammenhæng tæller på plussiden. Det føles nemlig mystisk og dragende, mere end det føles sørgeligt, vredt eller andre af de negative stemninger, metal normalt vil trække på. Generelt synes jeg jo, at det er en falliterklæring, når ekstremmetallen bliver så ekstrem, at den mister stemning og følelse, men lige i dette tilfælde går jeg med på den, fordi jeg faktisk synes, at det underbygger pladens udenjordiske koncept. Derudover synes jeg, at det lykkes bedre for Esoctrilihum end mange andre bands at væve de ikke-metalliske elementer ind i musikken, så det ikke bare bliver en gimmick, selvom mange af de melodier, de ikke traditionelt metalliske instrumenter bidrager med, er relativt simple – hvilket altså bestemt er et plus i denne anmelders optik.

Den helt oplagte kritik af pladen er en kritik, man kan rette imod næsten alle plader; den er simpelthen for lang – som hun også sagde i går, da hun talte om ni ud af ti metalplader udgivet efter 1992. At kritikken også kan rettes imod andre, gør den dog ikke mindre graverende. Esoctrilihums bagmand Astraghul ville sikkert sige, at det er en uomgængelig del af værkets koncept, at vi skal rundt i samtlige okkulte og sindsforvirrede krinkelkroge for rigtigt at forstå, hvilke gruelige entiteter ”The Grand Telepath” og co. er, men den køber jeg ganske enkelt ikke. Der kunne med fordel være barberet tre eller fire numre af, for mere end 70 minutter kan den altså ikke bære, ligesom historierne, om jeg kan læse den ud af både tekster og musikkens udvikling henover albummet, også kører i tomgang sine steder.

Den endelige dom bliver, at hvis man er interesseret i et metalband, der tilstræber det okkulte uden at holde op med at være ekstremmetal, og man gider investere energien i at høre pladen et par gange, så er det bestemt værd at lytte til slangetelepatens rekviem – selvom man måske aldrig fuldstændig kommer til at fatte, hvad dét egentlig betyder.